Da de græske guders overhoved, Zeus, i sagnhistorien ville straffe menneskene for velvilligt at have taget imod den ild, som ellers var forbeholdt guderne, sendte han Pandora ned på Jorden. Med sig havde hun den nok så berømte æske, der indeholdt alle de sygdomme og fortrædeligheder, mennesker har været plaget af lige siden.
Men med sig bragte hun også en anden ting. Håbet.
Netop det kan vi få brug for, mens vi går en overordentlig mørk coronavinter i møde. Afstandskrav, påbud om mundbind og stadige begrænsninger på det sociale liv har i nu otte måneder forandret samfundet, som vi kendte det, og sendefladen på tv byder på ulovlige minister-instrukser, grædende minkavlere og døde mink i tusindvis.
Der var dog tiltrængte gode nyheder – og måske noget at knytte håbet til – i onsdags. Her kunne Statens Serum Institut fortælle, at man er klar til at teste sit bud på en coronavaccine, CoVaXIX, på mennesker. Også medicinalfirmaerne Pfizer og Biontech har meddelt, at de snart har en coronavaccine klar til produktion.
Nyheden, om at en vaccine kan være på vej, betyder, at normaliteten er inden for rækkevidde, påpeger Per Hulstrøm, der er privatpraktiserende psykolog, og som også kalder beskeden for ”et lys i mørket.”
”Det giver bestemt håb, når nyhederne om vacciner florerer. Det faktum, at der også er en dansk vaccine, tror jeg giver en tryghed hos danskerne, fordi man rent psykologisk set knytter det sammen med forsyningssikkerhed,” siger han.
Usikkerheden og angsten, som coronapandemien har medført, oplever han på tæt hold i sin psykologpraksis.
”Mennesker med psykiske udfordringer får forværret deres symptomer på grund af covid-19. Men også mennesker uden psykiske udfordringer har brug for håb. Bare man har en smule nationaløkonomisk indsigt, ved man, at coronakrisen kommer til at koste mange penge, så når vi får besked om, at der lige nu er en vaccine, som ser ud til at virke, vil det helt klart påvirke folks almene glæde og optimisme.”
Bjørn Rabjerg er religionsfilosof og adjunkt ved afdeling for systematisk teologi på Aarhus Universitet og forsker især i Søren Kierkegaard og K.E. Løgstrups eksistens-filosofi.
Han fortæller, at håbet altid har været tvetydigt i det filosofiske tankegods og peger på den tidligere nævnte Pandoras æske, som på én og samme tid indeholdt både håbet og alverdens ulykker.
”På den ene side er håbet det, der får mennesker til at handle. Havde vi ikke håbet, havde vi heller ikke troen på, at tingene kan blive bedre. Søren Kierkegaard kalder jo det modsatte af håb for fortvivlelse. På den anden side bliver vi ofte skuffede, når det, vi havde håbet på, sommetider viser sig ikke at leve op til forventningerne,” siger han.
Formaningen om, at man også kan risikere at blive skuffet, skal dog ifølge Bjørn Rabjerg ikke forstås som en opfordring til at slå koldt vand i blodet og ikke håbe på for meget.
Vi kan slet ikke lade være med at håbe, mener han. For selvom skuffelsen er en del af det vanskelige ved at være menneske, ligger det også i vores natur at fastholde håbet om en bedre fremtid.
”Det er påfaldende, at mennesker i de værst tænkelige situationer bliver ved med at håbe. Selv fangerne i koncentrationslejrene bevarede håbet. Spørgsmålet er så, om håbet er noget, vi aktivt tilvælger, som Kierkegaard mente, eller om det er en slags livsstrøm, der kan overmande os som en suveræn kraft, hvilket var Løgstrups opfattelse,” siger Bjørn Rabjerg.
Ifølge præst, forfatter og ekspert i bibelsk sjælesorg Synne Garff kan det være livgivende at holde fast i håbet som forandringens mulighed. For når vi rammes af tab, og den trygge tilværelse bliver usikker, medfører det nemt et tunnelsyn, hvor perspektivet bliver mørkt, og den lyse erindring udviskes. Her er der håb og trøst at finde i troen på Gud, lyder det fra Synne Garff.
”Jeg har mødt flygtninge i konfliktzoner, som havde mistet deres land, hjem, familiemedlemmer, venner, deres identitet, ja, stort set alt. De var dybt traumatiserede, men klamrede sig til håbet. Det var det eneste, der var tilbage. De holdt fast i troen på Gud i håbet om, at situationen ville forandres. Troen på Kristus er en håbsfortælling om opstandelse, at der altid er en mulighed, selvom det lige nu er buldrende mørkt, øde og ensomt. At kunne sætte sin lid til håbet, det kan bære mennesker igennem ufattelige lidelser,” siger Synne Garff.
Som international chef i Bibelselskabet har hun gennem flere år rejst i områder med krige, konflikter og smitsomme sygdomme.
Samtidig med at håbe må vi også indstille os på at væbne os med tålmodighed, når det kommer til at kunne modtage en vaccine mod coronavirus, vurderer Gregers Gram, der er virolog og projektleder på den danske vaccine, CoVaXIX, ved Statens Serum Institut.
”Jeg tror ikke, at der kan leveres vacciner til seks millioner mennesker på én gang. Måske vil der komme en sending med en halv million doser, og noget tid efter vil endnu en halv million doser ankomme og så fremdeles. Men det ser meget lovende ud i forhold til de internationale vacciner, som er meget langt fremme,” siger han og fortsætter:
”Det er altså ikke den danske vaccine, som vi skal satse på. Den danske vaccine skal vi se som en slags forberedelse til, når den næste pandemi kommer, og det skaber håb, at vi til den tid vil være bedre forberedt,” siger Gregers Gram og understreger, at flere vacciner klarer sig rigtig godt, så hvis der skulle være en, som ikke virker eller ikke bliver godkendt, så er der andre at tage af.
Psykolog Per Hulstrøm mener ikke, at en vaccine med ét trylleslag vil fjerne den frygt, som sidder i befolkningen. Frygten vil være til stede som et kollektivt traume, også selvom hverdagen bliver normaliseret, og man på et tidspunkt kan kramme og give hånd igen. Selvom det lyder negativt, kan det også bringe noget positivt med sig:
”Coronakrisen har i den grad rystet vores grundvold, og det vil påvirke os i generationer og gøre os mere forsigtige. Men man kan argumentere for, at det var denne forsigtighed, der fik os godt igennem den første bølge af corona i foråret,” siger han.