Sofie Carsten Nielsen sikrer en foreløbig våbenhvile i De Radikale – ikke en varig fred

Hos De Radikale har der søndag været krisemøde. I hemmelighed og hast blev mødet rykket ud af Christians­borg og hen til ­Radikale Venstres partilokaler i Indre By. Et signal om en sprængfarlig situation, hvor intet er, som det plejer at ­være i partiet

”Vi er alle sammen enige om, at det har været to rædselsfulde uger, og vi er enige om, at vi er en samlet folketingsgruppe, der har brug for at genopbygge tillid. Vi kigger nu fremad,” sagde Sofie Carsten Nielsen søndag eftermiddag.
”Vi er alle sammen enige om, at det har været to rædselsfulde uger, og vi er enige om, at vi er en samlet folketingsgruppe, der har brug for at genopbygge tillid. Vi kigger nu fremad,” sagde Sofie Carsten Nielsen søndag eftermiddag. . Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Var man i tvivl om betydningen af søndagens krisemøde i Radikale Venstre, skulle man bare skele til det sted, mødet blev afholdt.

I hemmelighed og hast blev mødet rykket ud af Christians­borg og hen til ­Radikale Venstres partilokaler i Indre By. Et signal om en sprængfarlig situation, hvor intet er, som det plejer at ­være i partiet.

Siden forrige onsdag har De Radikale været spaltet i to fraktioner – uenige om alt fra den politiske kurs til Sofie Carstens Nielsens håndtering af de sexismesager, der kostede hendes forgænger, Morten Østergaard, ­formandsposten.

Efter krisemødet står det klart, at Sofie Carsten Nielsen fortsætter som politisk leder af partiet.

”Vi er alle sammen enige om, at det har været to rædselsfulde uger, og vi er enige om, at vi er en samlet folketingsgruppe, der har brug for at genopbygge tillid. Vi kigger nu fremad,” sagde hun.

Hvad angår politik og personfnidder var krisemødet et skridt i retning af en slags ­våbenhvile i partiet. I hvert fald retorisk. Vi begynder med personerne:

Der er fortsat ”plads til alle” i den radikale folketingsgruppe, sagde Sofie Carsten Nielsen.

Underforstået også Ida Auken, Martin Lidegaard og Jens Rohde i Radikale ­Venstre, der både internt og i ­offentligheden har kritiseret Sofie Carsten Nielsens håndtering af partiets sexisme­sager.

Ida Auken har beskyldt ­Sofie Carsten Nielsen for siden 2017 at have dækket over Morten Østergaards adfærd. Det har Sofie Carsten Nielsen nægtet – og kastet mudder tilbage ved at beskylde Ida Auken for partiskadelig virksomhed.

Foreløbigt har Sofie ­Carsten Nielsen rakt hånden ud til Ida Auken:

”Jeg har en dialog med Ida Auken, og vi kommer til at skulle klinke nogle skår,” som hun sagde til medierne på pressemødet i en pause under krisegruppemødet søndag.

Ida Auken er sygemeldt med stress og var ikke mødt op til mødet. Martin Lidegaard, der sidste onsdag tabte et kampvalg om posten som politisk leder i partiet, bliver også i Radikale Venstre.

”Jeg kaster mig helhjertet ind i kampen for at se, om jeg ikke kan være med til at formulere en politik, som vi alle sammen kan se os selv i,” sagde han efter pressemødet.

Det er uvist, om Martin ­Lidegaard også formelt set får en mere indflydelsesrig post i partiet, da ingen nye poster blev fordelt på krisemødet.

Det bringer os videre til ­politikken. Martin Lidegaard og Jens Rohde har åbent talt om, at Radikale Venstre skal være mere midtsøgende og kompromisvillig over for regeringen. Her har Radikale Venstre på især klima- og udlændingepolitikken været på kollisionskurs med Social­demokratiet.

Martin Lidegaard er ikke ­blevet lovet en mere kompromissøgende politisk linje, sagde han:

”Vi er lige begyndt at krasse i det spørgsmål (om den politiske linje, red.), og det er der slet ikke konkluderet på.”

Han giver Sofie Carsten Nielsen en chance som partileder. Men tilsyneladende kun, hvis kursen kalibreres ud fra et mere midtsøgende kompas:

”Jeg har selvfølgelig gjort mig grundige overvejelser. Men jeg er også kommet til den konklusion, at jeg har kæmpet for radikal politik i to årtier, og jeg skylder både mig selv og partiet at blive ved med det i et stykke tid. Så håber jeg, at vi sammen kan formulere en politik, som jeg kan se mig selv i.”

Er Sofie Carsten Nielsen den rigtige leder for Radikale ­Venstre?

”Jeg stillede jo op imod hende, så jeg havde jo gerne set en anden. Men jeg respekterer 100 procent, at hun er blevet valgt af stort flertal i gruppen,” sagde Martin ­Lidegaard.

En våbenhvile var dermed alt, det kunne blive til i ­Radikale Venstre søndag eftermiddag. Den varige fred kommer kun, hvis skårene mellem Sofie Carsten Nielsen, Ida Auken og Martin ­Lidegaard klinkes – og hvis den politiske kurs på sigt ­bliver mere midtsøgende.