For 50 år siden var den kolde krig tæt på kogepunktet, og man havde i de foregående år flere gang været på kanten af atomkrig. Alligevel lykkedes det for verdens ledende magter at forhandle en international traktat på plads, der havde til formål at nedruste og stoppe spredningen af atomvåben.
Traktaten for ikke-spredning af kernevåben er fortsat aktiv, og i morgen fylder den rundt. Men der er ikke lagt op til den store fejring. Traktaten er nemlig begyndt at slå revner, og ifølge dommedags-uret, der er en gruppe atomforskeres indikator for, hvor tæt menneskeheden er på at udslette sig selv, er vi nu 100 sekunder fra midnat, hvilket er tættere end nogensinde før.
Da traktaten trådte i kraft den 5. marts 1970, blev den fejret som et afgørende skridt på vejen mod varig verdensfred. Traktaten bliver da også fortsat set som en succes i mange henseender, da den har bidraget til at holde antallet af atommagter nede. Før traktaten havde man forventet, at antallet af atommagter ville blive mangedoblet inden for få årtier, men efterfølgende er antallet af atommagter kun steget fra fem til formentlig otte.
Men der indgår i traktaten også et mål om at nedruste og uskadeliggøre hele verdens atomvåbenarsenaler, og når det gælder denne målsætning, er der anledning til bekymring. Det mener Casper Sylvest, der er lektor ved institut for historie på Syddansk Universitet.
”Traktaten har særligt i de senere årtier været udfordret i kraft af en ubalance i de grundlæggende hensyn. Der er meget stort fokus på ikke-spredning, mens nedrustning ikke får den samme opmærksomhed, og det har ført til vanskeligheder og utilfredshed.”
I dag er der fortsat kritik af stormagternes manglende vilje til at nedruste, og det forventes, at der stadig findes omkring 13.000 atomvåben, hvoraf størstedelen tilhører Rusland og USA. Og selvom antallet er markant lavere i dag, end da den kolde krig var på sit højeste, er der stadig lang vej til den totale nedrustning. En del af problemet er, at traktaten aldrig har defineret en tidshorisont for, hvornår den komplette nedrustning reelt skal finde sted.
Rens van Munster, der er seniorforsker i international politik og sikkerhedsstudier med fokus på blandt andet atomkrig ved Dansk Institut for Internationale Studier, forventer ikke, at de eksisterende atommagter har tænkt sig at følge traktatens målsætning og give afkald på deres atomvåbenarsenaler lige foreløbig.
”Total nedrustning er nok ikke realistisk lige nu. Ingen stater, der besidder atomvåben i dag, er villige til at give afkald på deres kernevåben, ikke mindst fordi deres internationale status som stormagt er bundet op på dem. Dertil er der også bekymringen om, hvorvidt modparten nedruster, hvis man selv gør det.”
Risikoen for, at atombomben i fremtiden kan komme til at blive taget i brug, er heller ikke blevet formindsket af, at USA’s præsident, Donald Trump, i 2019 trak landet ud af INF-aftalen, der i 1987 blev underskrevet af USA og Sovjetunionen. Aftalen, der medførte en markant nedrustning fra begge sider, angav, at hverken USA eller Sovjetunionen kunne placere missiler nær hinandens landegrænser. At aftalen nu er blevet afskaffet, åbner muligheden for, at våbenkapløbet kan få tilført ny energi, hvilket vil gøre den globale nedrustning af atomvåben endnu mere usandsynlig. Derudover er man i både Rusland og USA begyndt at fokusere store dele af militærbudgettet på moderniseringsprogrammer og forskning, der skal gøre atomvåbnene mere præcise og mere effektive. Og det kan gøre tanken om atomkrig mere spiselig.
”Idéen om gensidig ødelæggelse er trådt lidt tilbage med nye våben, der er mindre og mere præcise, og det gør risikoen for, at USA eller Rusland tager atomvåben i brug, større,” siger Rens van Munster.
På trods af disse skærpede omstændigheder vurderer han ikke, at dommedagsuret viser rigtigt, når det nu er rykket tættere på dommedag end nogensinde før.
”Truslen er reel forstået på den måde, at de aftaler, der blev indgået under den kolde krig, langsomt er ved at falde fra hinanden, og på baggrund af investeringer fra særligt USA og Rusland er risikoen for en begrænset atomkrig blevet større. Vi er i en kritisk situation, men at sige, at vi er tættere på et dommedagsscenarie end under Cubakrisen eller i startfirserne, da Reagan oprustede meget, er jeg ikke enig i.”