Nyt kunstprojekt skal hjælpe unge med stress og præstationsangst

Kunsterholdet Kenneth Balfelt Team har før tacklet både fixerum og forhold for indsatte i sin kunst. Nu er turen kommet til stressede unge i projekt på Kunsthal Charlottenborg

"Sowing the Seeds of Love" er et kunstprojekt i fire udviklingsfaser, som skal finde løsninger på præstationspres og stress blandt unge studerende.
"Sowing the Seeds of Love" er et kunstprojekt i fire udviklingsfaser, som skal finde løsninger på præstationspres og stress blandt unge studerende. Foto: Elisa Ventur/Unsplash.

Den for nyligt udkomne Nationale Sundhedsprofil 2021 viser, at danskernes mentale helbred er stærkt nedadgående.

Og især viste den, at Danmarks unge er påvirket af stress i højere grad end hidtil. Det vil et nyt kunstprojekt på Charlottenlund Kunsthal i København nu sætte fokus på.

Projektet, med navnet "Sowing the Seeds of Love" ("At så kærlighedens frø") er et kunstprojekt i fire udviklingsfaser, der skal finde løsninger på præstationspres og stress blandt unge studerende, gennem en kunstnerisk praksis, hvor både de og besøgende på Charlottenlund inddrages i en udviklingsproces, der skal resultere i konkrete forslag til forbedringer, der kan gøres på Københavns Professionsskole, som projektet udvikles i samarbejde med.

“I de sidste fem år har vi kunstnerisk arbejdet med, hvordan stress påvirker samfundet og dets indbyggere,” siger Kenneth Balfelt og hans samarbejdspartner og ven Johan August, som i fællesskab står bag projektet.

“Det, som er slående, er, at der findes masser af forskning og viden om stress, men på trods af at vi har denne store viden, er det ikke lykkedes os at gribe ind og hjælpe de unge, som rammes af det,” siger Kenneth Balfelt, som kalder det et “stort samfundsmæssigt svigt”.

“Sowing the Seeds of Love” består på den ene side af en udstilling af tidligere metoder og projekter, som Kenneth Balfelt Team tidligere har stået for at udvikle. For eksempel arkitektoniske forbedringer i forbindelse med fixerum eller fængselsindsatte, som kan skabe en bedre hverdag for de udsatte.

Men en mindst lige så stor del af projektet er en række workshops med interviews af studerende, lærere og fagpersoner, der skal undersøge muligheden for at skabe nye sociale og fysiske tiltag, der kan modarbejde et stigende stressniveau som unge mennesker oplever i dag. Til workshoppene kan alle interesserede deltage.

“Det er vigtigt, at de mennesker, som det handler om, kommer til orde. Det, vi som kunstnere kan tilbyde, er at vi kommer udefra med det, vi kalder at være 'strategisk uforberedte'. Vi har ikke nogen forudindtagede holdninger eller idéer til løsninger, der skal vokse frem i samtale og spil med de unge og fagpersoner,” siger Johan August.

Som eksempel på tidligere udviklede metoder nævner kunstnerduoen en måde at holde møder på, som de udviklede i et andet projekt på Kunsten i Aalborg. Her var stressen også i fokus, men med afsæt i det danske arbejdsliv.

“Vi endte med at opdage, at 'mødet' var en central størrelse i de fleste menneskers arbejdsliv,” siger Kenneth Balfelt.

Samtidig kom det frem, at mange mennesker forsøger at kompensere, når de er stressede, ved at gøre ting, som burde være beroligende: Yoga, meditation eller vinterbadning.

“Men når man er stresset, er det helt umuligt at komme ned i kroppen og slappe ordentligt af. Derfor forsøgte vi, og det er i øvrigt stadig ambitionen at finde ud af, hvordan man kan forebygge i stedet for at behandle,” siger Johan August.

Derfor udviklede de en række mødeteknikker, som kunne kombinere det at være produktiv med at restituere. For eksempel en form for meditationsbrainstorm.

“Vi håber, at lignende løsninger kan udvikles i dette projekt, i samarbejde med både workshopdeltagere og dem vi interviewer,” siger Kenneth Balfelt.

Kunstprojektet vil, efter workshops og ideudvikling i de kommende måneder, afsluttes med en fernisering den 30. juni, hvor resultatet overrækkes til Københavns Proffesionshøjskole.