Rejsende med tredje stik kan rammes af fejl i coronapas

En fejl i coronapasset giver problemer for folk, der har fået et tredje stik med en vaccine mod covid-19. Det skriver DR og Ekstra Bladet.

Fejlen består i, at dokumentationen for det første vaccinestik forsvinder, når det tredje stik registreres. Det kan give problemer, hvis man rejser til lande, der først anser borgere for færdigvaccinerede et vist antal dage efter andet stik.

- Når den første vaccination i øjeblikket ikke vises, vil det i passet se ud som om, at færdigvaccinationen først er sket for ganske nylig, oplyser Sundhedsdatastyrelsen i en mail til DR.

Styrelsen kan ikke oplyse, hvornår fejlen udbedres. Det ventes der at komme klarhed over senere mandag.

Personer, der skal ud at rejse, anbefales i mellemtiden at få foretaget en PCR-test - hvor man podes i svælget - som dokumentation, skriver DR.

/ritzau/