Andrej Kurkov har netop talt i telefon med sin kone, da han åbner døren til lejligheden i det indre København, hvor han overnatter under sit besøg i Danmark.
”I går aftes var der for første gang russiske missilangreb i den del af landet, vi har søgt tilflugt i. Så jeg var nødt til at høre, hvordan hun og resten af familien havde det,” fortæller den 61-årige far til tre, der regnes blandt Ukraines mest indflydelsesrige, nulevende forfattere.
Til hverdag bor Andrej Kurkov med sin kone i Ukraines hovedstad Kyiv, Men krigen har tvunget dem på flugt til Zakarpattia-regionen nær Slovakiet. Her underviser hans kone flygtningebørn i engelsk, mens Kurkov selv rejser verden rundt for at vinde opbakning til "Ukraines ret til at eksistere”. Forfattergerningen har været sat på pause siden Ruslands invasion den 24. februar.
”Jeg kan ikke skrive bøger nu, jeg er ikke forfatter under krigen,” fortæller han.
”Virkeligheden har fortrængt fiktionen fra mit sind. I stedet forsøger jeg at gøre flest mulige mennesker klogere på mit land og mit folks situation. Heldigvis er der mange, der lytter. Når jeg bevæger mig gennem København og ser de mange ukrainske flag, kan jeg mærke, at vi ikke er alene.”
Russere er kollektivistisk indstillet, de elsker at marchere. Men ukrainere har en indbygget modstand mod at gå i takt. Vi er individualister
Kalenderen viser 4. maj, da Kristeligt Dagblad møder Andrej Kurkov. Det er 77 år siden, Danmark blev befriet. Blot 1500 kilometer mod øst er frihedskampen mere aktuel end længe. Forfatteren har tidligere skrevet fra den østukrainske Donbass-region, hvor der siden 2014 har været kampe mellem ukrainsk militær og pro-russiske separatister. Og den ukrainske offervilje kommer ikke bag på ham.
”Jeg var klar over, at der var mange ukrainere, som var parate til at forsvare vores land og gå forrest i modstandskampen,” siger Kurkov, hvis bøger er oversat til 37 sprog.
”Siden 2014 har mere end 400.000 ukrainere været i Donbass som frivillige eller soldater. Men de seneste måneder har bekræftet, at frihed er vigtigere end stabilitet for alle ukrainere, ikke bare for et mindretal.”
Historiske forskelle
Nødvendigheden af at kunne klare sig selv er en indgroet del af den ukrainske mentalitet, fortæller Andrej Kurkov. Man tør ikke forlade sig på omverdenens hjælp.
”Historien har vist, at Ukraine selv må sætte sig i respekt. At kampen for uafhængighed må kæmpes hver eneste dag. Det er derfor, bolsjevikkerne aldrig stolede på ukrainerne, og Lenin aldrig kom hertil. Han vidste, at ukrainere er anderledes,” siger han.
”Russere er kollektivistisk indstillet, de elsker at marchere. Men ukrainere har en indbygget modstand mod at gå i takt. Vi er individualister; vi tager ikke imod ordrer fra udefrakommende undertrykkere.”
Andrej Kurkov er født i russiske Sankt Petersborg, som dengang hed Leningrad. Hans forældre er etniske russere, og han taler selv russisk. Alligevel føler han sig fuldt og helt forbundet til det Ukraine, hvor han har levet det meste af sit liv. Forskellene mellem de to nabolande kan ikke undervurderes, hævder Kurkov. Og forklaringen skal først og fremmest findes i historien.
”Rusland har altid været et monarki, og for russere er tsaren symbolet på stabilitet. Derfor støtter mange også Putin trods uhyrlighederne i Ukraine. Man bakker op om lederen. Men Ukraine har aldrig haft en konge, og da landet var uafhængigt i det 16. og 17. århundrede, var det kosakkerne, som forsvarede territoriet. Kosakkerne valgte selv deres leder, og ukrainerne vænnede sig til at få indflydelse på, hvem der bestemte. I de 22 år, Vladimir Putin de facto har været russisk tsar, har Ukraine haft fem forskellige præsidenter,” siger han.
”Ukrainere er ikke loyale over for deres ledere, de er loyale over for deres land. De russiske soldater dør for Putin, mens ukrainere dør for Ukraine.”
Andrej Kurkov vender flere gange tilbage til kulturens betydning. Uden den, ingen identitet. Og uden identitet, ingen modstandskamp, hævder han.
”Før krigen sagde Putin, at ukrainere ikke eksisterer. At de er russere, som er blevet bildt ind, at de er anderledes. Den ukrainske identitet er gang på gang blevet udfordret af russiske magthavere op gennem historien. Og netop derfor er kulturen afgørende. Den sætter mennesker i stand til at forstå, hvem de er. Hvis du ikke har en kultur, har du ingen national identitet. Ikke noget tilhørsforhold, ikke noget at kæmpe for,” siger han.
