Skal forældre revse deres børn? Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard genbesøger ”hektisk” værdikamp

De to politiske profiler var for 25 år siden rygende uenige om, hvorvidt revselsesretten skulle afskaffes. Nu rejser de begge tilbage i tiden - og stiller skarpt på en af nyere tids største værdidebatter i Danmark 

Forhenværende partiformand Villy Søvndal (SF) og tidligere partiformand Pia Kjærsgaard (DF) ser tilbage på dagen, hvor revselsesretten blev afskaffet i Danmark. Begge billeder er taget i 1998 - ét år efter, at loven blev fjernet.
Forhenværende partiformand Villy Søvndal (SF) og tidligere partiformand Pia Kjærsgaard (DF) ser tilbage på dagen, hvor revselsesretten blev afskaffet i Danmark. Begge billeder er taget i 1998 - ét år efter, at loven blev fjernet. . Foto: Lisbeth Holten/Ritzau Scanpix og Svend åge Mortensen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

”Forslaget vil fjerne forældrenes autoritet. Det afslører en politisk 68’er-holdning om fri hash, begrænset forældremyndighed og mildere straf til teenagere.”

En del vil formentlig ryste på hovedet over den påstand, som blev bragt i nærværende avis for 25 år siden. Men for gruppesekretær Inge Dahl Sørensen (V) gik ønsket om legalisering af hash og en revselsesfri børneopdragelse angiveligt hånd i hånd. Holdningen var dog langt fra uhørt dengang. For debatten om afskaffelse af revselsesretten sydede og boblede af værdipolitiske holdninger.

Det stod også klart, da lovforslaget skulle førstebehandles den 29. april 1997 – altså på fredag for 25 år siden. Folketinget var rygende uenigt. Pia Kjærsgaard (DF) kalder i dag forløbet og den senere folketingsafstemning for ”hektisk”. Villy Søvndal (SF) betegner det som ”nervepirrende”. Af mødereferatet fra førstebehandlingen fremgår det, at forslagsstilleren, den tidligere partiformand Villy Søvndal, fik det sidste ord. Han sagde blandt andet:

”Jeg kan egentlig heller ikke forstå, at man på en dag, hvor vi har diskuteret så meget etik, ikke er mere etisk påvirket. Der må dog findes forstandige borgerlige i Folketinget (…). Er der virkelig ingen, der er i tvivl? Er der virkelig ingen, der er i tvivl om, at vi ikke har børn i nogle miljøer, der får for mange tæv?”

Senere skulle det vise sig, at Villy Søvndal også fik det sidste ord i overført betydning. For SF’s forslag om at afskaffe revselsesretten blev stemt igennem den 28. maj 1997 med et flertal på blot én stemme.

For stemte Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti. Hele den borgerlige fløj samt partiet Centrum-Demokraterne, der blev nedlagt i 2008, stemte imod. Blandt oppositionspartierne var især DF imod SF’s forslag.  

I dag er Villy Søvndal stadig uforstående over for den modstand, der herskede i blå blok. 

”Galskaben havde grebet det borgerlige Danmark i en sådan grad, at man stadig i dag kan undre sig over, hvad det dog var, der skete. De ville hellere have en værdipolitisk krig – i stedet for at se afskaffelsen af revselsesretten som en naturlig udvikling af vores civilisation,” siger Villy Søvndal og tilføjer:

”Efter min opfattelse lod det borgerlige Danmark sig dengang svinge rundt i manegen af Dansk Folkepartis ekstreme synspunkter i værdikampen.”

Pia Kjærsgaard har ikke meget til overs for den kritik, Villy Søvndal bringer af Dansk Folkeparti, som hun var formand for i perioden 1995-2012.  

”Galskab? Det er et meget stærkt ord, synes jeg. Det er også lidt trist at sige sådan noget om sine politiske kolleger fra dengang. Så det må jeg simpelthen afvise. Vi delte et ganske almindeligt synspunkt, som rigtig mange mennesker havde, hvilket også fremgik af afstemningen i Folketinget,” påpeger hun og tilføjer: 

”Enhver må mene, hvad man vil. Men det lyder til, at de her holdninger er kommet til Villy Søvndal på hans ældre dage. For jeg husker ikke, at diskussionen var så højstemt. Og ærlig talt: I stedet for et angreb her 25 år senere - kunne han så ikke bare være glad for, at alle partier nu har tilsluttet sig?”

Det var en af de dage, hvor det rablede for Pia Kjærsgaard.

Villy Søvndal

Ifølge Villy Søvndal stod det klart, at noget var helt galt, da DF med Pia Kjærsgaard i spidsen bebudede, at spørgsmålet om afskaffelse af revselsesretten skulle afgøres ved folkeafstemning.  

