Ministerudnævnelser på baggrund af skandaler har det med at blive akavede.
Torsdagens ministerudnævnelser efter fødevareminister Mogens Jensens (S) afgang var ingen undtagelse. Da statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede Rasmus Prehn (S) som minister for et nyoprettet Ministerium for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og Flemming Møller Mortensen (S) som udviklingsminister og minister for nordisk samarbejde, blev hun af journalisterne straks mødt med kritiske spørgsmål om minksagen, hendes egen og regeringens rolle i den.
Statsministeren lod forstå, at den redegørelse, Miljø- og Fødevareministeriet lagde frem i onsdags, beviser, at hun ikke vidste, at der ikke var lovhjemmel til det meget omtalte påbud den 4. november til minkejerne om at slå deres dyr ihjel, syge som raske. Igen og igen understreger Mette Frederiksen, at det hele grundlæggende har handlet om at begrænse risikoen for, at corona spreder sig. At det har drejet sig om folkesundheden. At regeringen var nødt til at handle hurtigt.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) forsøger samtidig at slå til lyd for, at regeringen slet ikke udstedte en ”ulovlig ordre” den 4. november, for ifølge Justitsministeriet har meddelelser på et pressemøde ikke noget ”retligt indhold” over for borgerne.
Siden pandemien brød løs i det tidlige forår, har det netop været regeringens store succesfortælling – at den hurtige og kontante indgriben har holdt smittetallene nede i Danmark i modsætning til, hvad der er sket i andre lande. Det har givet regeringen, Socialdemokratiet og Mette Frederiksen stor folkelig medvind.
Den fortælling står umiddelbart i fare for at blive spoleret af, at både opposition og medier nu fokuserer på alt det, der er gået galt de seneste to uger. Særligt stilles der spørgsmål til, hvordan regeringen kunne sætte så vidtgående et indgreb i værk uden at have lovhjemmel til det? Hvordan kunne det ske uden, at ledende embedsmænd tilstrækkelig højt og tydeligt gjorde ministrene opmærksom på, at der først skulle lovgivning til? Havde embedsmændene i virkeligheden allerede gjort det en måned tidligere?
Kampen om fortællingen føres ikke kun af regeringen. Den føres også mellem Folketingets partier. Her bliver det helt afgørende element, hvordan sagen videre kulegraves.
Det mødtes Folketingets udvalg for forretningsorden i går for at diskutere. På forhånd stod det klart, at de borgerlige partier vil have en undersøgelseskommission, mens SF og Enhedslisten foreløbig ikke mener, at der er brug for mere end en advokatundersøgelse, der ikke kan afhøre vidner.
Umiddelbart kan det lyde som en teknisk diskussion, om sagen skal undersøges på den ene eller den anden måde, men under teknikaliteterne gemmer sig en politisk kamp. En undersøgelseskommission er dyr og langsommelig, men de borgerlige partier ønsker den alligevel, fordi den giver mulighed for at afhøre både politikere og embedsmænd. De håber, at den slags afhøringer kan afsløre, at regeringens ministre og måske endda statsministeren slet ikke var så uvidende om, at der ikke var lovhjemmel til at slå minkene ned, som de har givet udtryk for.
Venstrefløjen mener modsat, at der ”ikke er en rygende pistol” mod regeringen, og derfor er der heller ingen grund til at køre en undersøgelseskommission i stilling, i hvert fald ikke i første omgang.
Det Radikale Venstre har i dette spil foreslået en tredje vej, nemlig at et ”granskningsudvalg” skal undersøge sagen. Det radikale medlem af udvalget for forretningsorden, Jens Rohde, er udpeget til formand for et nyt underudvalg, som skal komme med et mere detaljeret forslag om det om en uge.
Jens Rohde siger, at han er bange for, at en advokatundersøgelse ikke vil vise andet end det, regeringens egen redegørelse allerede har vist. Det skyldes, at advokatundersøgelsen udelukkende arbejder med skriftlige kilder, og i minksagen er der ikke ret mange andre skriftlige kilder end dem, der er lagt frem i redegørelsen.
Om der kan skaffes flertal for at lade det hele ende i et granskningsudvalg, vil vise sig. I givet fald vil det nok forudsætte, at både regeringssiden og de borgerlige partier bliver overbeviste om, at det kan cementere netop deres politiske fortælling om, hvordan regeringens har håndteret minkskandalen og coronakrisen.