”Vi forarges over en hånd på et kvindelår, men hvad med overgreb mod handicappede?”

Natasja Bjerring har en hjerneskade og har ifølge familien flere gange været udsat for seksuelle krænkelser af unge mænd med udviklingshandicap. Hendes mor, Else Bjerring, mener, at familien er blevet svigtet af retssystemet, og at de kommunale institutioner gør for lidt for at forebygge seksuelle overgreb

Natasja og Else Bjerring nær rækkehuset i Sanderum i Odense, hvor familien bor. Natasja Bjerring er 25 år og har altid boet hos sine forældre. Ifølge familien har Natasja Bjerring flere gange været udsat for seksuelle krænkelser på skoler og institutioner. – Foto: Kim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.
Natasja og Else Bjerring nær rækkehuset i Sanderum i Odense, hvor familien bor. Natasja Bjerring er 25 år og har altid boet hos sine forældre. Ifølge familien har Natasja Bjerring flere gange været udsat for seksuelle krænkelser på skoler og institutioner. – Foto: Kim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.

Natasja Bjerring sidder ved det runde kaffebord i rækkehuset i Odense og drikker en sodavand og spiser vanillekranse. Hun lytter opmærksomt og kommer med små kommentarer, mens hendes mor, Else Bjerring, fortæller om de seksuelle overgreb, som datteren har været udsat for. Natasja Bjerring er en ung, velplejet kvinde på 25 år med brunt krøllet hår.

Hun blev født otte uger for tidligt, har en medfødt hjerneskade, og kognitivt fungerer hun som et barn på fem år.

Den 57-årige Else Bjerring har fulgt de seneste måneders debat om krænkelser af politikere, læger, mediefolk og kunstnere, men hun savner, at debatten også sætter fokus på de overgreb mod mennesker med udviklingshandicap, der foregår på landets institutioner.

”Det får så meget mediedækning, og vi forarges over, at en borgmester for 10 år siden lagde en hånd på en kvindes lår. Men samfundet accepterer, at der sker overgreb mod udviklingshæmmede, uden at der sker noget. En del af sagerne anmeldes, men i langt de fleste tilfælde lukkes de ned, inden de kommer for retten, og så sker der ikke mere,” siger Else Bjerring.

En rapport fra Institut for Menneskerettigheder viser, at personer med et kognitivt handicap, blandt andet hjerneskade, har markant øget risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb som voldtægt og blufærdighedskrænkelse. Rapporten viser også, at ofre med udviklingshandicap har ringere chancer for at få en sag gennem retssystemet end ofre uden handicap.

Natasja Bjerring bor stadig hos sine forældre, og hendes mor ønsker hende ikke placeret på et bosted, hvor der ifølge familien er for få aktiviteter og for lidt opsyn med beboerne.

”Min datter er velfungerende, når hun er i trygge og forudsigelige rammer. Men hun kan ikke sige fra, og det gør hende sårbar ikke mindst i forhold til nogle af de mere velfungerende unge med handicap,” siger Else Bjerring.

For 10 måneder siden valgte familien, at hun ikke længere skulle komme på det værksted, hun ellers var visiteret til af kommunen. Forældrenes oplevelse var, at datteren mistrivedes på værkstedet, hvor hun blev placeret i en gruppe med 20 personer.

”Man har efterhånden afviklet de små værksteder og skoler. Det kan være godt for de mere velfungerende. Men vi oplevede en trist pige, der sad med de samme perleplader, som hun har lavet siden børnehaven og som slet ikke havde lyst til at komme af sted om morgenen, fordi hun bedst kan trives i mindre grupper på fem-seks personer. Det er selvfølgelig hårdt arbejde at have Natasja hjemme, men vi kan se, at hun har det meget bedre end før. Hun deltager i familiens gøremål, laver mad, køber ind, og vi tager på udflugter,” fortæller Else Bjerring, der er førtidspensionist på grund af en rygskade og posttraumatisk stress.

Hendes stresslidelse hænger sammen med de belastninger, hun har været udsat for på grund af datterens handicap.

Ellen Bjerrings mand er it-chef, og familien har ud over Natasja tre voksne børn og syv børnebørn, som de har et nært forhold til.

Natasja Bjerring er ifølge familien blevet krænket flere gange på kommunale værksteder og skoler.

Da hun var 16 år, rapporterede hendes skole, at Natasja og en ung mand var gået ind på samme toilet. Natasja forklarede, at den unge mand havde hevet hende ind på toilettet for at røre hendes bryster. Den unge mand afviste og sagde, at Natasja havde fulgt efter ham. Skolens ledelse beklagede i et brev til forvaltningen hændelsen, herunder at opsynet med de unge var glippet.

Da Natasja var 17 år og elev på den tre-årige kommunale ungdomsuddannelse, meldte familien et overgreb til politiet. Ifølge politiet forklarede Natasja, at en anden elev trak hende ind i et lokale ved skolens gymnastiksal og lagde sig oven på hende. I et brev fra politiet hedder det, at den unge mand ifølge Natasja tog bukserne af, men beholdt underbukserne på og lavede samlejebevægelser. Hun fortalte under afhøringen, at hans vægt oven på hende havde gjort ondt.

”Jeg blev ringet op af skolen og hentede straks min datter, der græd og var helt ulykkelig. Hun tog sig til skridtet, for det gjorde rigtig ondt. Det var noget nær det værste, man kan komme ud for som mor. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om skolen overhovedet var i stand til passe på min datter.”

