Engang lå der vandmøller nærmest overalt i Danmark. I århundreder har de været den vigtigste kilde til energi og været afgørende for landets udvikling. Men gradvist er den gamle kulturarv ved at forsvinde fra landskabet.
Sådan lyder advarslen fra Dansk Møllerforening, møllernes gamle fagforening, der i dag er en organisation for mølleejere og andre med interesse for møller.
”Hvis der ikke bliver gjort noget, vil vi snart ikke længere have funktionsdygtige vandmøller i Danmark,” siger foreningens formand Susanne Jervelund.
Ifølge hende er problemet, at kommuner og amter over årene gang på gang har ledt vandløb helt eller delvist uden om møllerne, når vandløb er blevet restaureret. Det har de gjort af naturhensyn, da fisk for eksempel har svært ved at passere igennem møller. Men resultatet er, at vandmøllerne enten mister en stor del af evnen til at male eller ligefrem går til.
”Hvis en mølle ikke har nok vand, kan den ikke længere fungere. Dernæst går møllehjulet til, hvis det ikke konstant holdes vådt. Det bliver skævt og begynder at rådne,” siger Susanne Jervelund og tilføjer, at hvis vandmøllen først mister sin funktion, forsvinder meget at motivationen også til at holde mølleværket ved lige, og bygningen vil med tiden typisk blive brugt til noget andet.
Mange af de gamle vandmøller er ganske vist fredede. Men bygningsfredningsloven gælder ifølge hende kun selve bygningen og ikke vandhjulet uden på bygningen, det vandtekniske anlæg og selve vandtilførslen. Derfor har møllerforeningen sendt et opråb til både miljø- og kulturministeren om at få anerkendt 10 funktionsdygtige vandmøller som kulturarv af national betydning, så både vandtilførslen og selve teknikken i vandmølleanlægget fredes og forbliver autentiske.
Det bliver bakket op af Kristian Pihl Lorentzen, folketingspolitiker for Venstre.
”Vandmøllerne udgør et meget vigtigt stykke kulturarv, vi skal værne om. De har været afgørende for udviklingen af Danmark frem til det samfund, vi har i dag. Men møllerne bliver mishandlet i dag. Tit ender de som sorteper og mister meget af deres vand, når kommunerne skal udrulle deres vandplaner,” siger han med henvisning til de miljøplaner, kommunerne har for at forbedre kvaliteten af vandløb.
Han mener, at der er behov for mere fokus på at få sikret vandmøllerne, når der arbejdes med vandplaner rundt om i kommunerne. Derudover efterlyser han, at den nuværende lovgivning bliver strammet, så kommuner ligefrem har pligt til at sikre vand til de sidste vandmøller.
Kristian Pihl Lorentzen har i løbet af året stillet en række spørgsmål til både kulturminister Joy Mogensen (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) om, hvordan landets sidste funktionsdygtige vandmøller kan sikres. Begge ministre understreger dog, at lovgivningen allerede giver mulighed for, at vandet fortsat passerer vandmøllerne, når vandløb bliver renoveret. Blandt andet pegede Joy Mogensen tidligere på året på, at vandløbsloven siger, at man ikke kan gennemføre en vandløbsrestaurering, hvis det går ud over ”væsentlige kulturhistoriske interesser”. Hun tilføjer, at det er kommunerne, der ”skal foretage den konkrete vurdering af balancen mellem natur- og miljømæssige interesser og kulturhistoriske interesser”.
Og der er problemet ifølge Susanne Jervelund fra Dansk Møllerforening, at vurderingen i praksis sjældent falder ud til møllernes fordel. Hun nævner Brøndsted Mølle ved Vejle som et af de seneste eksempler på en mølle, hvor vandet er blevet ledt uden om møllen.
I møllerforeningen kæmper man videre for en politisk redning af møllerne og skal i starten af december til møde i både kultur- og miljøudvalget på Christiansborg.