I SLUTNINGEN af januar 1906 kunne den 40-årige Jeppe Aakjær lægge alle forberedelser – åndelige og materielle, personlige og æstetiske – bag sig for helt og fuldt at indstille sig som medium for den raptus, der skulle beherske ham de følgende tre uger. Den affødte 18 nye digte. Alle betydelige; det var store digte med et par undtagelser også i omfang. Et flertal af dem er blandt de smukkeste, han nogen sinde kom til at skrive.
Han vidste det på forhånd, kan man tro. Vidste, at nu var det, nu skulle det ske, nu kunne det alt sammen blive sagt, hvad han havde sanset og erfaret om sig selv og sin verden. Hans ørkesløse digterliv ville omsider finde en berettigelse, og hans navn sin rette glans. Men han vidste også, at dette navn derfor måtte udslettes, og han indledte sådan her det første af digtene:
”Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod,/ jeg lytter, og jeg lytter, til det synger i mit blod”.
DET SKULLE IKKE BARE VÆRE ham Jeppe, der stillede sig an og ville synge. Rugen og naturen og livet selv sang allerede igennem ham.
Hvilket svarer til mange andre digteres vidnesbyrd om tilblivelsen af deres vigtigste værker. De er aldrig rigtig blevet skrevet af så at sige dem selv, de har kun været penneførere. Der foreligger desuden i Aakjærs tilfælde noget andet meget afgørende, som læseren med det samme må bringes på det rene med: at han virkelig heller ikke har i sinde at gøre sig til af at være en slags kunstner.
Slet ikke sådan én, der ud af sit eget lille hoved går og finder på noget og så bilder sig ind, at det kan have nogen som helst interesse for noget andet menneske.
Aldrig ville nogen bonde i hvert fald have med det at gøre. Og det var bønder – dengang der var bønder til, i digterens barndom i 1870’erne – det alt sammen drejede sig om her, og hvis det gamle sind selv skulle kunne tage alvorligt, hvordan det blev fremstillet, så måtte digtene i det mindste prøve på at lade, som om de ikke var skrevet af nogen, der stod i folkeregistret.
Bønder og med dem alle andre end en minimal elite havde endnu ikke i 1800-tallet ladet sig overbevise om, at noget individ i sig selv kunne have noget værdifuldt at bidrage med. De kendte derfor ikke, ville ikke kende til, kunstnere, digtere, komponister; men som alle andre menneskelige væsener fandt de naturligvis musik og poesi, fortælling og billedkunst uundværlig. Det fik blot for dem sin dybeste mening i kraft af dets anonymitet. Det gik an at udpege musikanten som den og den, men hvad han spillede havde ingen ophavsmand. Det var noget overleveret, og guderne måtte vide i hvilke glemte slægter, det engang var opstået.
Derfor bestod bøndernes litteratur af gamle viser, af sagn og skrøner og eventyr, samt jo Bibelen og salmebogen, hvori al anden tekstoplysning end numrene blev ignoreret. Og de holdt sig helst, hvad billedkunsten angik – og som muslimerne den dag i dag – til dekorative abstraktioner. Ganske upersonlige ornamenter, mønstre og borter på skabe, kister og loftsbjælker.
Som om den tankegang i vores kultur var helt uddød, kunne det komme til at lyde. Men tiltroen til om ikke anonymitetens så jeg-løshedens autenticitet lever stadig trods den moderne dyrkelse af navnet og personligheden og den enkeltes idé- og initiativrigdom. Dels nok fordi den i menneskelig tankegang til alle tider må opfattes som sand; dels i medfør af mere eller mindre paradoksale tilpasninger til den herskende individualisme.
DET SIDSTE BÆRES EKSEMPLARISK til skue i den alamodiske forkærlighed for den såkaldte autofiktion. Vi gider ikke læse noget, en eller anden har fundet på, lyder det nu igen, som et ekko af en fjern fortids enfoldige almue. Højtuddannede litterater er dog med i koret. Umiddelbart går det så over min forstand, at de åbenbart helst ville have undværet en Shakespeares fantasistykke om Hamlet. Dernæst hvordan de mon forestiller sig, at levet liv uden brug af påfund kan pakkes sammen i en bog.
Erindring er fortælling, og uden en fiktionalisering kan den ikke blive til som andet end vanviddets kaotiske hukommelsesbrokker. En art styring skal til, af jeget, i første omgang; men netop i erindringslitteratur forbliver ofte en stærk jeg-styring så godt som enerådende. Bekymring for eftermæle og fakta-tjek begrænser perspektivet. Autoforfatterne skylder den fiktive side af deres fortællinger, at de kan ende som sande udtryk, om ikke lige præcis for den skrivende selv, så for mennesker som os andre.
Fiktion er jeg-fortabelse. Heraf dens adgang til det almene. Når forfatteren slipper bindingen til sit erindringsstof og lader fantasien og fortællingens egen dynamik bestemme, hvad der videre skal ske og hvordan, så åbner han for anvendelse af en dybere viden i sig, større end noget individs bevidsthed kan rumme.
Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.