Minksagen, instrukssagen, nødløgnssagen, Eritrea-sagen, skattesagen, statsløsesagen, tamilsagen.
Igen og igen rammes Danmark af såkaldte skandalesager, hvor omdrejningspunktet er spændingerne mellem ministres politiske ønsker og embedsapparatets manglende evne eller vilje til at blokere juridisk problematiske beslutninger.
Senest minksagen, hvor regeringen den 4. november besluttede, at alle mink herhjemme skulle aflives, selvom der ikke var et lovgrundlag for det.
En af dem, der gennem mange år har fulgt og deltaget i debatten om forholdet mellem embedsmænd og politikere, er departementschef fra 1993 til 2001 i det daværende Erhvervsministerium, Jørgen Rosted.
Han er ikke i tvivl om, at den aktuelle sag kalder på en reform af embedsmandssystemet i Danmark, ligesom de mange foregående sager har gjort.
”Det kan godt være, man bliver nødt til at undersøge minksagen nærmere. Det er jo nærmest oppositionens opgave at se, om der er mere at komme efter med hensyn til at placere et ansvar. Men det var måske bedre at bruge mere krudt på at se, om der er en fejl i det danske system,” siger Jørgen Rosted.
Han og tidligere departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, mener, at opgaven som departementschef bør deles i to.
Danmark, Grønland og Færøerne er de eneste lande i verden, hvor man fortsat ikke har delt opgaven som politisk stabschef og faglig leder af ministerierne op, påpeger han.
I dag er departementschefen enhver ministers nærmeste medarbejder, og han eller hun har formelt både rollen som politisk stabschef og som den juridiske og administrative vagthund, der skal sikre, at lovgivningen overholdes.
Ifølge Jørgen Rosted er rollen som stabschef dog blevet helt dominerende i dag – et synspunkt, som professor emeritus Tim Knudsen i øvrigt også fremhæver i et interview om sagen i dagens Kristeligt Dagblad.
”Man kan se det i jobopslagene for departementschefer. Det er opslag efter en politisk stabschef. Det er politisk tæft, strategiske evner og alt det, som man sagde, at Martin Rossen (Statsministeriets tidligere rådgiver og stabschef, red.) havde. Det er det, man søger, når man søger en departementschef,” siger Jørgen Rosted.
”Hvem har så ansvaret for alt, hvad der foregår i ministerierne? Efter ministeransvarlighedsloven er det ministeren, men den lov er jo fra Ruder Konges tid. Den er fra dengang, det var realistisk, at ministeren vidste alt, hvad der foregik i ministeriet. Det var også dengang, ministre selv skrev lovforslagene, hvis de syntes, at embedsmændene var kommet lidt for langt ud.”
”Men det er fuldstændig forbi. Praksis er blevet, at ministre har ansvaret for det, de ved og har fået at vide af deres embedsmænd. Siden tamilsagen har derudover været diskussionen om alt det, de burde have vidst eller have søgt viden om. Det er det, man har fortolket i hver eneste kommission lige siden.”
Med en opdeling af jobbet ville hver minister kunne få sin egen ”Martin Rossen”, og så kunne departementscheferne koncentrere sig om det, man kalder embedsmandsdyderne, mener Jørgen Rosted.
De syv dyder, eller rettere pligter, har været diskuteret flittigt siden tamilsagen i begyndelsen af 1990’erne, og i 2015 sendte Finansministeriet et kodeks ud, hvor de var beskrevet mere udførligt. Pligterne, som alle embedsmænd i den offentlige sektor skal følge, er ”lovlighed”, ”sandhed”, ”faglighed”, ”udvikling og samarbejde”, ”ansvar og ledelse”, ”åbenhed om fejl” og ”partipolitisk neutralitet.”
Jørgen Rosted undrer sig over, at Fødevareministeriet i minksagen eksempelvis har bedt Fødevarestyrelsen at finde ud af, om der var lovhjemmel til at slå alle mink ned, også dem uden for smittezoner. Normalt ville det være et departements opgave at vurdere, om der var lovhjemmel eller ej.
Men havde det hjulpet at dele ansvaret i minksagen? Havde man undgået at få et pressemøde med den ulovlige besked til minkejerne?
Ifølge Jørgen Rosted ville der i hvert fald have været en lidt større chance for, at der i regeringens koordinationsudvalg var blevet en åben diskussion af, om der var lovgrundlag eller ej, hvis der både havde været stabschefer og departementschefer til stede, og hvor departementscheferne udelukkende har haft ansvaret for at sikre den juridiske og administrative del af sagen.
Det grundlæggende problem er, at der er blevet et alt for nært forhold mellem en minister og hans eller hendes departementschef, mener han. Et næsten symbiotisk forhold som i et parforhold. Det kan man blandt andet se ved ministeroverdragelser, hvor departementscheferne ofte taler varmt om den minister, de skal sige farvel til.
Rationalet er, at en topembedsmand med større afstand til ministeren bedre ville kunne sige til og fra, når det handler om, at landets love skal overholdes.