Flere ser mod vest
I Andrej Kurkovs seneste roman ”Grå bier” beskriver han en biavlers liv med krigen som nabo i Donbass-regionen og på den annekterede Krim-halvø. Forfatteren har opnået berømmelse for sin skildring af hverdagen for de mennesker, som har lidt under de kontinuerlige kampe siden 2014.
”Krigen bliver dagligdagens bagtæppe. Og det, jeg skrev om dengang, er siden blevet virkelighed for resten af landet. Når du tager toget mellem Kyiv og Uzjgorod, hvor vi bor i øjeblikket, siger konduktøren, at han ikke kan fortælle, hvornår vi er fremme. For måske skal skinnerne repareres undervejs. Når du lever i krig, må du tilpasse dig krig.”
Jeg tror, det er kommet bag på russerne, hvor svag Sovjet-nostalgien er. Vladimir Putins ’Make Russia Great Again’-ambition deles af meget få ukrainere
I går blev seks togstationer ødelagt af missilangreb, fortæller Kurkov. Hans kone fortalte i telefonen, at nogle toge er 24 timer forsinkede, andre 48. Men de fortsætter med at køre. Ukrainerne insisterer på en hverdag alt imens, krigens skygge hviler over landet og dets 44 millioner indbyggere.
”Det er som et bistade, hvor enhver bi gør sin pligt og udfylder sin rolle for et større mål, nemlig bistadets fremtid,” siger forfatteren.
Men hvordan ser han egentlig ukrainernes forhold til naboerne? Er den ukrainske befolkning delt, sådan som flere har indvendt de seneste måneder?
”Indtil for 15-20 år siden ville jeg sige, at Ukraine var splittet i to. En stor del af landet kiggede mod EU, mens den østlige del så mod Rusland. Til dels fordi de ukrainske politikere ikke har været i stand til at integrere landets mange minoriteter – hverken politisk eller kulturelt. I Donbass og på Krim har der længe været mange, som kun læste bøger fra Rusland, så russisk tv, lyttede til russisk radio,” siger han.
Den imaginære grænse var også en grænse mellem to mentaliteter, fortæller forfatteren. En individualistisk, europæisk mentalitet og en Sovjet-kollektivistisk mentalitet. Groft sagt.
”Men den mentale grænse flyttede sig år for år i retning af den fysiske grænse. Og havde vi ikke haft krigen, er jeg sikker på, vi i løbet af et par årtier ville have set, at den mentale grænse havde været nogenlunde lig med den ukrainsk-russiske grænse,” siger Andrej Kurkov.
”Nu invaderede Putin alligevel, men jeg tror, det er kommet bag på russerne, hvor svag Sovjet-nostalgien er. Vladimir Putins ’Make Russia Great Again’-ambition deles af meget få ukrainere.”
Et spørgsmål om ære
Ruslands 69-årige præsident har altid ville kontrollere mest muligt territorie, hævder Andrej Kurkov. Putins store traume er Sovjetunionens kollaps, drømmen er at genskabe et rige med samme styrke og position.
”Han vil huskes, have en arv, optræde i skolebøgerne som den store leder,” siger Kurkov.
”Det er hans eneste ambition nu, for han ved, at hans tid er ved at rinde ud. Derfor er han ligeglad med russisk økonomi, med oligarkerne, med sine tidligere venner. Til gengæld har han omgivet sig med vanvittige nationalchauvinistiske rådgivere såsom Aleksandr Dugin, der er besat af idéen om et nyt, russisk stor-rige, som kan sætte USA på plads.”
I journalisten og historikeren Adam Holms samtalebog ”Endestation Europa” fra 2017 fortæller Andrej Kurkov, at han – såfremt at han fik muligheden for at sætte sig ned med Vladimir Putin over et glas vodka – ville råde den russiske præsident til ”at trække sig tilbage og i stedet kaste sig over de store russiske værker”. Han burde, præcis som Leo Tolstoj – en af Putins erklærede yndlingsforfattere, der fra at have været ung militant kastede sig over pacifismen – udfylde tilværelsens efterår med fredelige sysler. Men hvordan ville Kurkovs råd til den russiske præsident lyde i dag, fem år senere?
”Jeg ville råde ham til at begå selvmord,” siger forfatteren uden tøven og former hånden som en pistol holdt op mod tindingen.
”Det handler om ære. Han har placeret Rusland på den mest skamfulde plads i verden. Ødelagt landets rygte og sprog, som er blevet et våben i krigen. Jeg har mistet lysten til at udgive mine bøger på det sprog, som anvendes af Vladimir Putin.”