Fyns Politi vurderede ikke, at det ville være muligt at bevise, at den unge mand havde haft til hensigt at krænke Natasja og droppede derfor sagen. Forældrene klagede til statsadvokaten, der støttede politiets vurdering.

”Ved afgørelsen har jeg især lagt vægt på, at der er tale om modstridende forklaringer. Selvom der er fundet sæd på Natasja Bjerrings bukser, mener jeg ikke, at der kan føres tilstrækkeligt bevis for domfældelse,” skrev statsadvokaten blandt andet i et brev til familiens advokat.

Else Bjerring fandt afgørelsen frustrerende.

”Statsadvokatens afgørelse kan stadig gøre mig vred. Den viser, at overgreb mod en person med et kognitivt handicap ikke retsforfølges. Det er klart et dilemma, at krænkeren også er en person med et udviklingshandicap. Men samtidig er det som om, systemet ikke rigtig anerkender overgreb mod personer med handicap,” siger Else Bjerring.

Hun er ikke i tvivl om, at episoden har sat sig spor hos hendes datter. De sjældne gange, den nævnes, bliver hun tydeligvis ked af det.

De senere år har Natasja Bjerring haft flere oplevelser, hvor ellers gode kammerater med handicap ifølge familien har overskredet hendes grænser. Else Bjerring fortæller, at en vens besøg endte med, at datterens bluse blev revet over. Natasja Bjerring fortalte, at den unge mand ville røre hendes bryster, mens hun sagde nej

Datteren har også været udsat for at blive holdt fast af en anden kammerat, hun besøgte, fortæller moderen. Den pågældende har senere undskyldt episoden.

Else Bjerring ser først og fremmest krænkelserne som et udtryk for et svigt i opdragelsen af unge med udviklingshandicap på skoler, bosteder og hos forældrene.

”På Natasjas skoler er der blevet talt rigtig meget om kærester. Efter min opfattelse er de nogle gange blevet tudet ørerne fulde med, at det er vigtigt at have en kæreste. Men det er lige så vigtigt for dem at have gode venner. Natasja har haft mange gode drengevenner. Der er temauger om sex og kærester på værkstederne. Men der er ikke nogen, der fortæller, at det er lige så forbudt at gå hen og tage en ung kvinde på brysterne, når hun ikke ønsker det, som det er, når en borgmester slikker en kvinde i øret,” siger Else Bjerring, der understreger, at hendes synspunkt ikke altid har været populært blandt datterens pædagoger.

”De har ofte ment, at jeg overdrev, og at jeg skulle acceptere de unges sexliv. Selvfølgelig skal unge med handicap have ret til at udfolde deres seksualitet. Men begge parter skal være indforstået med, hvad der sker,” siger Else Bjerring.

Odense Kommune vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men ifølge forløbschef på handicapområdet, Vagn Hansen, er kommunen generelt blevet meget opmærksom på problematikken, ikke mindst i forbindelse med de seneste års MeToo-debat.

Han henviser til, at kommunen har uddannet seksualvejledere, der taler med de unge om, hvad det vil sige at have en kæreste, og hvordan man kan sætte grænser.

”På en institution har de for eksempel indført et armbånd med et rødt og et grønt skilt. Det røde skilt viser, at man ikke vil have kram. Vi hjælper 1000 borgere med kognitive handicap, og der vil være nogle, der får en uønsket seksuel oplevelse. Borgere med kognitive handicap har ikke altid forudsætninger for at forstå andres grænser, og de bor ofte tæt på bosteder. Hvis vi helt vil undgå uønskede seksuelle oplevelser, kræver det total social kontrol med borgerne, og det ønsker vi heller ikke. Det handler om at finde en balance mellem den enkelte borgers frihed og opmærksomheden på at sikre, at der ikke sker krænkelser,” siger Vagn Hansen.

Maria Røgeskov er forsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), og har i en ny rapport interviewet pårørende og ofre med psykiske og kognitive handicap om deres oplevelser med retssystemet.

”Vores interview viser, at ofrene kan være i tvivl om, hvorvidt de kan sætte grænser for seksuel kontakt og sige nej. Personer med kognitive handicap er ofre, men de kan også være krænkere, selvom de måske ikke ønsker at gøre den anden ondt. En af udfordringerne for personalet er at overveje, hvornår der er tale et overgreb. Det skal håndteres både i forhold til ofret og den, der har begået overgrebet, så begge parter bliver hjulpet videre,” siger Maria Røgeskov.

Hun understreger, at det er vigtigt at vurdere, om et overgreb skal meldes til politiet.

I rækkehuset i Odense mener Else Bjerring, at forebyggelse af overgreb i høj grad handler om at indrette trygge bosteder og værksteder med tilstrækkelig bemanding. Hun oplever ikke, at hendes datter på noget tidspunkt har fået hjælp af Odense Kommunes seksualvejledere:

”Der skal være en vedvarende indsats og ikke bare en temauge om året for at ruste de unge til ikke at overskride andres grænser og til at kunne sige nej. Forældrene skal også opdrage deres børn. Vi kan ikke bare overlade opgaven til institutionerne.”

Artiklen bygger på interview med Else Bjerring og sagsakter fra Odense Politi og Odense Kommune.