Jeg tror, de fleste af os lige nu forsøger at komme overens med, hvad der sker nede i Ukraine. Vi har brug for det. Vi har brug for at få alt det, vi hver dag ser og hører, på plads og i orden, hvilket jo ikke rigtigt lader sig gøre.
Derfor hos flere, ikke mindst jeg selv, den ulyksalige trang til med meget jævne mellemrum at konsultere alverdens nyhedstjenester. “Doom-scrolling” kaldes det, når du igen-igen sidder der med mobiltelefonen oppe i næsen for at kunne følge med i de sidste nyheder fra krigszonen.
Meget - også meget klogt - er allerede sagt og skrevet om alt det, der i løbet af de sidste fjorten dage er sket med så stor voldsomhed i vores nærområde. Igen: Vi forsøger at komme overens med det.
Vi læser om det, vi taler med hinanden om det, vi skriver klummer og læserbreve og kronikker om det. Det kryber ind i vores nattesøvn og sætter en stor fed parentes om det, der ellers optog os så vældigt før krigen, men som nu pludseligt forekommer både uaktuelt og lidt ligegyldigt.
Mange siger, at den kolde krig er tilbage. Jeg, og mange med mig, husker udmærket den kolde krig. Men mere som en tilstand, et beklemt gråtonet udsyn, noget man koketterede lidt med under punk-bevægelsens slogan “No future”, hvis man ikke etablerede atomvåbenfri zone i Højbjerg, eller med Anker sagde: “Vi vil ha' fred for fanden!”.
Men det vi ser lige nu, er ikke den lurende kolde krig og alle dens aflejringer. Det er krig. Rå krig. Rå, russisk krig med alt, hvad dertil hører: Angreb på civilbefolkningen, klyngebomber mod boligblokke og den slags.
Vi har da set og hørt om det før i Syrien, i Tjetjenien, i Grosnji. Men det var langt væk. Ukraine er tæt på, og når ting er tæt på, ændrer hele perspektivet sig. Det kan man sige er hyklerisk eller inkonsekvent eller udtryk for en forkælet eurocentrisme, men det er også dybt menneskeligt. På både godt og ondt.
En ting er selvfølgelig den geografiske nærhed, noget helt andet er, at vi møder både flygtede og herboende ukrainere i vores egne gader, i kirkerne og i stadigt flere sammenhænge, som indkvarteringen tager fart.
Noget andet er, at vi med de allestedsnærværende medier, ikke mindst de sociale, direkte fra den ukrainske krigshærgede hverdag, ser unge mænd, der kunne være vores egne sønner, tage afsked, fordi de bliver og kæmper, og unge kvinder, der kunne være vores døtre, skjule sig sammen med børn, der kunne være vores børnebørn, i mørke kældre, under broer og på overbefolkede togstationer.
Børn i spraglede flyverdragter, som dem vi følger vores egne til børnehave i, og som mosler afsted ved deres mors side, mens bomber og granater falder. Måske de billeder bider mest af dem alle.
Vi moderne medievante mennesker har for længst lært os selv en vis emotionel distance, når skærmen fyldes med vold og ufred. Men distancen er svær at opretholde her, hvor vi på så mange planer er så tæt på. Og det gælder såmænd både medfølelsen og vreden, som slider i os, jo mere af den her krig vi er vidne til og hører om.
For når man ser billederne af børn i krigens ruiner, der, hvis de overlever, sikkert vil være traumatiserede resten af deres liv, når man ser en ung gymnasieelev gå fortvivlet rundt i ruinerne af sit sønderbombede gymnasium uden håb om en fremtid, så skulle man da være et sært overjordisk væsen, hvis man ikke blev grebet af vrede og det der er værre, over ophavsmanden til al den her ulykke.
Meget vil være forandret fra nu af. I verden omkring os, i os selv og derfor også i de prædikener, vi holder, og som i den grad kalder på at blive holdt.
Under den kolde krig lurede et nærmest anonymt system og ideologi bag den truende front mod øst. Nu er det en tilsyneladende enerådig despot, der med en reptilagtig udtryksløshed i sit døde ansigt, sætter verden i brand, åbenbart næret af drømmen om at genskabe en forløjet national fortid. At længslen efter noget, der vist nok var, som angiveligt løber i folkets blod og nærer dets jord, får lov at ødelægge så mange håb og drømme og spærre så mange nye veje, er på det nærmeste udholdeligt.
Røsterne, der lyder i den hjemlige debat om en naturlig russisk interessesfære, og at det da også er Vestens og Natos fejl alt sammen, forekommer så underligt abstrakt bortforklarende og monomant pludrende op imod al den ondskab, vi godt vidste, at krigen bærer med sig, men som lige pludselig, som sagt, kommer tæt på.
Ja, hvad vi måske især kommer tæt på er, hvad der bor i os selv, og som i vores skandinaviske fredsommelighed sjældent har været aktiveret på den store skala. Pludselig oplever vi omsorgen og trangen til at hjælpe, når folk af egen drift samler ind, og bringer forråd ned til den polske grænse og henter flygtende med tilbage.
Men vi møder, også i os selv, den føromtalte ustyrlige vrede, der skærer alle russere over en kam og tænker, at det har de godt af, når fly skydes ned eller tanks sættes i brand, selvom vi jo godt ved, at de er fyldt med store drenge, som kunne være vores drenge.
Så meget vil være forandret fra nu af. I verden omkring os, i os selv og derfor også i de prædikener, vi holder, og som i den grad kalder på at blive holdt.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og debattør og forfatter Ali Aminali.