Politiets nye it-system truer traditionsrig jagt: Tusindvis kan ikke forny våbentilladelse

Politiets våbenregister er lagt over i et nyt og fejlbehæftet it-system. Nogle jægere frygter derfor at blive snydt for bukkejagten den 16. maj. Men en løsning kan være på vej

Et nyt fejlbehæftet it-system kan betyde, at tusindvis af danske jægere må skyde en hvid pil efter at deltage, når bukkejagten bliver skudt i gang den 16. maj.
Et nyt fejlbehæftet it-system kan betyde, at tusindvis af danske jægere må skyde en hvid pil efter at deltage, når bukkejagten bliver skudt i gang den 16. maj. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix.

”Er det rimeligt at indføre et nyt it-system, som smider en hel befolkningsgruppe under bussen?”. Man skulle næsten tro, at Marie-Louise Achton-Lyng fra Danmarks Jægerforening talte om omlægningen til MitID, men ordene er møntet på et andet nyt it-system i det offentlige: Politiets våbenregister.

It-systemet, som er indført på baggrund af et EU-direktiv, skulle have været funktionsdueligt fra midten i januar i år, men det er så behæftet med fejl, at meget lidt slipper igennem det.

”Det virker jo ikke,” siger Marie-Louise Achton-Lyng, der sidder i hovedbestyrelsen i Danmarks Jægerforbund, og fortsætter:

 ”Vi er nu oppe på 20-25.000 jægere, som ikke kan forny deres våbentilladelse. Hertil kommer nye jægere, som ikke kan få deres første våbentilladelse. Det hele er gået i stå,” siger hun og oplyser, at Danmarks Jægerforening nu har sendt sagen til ombudsmanden.

”Det er ikke i orden, at Justitsministeriet og Rigspolitiet lancerer et våbenregister, man godt har vidst ikke fungerer,” siger Marie-Louise Achton-Lyng.

Det er årets højdepunkt, intet mindre, en festdag

Kaj Jensen

Jæger

Frustrationen forværres af, at det om få dage, nemlig den 16. maj, er årets største dag for landets jægere, for her går bukkejagten ind. Men it-nedsmeltningen rammer også sportsskytterne og andre, og Marie-Louise Achton-Lyng kalder det et samfundsanliggende.

”I Danmark er foreningslivet med til at sikre livskvalitet, og nu fjerner man grundlaget for en masse foreninger. Det er det samme, som hvis man har meldt sig ind i en fodboldklub, og ikke må sparke til bolden,” siger hun.

I Almind nord for Kolding undrer Kaj Jensen, 73 år, sig også. Han har været jæger i ind- og udland i mange år og er tillige jagttegnslærer.

”Hvorfor sætter politiet et nyt it-program i gang, før det virker,” spørger han.

Hvad startskuddet for bukkejagten betyder for en jæger, sætter Kaj Jensen disse ord på:

”Det er årets højdepunkt, intet mindre, en festdag. Jagtforeningerne holder morgenbriefing, og senere vurderer man, hvem der har skudt den bedste buk. Der er en meget stor tradition,” siger han, der ”helt givet” skal på jagt den 16. maj, og som gerne ser, at der gives dispensationer, indtil it-systemet virker.

Og i Politiets Administrative Center (PAC) arbejder man faktisk netop nu på at redde bukkejagten for dem, der ikke har kunnet fornyet deres tilladelse, oplyser afdelingschef Karin Jønler:

”Vi er i fuld gang med at få afklaret, om vi har mulighed for, at der kan gives tilladelse til at bære og anvende våbnet, så folk kan komme på bukkejagt. Vi har et håb om, at være klar inden den 16. maj, men det kan jeg endnu ikke sige mere konkret om,” siger hun og oplyser, at der i marts blev givet mulighed for at forlænge tilladelsen til at besidde de våben, man har.

På spørgsmålet om, hvordan det kunne gå så galt med det nye it-system, svarer Karin Jønler:

”Vi var godt klar over, at systemet ikke var helt færdigudviklet, da vi tog det i brug i januar, men rent teknisk kunne vi ikke håndtere at overholde loven med det gamle. Vi havde så en klar forventning om, at det ville være klar i løbet af få uger. Det har vist sig ikke at holde stik, og det er vi er meget kede af,” siger hun og uddyber:

”Grunden til at vi overhovedet fik et nyt våbenregister, er, at vi ifølge et EU-direktiv skal sikre registrering, sporing og kontrol med våbendele på tværs af landegrænser. Og i og med, at loven trådte i kraft i januar, kunne vores gamle system ikke håndtere den opgave.”

Lige nu er meldingen, at it-systemet skulle være nogenlunde klart i slutningen af juni, men der vil efterfølgende være en ophobning af sager, oplyser Karin Jønler.

”Vi kan godt behandle nogle sagsarter nu, hvilke kan man se på politi.dk, men det tager os cirka fire gange så lang tid som normalt,” siger hun.

Nyheden, om at man arbejder for at finde en løsning med en eventuel dispensation, glæder Marie-Louise Achton-Lyng.

”Men jeg vil se det, før jeg tror det,” siger hun.

Også erhvervslivet og jagtrejsebranchen er påvirket af det sendrægtige nye it-system.

Sommerjagttiden på bukke løber fra den 16. maj til den 15. juli.