Markant flere udsatte familier har fået feriehjælp

Årets ferielejre for udsatte familier har haft væsentligt flere deltagere end normalt. Isolationen under corona kan være en af forklaringerne

For at komme på ferielejr med Dansk Folkehjælp skal ansøgeren være enlig forsørger og modtage offentlig forsørgelse, og hjælpeorganisationen har i år sendt 4000 mennesker af sted på sommerferie. Det fortæller Klaus Nørlem, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp. Billedet stammer ikke fra en ferielejr og er benyttet som genrefoto.
For at komme på ferielejr med Dansk Folkehjælp skal ansøgeren være enlig forsørger og modtage offentlig forsørgelse, og hjælpeorganisationen har i år sendt 4000 mennesker af sted på sommerferie. Det fortæller Klaus Nørlem, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp. Billedet stammer ikke fra en ferielejr og er benyttet som genrefoto. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

Det er ikke alle børn i Danmark, der gennem sommeren har haft mulighed for at komme i Tivoli, i sommerhus eller måske endda på udlandsrejse. For de familier, der er økonomisk eller socialt udfordret, er det dog muligt at benytte sig af andre muligheder, og det har de i den grad gjort. Hos Dansk Folkehjælp, Red Barnet og Blå Kors har der nemlig denne sommer været øget interesse for at være med på sommerferiens ferielejre, og det har resulteret i ventelister.

Hos Dansk Folkehjælp har man i år modtaget 5765 ansøgninger til årets feriehjælp, hvilket er en stigning på over 50 procent i forhold til sidste år.

For at komme på ferielejr med Dansk Folkehjælp skal ansøgeren være enlig forsørger og modtage offentlig forsørgelse, og hjælpeorganisationen har i år sendt 4000 mennesker af sted på sommerferie. Det fortæller Klaus Nørlem, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp.

”Vi har ikke nogle valide forklaringer på den store stigning. Man ansøger mellem den 1. april og den 1. maj, hvilket var der, hvor landet var i lockdown, og derfor antager vi, at det høje ansøgertal kan skyldes corona. Rigtig mange mennesker oplevede at blive sendt hjem under coronakrisen, hvor mange søgte ud i sommerhusene, mens mange familier ikke har haft den samme mulighed, og det kan have medført en øget isolation.”

Red Barnet ser en tilsvarende tendens. Derfor har man i år valgt at udvide til 58 lejre, hvor tallet i 2019 var 37. Dermed fik cirka 500 flere børn og forældre mulighed for at deltage, og organisationen har i alt sendt omkring 1500 af sted på sine gratis ferielejre i år.

Hos Red Barnet bliver ansøgere til ferielejre henvist af landets kommuner, der vurderer, hvilke børn der skal have mulighed for at komme af sted, men der er ikke samme krav om indtægt og civilstand som hos Dansk Folkehjælp.

”Sommerlejre for familier har været superaktuelt efter coronakrisen,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, og fortsætter:

”Vi arbejder derfor med at styrke båndet mellem forældre og børn, fordi man i mange hjem har oplevet et højt konfliktniveau, og man taler i nogle familier om, at der har været en reel krise.”

Blå Kors melder ligeledes om en øget interesse for ferielejrene og har måttet etablere en ekstra lejr. Organisationen har dermed afholdt otte lejre i år, oplyser Blå Kors.

Det er usikkert, om stigningen i antal ansøgninger sker på baggrund af, at der er kommet flere fattige familier, da de seneste tal er fra 2018, forklarer lektor i sociologi ved Københavns Universitet Jørgen Elm Larsen, der har forsket i fattigdom i snart 40 år.

”I 2018 stagnerede fattigdommen i Danmark, men det gjorde den på baggrund af tal, der steg med raketfart fra 2015 til 2017,” siger han og giver sit bud på, hvorfor flere organisationer har oplevet stigning i antal ansøgninger:

”Der skal meget til, for at udsatte familier, der ofte kæmper med sociale og psykiske problemer, kan finde overskud til at skrive en ansøgning. Der har coronakrisen med dens isolation og ro medvirket til, at man har kunnet koncentrere sig om det. Isolationen har også tydeliggjort behovet for, at der i sommerferien måtte være nogle aktiviteter.”

Den store interesse for ferielejrene kan også skyldes, at børns behov i dag ofte trumfer forældrenes skam over at søge hjælp. Det forklarer professor i antropologi ved Københavns Universitet Pernille Hohnen, som blandt andet har forsket i udsattes familiers moralske dilemmaer.

”Man kan ikke sige, at det er et tabu at bede om feriehjælp, men det er et klart ideal i Danmark, at man skal kunne klare sig uden hjælp. Når forældrene alligevel søger om eksempelvis feriehjælp, er det, fordi børnene bliver prioriteret over forældrene, hvorfor de også er villige til at overskride egne grænser for at tilgodese børnene, så de eksempelvis har noget at fortælle i skolen efter sommerferien,” siger hun.