Da Danmark i 1949 tilsluttede sig Nato, skete det mere af nød end af lyst. Et halvt års ihærdige forsøg på at skabe et nordisk forsvarssamarbejde efter Anden Verdenskrig var løbet ud i sandet, da den socialdemokratiske regering i foråret fik et bredt flertal i Folketinget for, at landet skulle træde ind i Atlantpagten.
På et pressemøde torsdag fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) med noget større entusiasme om et nybrud i dansk forsvarspolitik. De godt 70 års Nato-medlemskab skal nu suppleres med en bilateral forsvarsaftale mellem USA og Danmark, i øvrigt efter samme mønster som den aftale, USA allerede har indgået med Norge, Polen, Litauen, Letland, Estland, Ungarn, Bulgarien og Rumænien – altså alle lande i Ruslands nærområde.
USA bad allerede for et år siden den danske regering om at overveje forslaget, der blandt andet kan indebære, at USA udstationerer soldater og materiel på dansk jord. Nu skal det konkret forhandles på plads, og det kan tage måneder, måske år. Den norske aftale var tre år i støbeskeen.
Mette Frederiksen oplyste, at regeringen kun har én rød linje, nemlig at Danmark ikke vil acceptere amerikanske atomvåben her. Ellers er alt til forhandling. Det er den nye tids komplekse trusler, som risikoen for terror- og hackerangreb, som gør det nødvendigt med et nyt forsvarssamarbejde. Siden Anden Verdenskrig har USA været Danmarks vigtigste allierede, og regeringen ønsker at styrke det tætte tillidsforhold yderligere, lød det.
USA har længe lagt pres på andre Nato-medlemmer, herunder Danmark, for at få dem til at bruge flere penge på forsvaret, og regeringen har også allerede signaleret, at bevillingerne skal øges i det næste forsvarsforlig. Fredsdividenden efter den kolde krig er definitivt brugt op.
Politisk er det i den grad et nybrud, at USA skal have mulighed for at sætte soldater, våben og skibe på dansk land og vand. Vel har amerikanerne siden Anden Verdenskrigs afslutning haft tropper i Tyskland, de har deltaget i fælles Nato-øvelser, og i Grønland har man i mange år haft Thulebasen. Og vel blev der i krigene i Mellemøsten og Afghanistan etableret ”alliancer af villige”, hvor Nato-soldater fra forskellige lande kæmpede side om side.
Alligevel markerer det et principielt nybrud, som også kan få indenrigspolitiske konsekvenser.
I store dele af efterkrigstiden har de borgerlige og Socialdemokratiet stået sammen mod venstrefløjen om at bakke op om Nato og USA i forsvars- og udenrigspolitikken - med 1980’ernes fodnotepolitik som den ene store undtagelse.
Her stod Socialdemokratiet tæt sammen med venstrefløjen og Det Radikale Venstre om at kræve, at der skulle tages forbehold over for Natos såkaldte dobbeltbeslutning om at opstille mellemdistanceraketter som svar på tilsvarende sovjetiske våben.
I dag lyder der anderledes begejstrede toner fra den socialdemokratiske statsminister om en oprustning, der skal styrke Danmarks sikkerhed samt fremme demokrati, frihed og menneskerettigheder.
Men Mette Frederiksen havde knapt fortalt om det nye samarbejde, før støttepartiernes politikere på de sociale medier sagde nej tak. Hverken Enhedslisten eller SF vil acceptere amerikansk militær på dansk jord, og den radikale udenrigsordfører Martin Lidegaard er med på en ”rammeaftale”, men hvert enkelt samarbejdselement skal godkendes af Folketinget, understreger han.
De politiske reaktioner viser, at koldkrigens politiske delelinjer meget hurtigt kan vende retur.
Regeringen vil under alle omstændigheder kunne få flertal med de borgerlige partier om en amerikansk-dansk forsvarsaftale, men det åbne spørgsmål er, om støttepartierne, især Enhedslisten, kunne tænkes at trække støtten til regeringen på sagen.
Partierne yderst til højre vil til gengæld støtte et tæt dansk-amerikansk samarbejde, også fordi det kan tolkes som et træk, der svækker EU’s forsvarsambitioner. Alligevel: Vil amerikanske soldater på dansk jord anfægte Dansk Folkepartis og Nye Borgerliges idealer om national suverænitet - blot en lille smule? Den norske aftale indebærer eksempelvis, at USA har disciplinær- og politimyndighed over for de amerikanske borgere, der er udstationeret i Norge.