Speciallæge i infektionssygdomme: Man skal ikke være nervøs for at få abekopper

Selvom abekopper også er nået til Danmark, er det ikke sandsynligt, at ret mange mennesker vil blive ramt af sygdommen, som langt fra vil udvikle sig til en pandemi a la covid-19

Speciallæge i infektionssygdomme: Man skal ikke være nervøs for at få abekopper
Foto: Christian Tim Morberg Skovengaard.

Christian Morberg Wejse, vil du ikke først forklare, hvad abekopper er for en virus?

Abekopper er velkendt, og vi har haft en hel del sporadiske tilfælde tidligere og nogle lidt større udbrud primært i Afrika. Det er en såkaldt zoonose – altså en mikroorganisme, der lever blandt dyr, og engang i mellem også smitter mennesker. At den kaldes abekopper, er måske nok lidt misvisende, for det er ikke primært aber, den huserer i, men i højere grad hos gnavere som egern og pungrotter. 

Hvordan adskiller abekopper sig fra den koppe-sygdom, som mange danskere er vaccinerede mod?

Virusserne er meget tæt beslægtede, men den humane koppevirus er alligevel en helt anden sygdom. Den havde en dødelighed på 30-40 procent, hvor abekopper kun sjældent medfører dødsfald. Får man abekopper giver det feber, kulderystelser, hovedpine og muskelsmerter, og efter et par dage får man væskeblister i huden. De optræder ofte i ansigtet, hvilket selvfølgelig bekymrer de smittede, og de kan give noget generende arvæv efterfølgende. Man bliver rask af sig selv i løbet af nogle uger.

Hvordan smitter abekopper?

Væsken i blisterne er smitsomme, og de kan også sidde i mundhulen, så spyt også kan være smitsomt. Det nuværende udbrud er karakteriseret ved, at det er begyndt med at smitte fra blister på kønsdelene og i endetarmsområdet. Og det er nok derfor, at det i denne omgang er blevet til et større udbrud end vanligt, fordi det er begyndt i nogle miljøer, hvor mænd har sex med mænd og har en del forskellige partnere. Abekopper smitter dog ikke udelukkende via seksuel kontakt.

Hvor nervøs skal man være for at blive smittet?

Det skal man ikke være nervøs for. Det er ikke særlig sandsynligt, at den vil ramme ret mange. Udbruddet, der er i gang nu, stammer sandsynligvis fra april, og vi har lige fået hul på smittekæderne og er nu i gang med at trevle dem op. De fleste tilfælde er ret nemme at identificere, så man forholdsvis nemt kan inddæmme udbruddet.

I begyndelsen af coronapandemien blev det af nogle eksperter undervurderet, hvor hårdt verden ville blive ramt. Er der fare for, at også abekopper bliver undervurderet, og det ender med nedlukninger eller lignende igen?

Der er den forskel, at covid-19 var en helt ny sygdom, som vi ikke kendte. Vi kender abekopper, og der er vacciner tilgængelige. Vi ved, hvordan sygdommen smitter og opfører sig, og at den er langt mindre smitsom end covid-19. Jeg kan godt forstå, at man på bagkanten af en covid-19-pandemi kan blive bekymret, men abekopper har slet ikke samme potentiale for at blive en pandemi.

Skal vi til at vænne os til, at der hele tiden er sygdomme, som smitter fra dyr til mennesker?

Ja, det tror jeg ikke, at der kan være nogen tvivl om. Der findes rigtig mange virus i dyr, som kan krydse artsbarrieren og ramme os mennesker. Det sker, fordi vi mennesker trænger mere og mere ind på dyrenes områder.

Har du gang i nogen spændende forårs- og sommerprojekter i din fritid?

Jeg er ikke noget stort havemenneske. Min tjans er at slå græsset. Men jeg kommer nok til at ligge lidt derude i vores nye hængekøje og læse artikler om abekoppevirus. Vi har for nylig åbnet en klinik for kompleks og tværkulturel medicin på Aarhus Universitetshospital, hvor vi forsøger at sørge for, at indvandrere med komplekse sygdomme kan blive godt udredt. Så det er rent fagligt et stort forårsprojekt, jeg har.