Populære unge forsøger også selvmord

8 ud 10 unge, der har forsøgt selvmord, opfatter sig selv som lige så populære eller mere populære end andre unge, viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse om unges trivsel i Danmark. Forskere er overraskede

En ny undersøgelse viser, at også de populære unge forsøger selvmord.
En ny undersøgelse viser, at også de populære unge forsøger selvmord. Foto: .

Selvmordsforsøg blandt unge er normalt forbundet med mobbeofre og andre isolerede. Men også klassens populære elever kan være langt ude, viser en ny undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning ved Aarhus Universitet.

Den bygger på svar fra 3500 unge mellem 15 og 24 år og tegner et billede, der på flere områder afviger markant fra, hvad man indtil nu har vidst om, hvem der forsøger selvmord og hvorfor.

LÆS OGSÅ: Det bedste er at være helt almindelig

Der er eksempelvis lige så mange, der opfatter sig selv som mere populære end andre unge på samme alder blandt dem, der har overvejet selvmord og dem, der ikke har. Hos dem, der har forsøgt selvmord, siger hele 85 procent, at de føler sig lige så populære eller mere populære end andre. Det gælder også dem, der har forsøgt flere gange. Alle erkender dog samtidig, at de i virkeligheden har det skidt og føler sig ensomme.

Lektor Jens Christian Nielsen er leder af projektet og undrer sig over, at popularitet slet ikke ser ud til at beskytte imod isolation og selvmordsforsøg. Men han har alligevel et bud på en forklaring:

"Dem, der føler sig mere populære end andre, kan siges at være lidt uden for rammerne. De fremtræder måske som særligt modige og stærke, og deres popularitet kan hænge sammen med, at de tager større risici end andre. De skiller sig ud, og det er ikke kun positivt," siger han og peger på, at tendensen går igen, når man ser på unge, der skærer i sig selv, mobber andre, tager stoffer eller har et særligt stort forbrug af alkohol.

Også her er andelen, der føler sig "mere populære end andre", mindst ligeså stor som blandt "normale" unge.

Også blandt landets selvmordsforskere undrer man sig. Ingen har direkte tidligere undersøgt sammenhængen mellem at være populær og selvmordstruet, men det kan meget vel være en lidt overset gruppe, mener professor i psykiatri på Københavns Universitet, Merete Nordentoft.

"Nu jeg tænker over det, har jeg flere gange hørt sætningen fra unge, der har forsøgt selvmord: Det er altid mig, de andre kommer til for at få hjælp. Men nu kan jeg ikke mere. Det kan jo godt opfattes som popularitet," siger hun.

At det hænger netop sådan sammen, bekræfter projektsygeplejerske på Bispebjerg Hospital Britt Morthorst. Hun har gennem flere år fulgt unge, der har forsøgt selvmord og oplever, at de ofte har meget stor indlevelsesevne. Så stor, at de nærmest er grænseløse og ender med at tage alle andres byrder på sig. Og så slides de op.

"Det her er en meget interessant undersøgelse i en tid, hvor stadig flere unge piger forsøger selvmord. Måske betyder det, at vi i den forebyggende indsats skal til også at have fokus på de populære piger ude på skolerne og spørge ind til, hvordan de egentlig har det," siger hun.

henriksen@k.dk

korsgaard@k.dk