”Det var en af de dage, hvor det rablede for Pia Kjærsgaard,” siger han. 

Spørger man Pia Kjærsgaard, hvorfor DF ønskede, at danskerne skulle til stemmeurnerne, siger hun: 

”Det gjorde vi vel dengang, fordi tiden var til det. Så det var der ikke noget underligt i. Vi blev ikke anset for at være ekstreme eller noget lignende af den grund. Og det var ikke noget nyt for os dengang – eller i dag – at folkeafstemninger er en god ting.”

Dansk Folkeparti skifter kurs

Pia Kjærsgaards holdning kom også til udtryk i Kristeligt Dagblad for 25 år siden. I en artikel fra den 1. marts 1997 - altså få måneder, inden afskaffelsen blev vedtaget - er hun citeret for følgende: 

”Det kan lyde så yndigt, at man vil forsvare børnene, men man skal vide, at det egentlige socialistiske sigte med afskaffelsen af revselsesretten er at fratage forældre myndigheden over deres børn og give myndigheden til staten.” 

I dag tager Pia Kjærsgaard dog afstand fra den holdning, som hendes parti havde for 25 år siden. 

”Vi ønsker bestemt ikke revselsesretten genindført i dag. Men når jeg tænker tilbage på tiden for 25 år siden, var det ikke spor mærkværdigt, at Dansk Folkeparti sammen med Venstre og Konservative havde et andet standpunkt,” siger hun. 

Pia Kjærsgaard fortæller, at DF og de øvrige borgerlige partier opfattede afskaffelsen af revselsesretten som et stort indgreb i privatlivets fred. De mente også, at revselse blev rodet sammen med hårdere vold mod børn. Derfor argumenterede en enig blå blok for, at der var en forskel mellem disse to begreber; hvor revselse var acceptabelt, men vold uacceptabelt.

Jeg tror faktisk, at et forsøg på at genindføre revselsesretten vil have samme betingelser som at opføre et atomkraftværk på Rådhuspladsen.

Pia Kjærsgaard

Derudover var flere partier, fortæller hun, bange for, at man med afskaffelsen af loven ville fremprovokere uhensigtsmæssig angiveri; altså at naboen eksempelvis ville kunne melde en til politiet, hvis man opdragede sine børn anderledes end de gjorde. 

Den tidligere partiformand kan ikke sige præcis, hvornår partiet skiftede holdning. I 2008 står det dog klart, at Pia Kjærsgaard var kommet på andre tanker. Efter partikollegaen, den tidligere præst og grundlovsordfører Søren Krarup, havde ytret, at han ville have genindført revselsesretten, sagde hun følgende til Ritzau:  

”Jeg tror faktisk, at et forsøg på at genindføre revselsesretten vil have samme betingelser som at opføre et atomkraftværk på Rådhuspladsen.”

En lang kamp – uden at være i mål

Spørgsmålet om, hvorvidt myndighedsloven overhovedet skulle ændres, så forældre ikke længere kunne slå deres børn – det er dét, der forstås ved ordet ’revses’ – havde et langt tilløb. I 1921 blev det forbudt for mænd at slå deres koner og tyende. I 1937 måtte mestre ikke længere tæve deres lærlinge. Og 30 år senere skulle lærere holde op med at slå deres elever. 

I 1985 blev det så børnenes tur. Med en ny bestemmelse i myndighedsloven blev det slået fast, at forældre har pligt til at "beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling". Men det var altså først 12 år senere, at denne bestemmelse også kom til at gælde indehavere af forældremyndigheden.

På trods af at bestemmelsen nu har eksisteret i et kvart århundrede, er der imidlertid stadig børn, som oplever vold i hjemmet. Som det fremgår af dagens Kristeligt Dagblad, har 22 procent af 8. klasseeleverne ifølge en ny undersøgelse fra Børns Vilkår været udsat for vold fra deres forældre eller stedforældre mindst én gang inden for det seneste år. 

Når Villy Søvndal bliver spurgt, om lovændringen så rent faktisk har virket efter hensigten, svarer han:

”Lovgivning er et sæt af regler og normer, der fastslår, hvad man vil acceptere og ikke acceptere. Der er sikkert nogle, der vil sige: ’Børn bliver jo stadig slået i dag’. Og ja, det er der. Men der er ikke så mange, som før revselsesretten blev afskaffet, tror jeg. Der er jo også mennesker, som kører for stærkt i bil, selvom vi har hastighedsbegrænsninger. Men normsættet fortæller, at den slags accepterer vi heller ikke.”