Islamisme og sekularisme er fælles om at knuse kristendommen

Overalt i den mellemøstlige verden, hvor man har indført vestligt demokrati, er det islamisterne, der bruger demokratiet til at komme til magten

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen.

Den omdiskuterede britiske islamist Anjem Choudary var for nylig gæst i Deadline på DR. Her gjorde han utvetydigt rede for sit islamistiske verdenssyn, som for eksempel at tyve skal have hugget hånden af, og at utroskab skal straffes med stening til døden.

Uden at det på nogen som helst måde skal opfattes som en flig af sympati for Choudarys synspunkter, var det for en engang skyld befriende at høre en islamist tone rent flag. Ingen dobbelte tunger, halve sandheder og snakken udenom.

Værten Martin Krasnik gik til Choudary på den sædvanlige fremgangsmåde for vestlige journalister. Spørgsmålene kører efter en fast formel, der er udformet som en trosbekendelse til demokratiet, det vil sige en særlig sekularistisk form for demokrati, der opfatter religion som roden til alt ondt.

Spørgsmålene er derfor centreret om, hvorvidt gæsten kan svare ja til, at han tror på det almægtige demokrati og ikke sætter noget højere end det og vil forsage Koranen og sin tro på den.

Men denne gang blev Krasnik, der er kendt for at sætte sine gæster kniven på struben, selv sat til vægs. Choudary, som er meget veltalende og hurtig i replikken, stillede nogle modspørgsmål, blandt andet til Krasniks egen religiøse baggrund. Det var Krasnik tydeligvis ganske uforberedt på og skar lynhurtigt Choudarys modspil af og fortsatte med doktrinære sekulære spørgsmål, der ikke interesserer sig for at undersøge religiøse argumenter nærmere, men blot ønsker at fremstille dem som far-lige.

Selvom mange seere formodentligt sad tilbage med den opfattelse, at demokratiet endnu engang viste sig islamismen overlegen, var interviewet efter min opfattelse et eksempel på det stik modsatte og på, hvordan sekularismen intet kan stille op over for islamismen og derfor konstant taber terræn.

Det var tydeligt, at Choudary var ligeglad med Krasniks forsøg på at få ham til at fremstå som en trussel for demokratiet, og at han ej heller frygtede seernes domme. Han er en stolt muslim, som sætter en ære i at tro på en guddommelig orden. Det vestlige demokrati vil gerne overbevise folk som Choudary om, at det er bedre at tro på demokratiet som en guddommelig instans, men problemet er, at den sekularistiske udgave af demokratiet, som er klinisk renset for åndelige værdier, ikke formår at overbevise andre end sig selv om dets fortræffeligheder. Langt størstedelen af verdens befolkning er religiøs og forstår ikke Vestens måde at forsage Gud på.

Overalt i den mellemøstlige verden, hvor man har indført vestligt demokrati, er det islamisterne, der bruger demokratiet til at komme til magten. Demokratiet er blevet en nyttig idiot for islamismen. I de lande, hvor Vesten har bombet befolkningerne til demokratiet, hersker politisk kaos, død og ødelæggelse.

Hvordan kan veluddannede mennesker blive ved at tro på demokratiet som den eneste sandhed, når det tydeligvis ikke virker i kampen mod radikal islam?

Sagen er den, at en islamist som Choudary kun har respekt for religiøse argumenter, som kan overtrumfe hans egne. Hvis en interviewer stillede ham en række udfordrende spørgsmål omkring hans tro på Allah og Koranens ufejlbarlighed med teologisk præcision og indsigt, ville Choudary måske begynde at sætte spørgsmålstegn ved sine trosopfattelser.

Skal man dæmme op for islamismens udbredelse, må man overbevise dem om et andet gudsbillede, for et livssyn uden Gud kommer islamister aldrig til at acceptere.

Den egyptiske koptiske præst Zacharias Boutros har omvendt hundredtusinder af muslimer ved at påvise teologiske problemer og modsætninger i Koranen. Han bruger tro og fornuft til at bekæmpe radikal islam. Det virker tilsyneladende.

Selvom det umiddelbart ser ud, som om at sekularismen og islamismen er hinandens diametrale modsætninger, så har de i virkeligheden samme agenda og fælles mål, og det er at udrydde kristendommen.

I mellemøstlige lande, hvor vestlige regeringer har hjulpet demokratiet på vej, bliver kristne nu slaget og drevet på flugt, mens islamismen vokser. Og i egne lande gør sekularister, hvad de kan for at fjerne kristne symboler og kristne stemmer i det offentlige rum med det resultat, at islam får plads til at vokse frem og tage scenen.

Islamisme og sekularisme er som to forskellige dukker i et dukketeater, der nok tørner sammen på scenen, men dukkeføreren bag er én person, der fører dem begge en i hver hånd. Dukkeføreren er en antikristelig ånd.

Sekularismen og islamismen er drevet af samme ånd i to forskellige forklædninger. Sekularismen er narren, der hjælper islamismen frem ved at afvise kristendommen. Den eneste måde, den radikale islam kan bekæmpes på er ved at få muslimer til at tro på, at Jesus Kristus ikke kun var en profet, men Guds søn. Det er vejen til fred og velfungerende samfund. Kirke, hvor er du? Kom ind i kampen.