Han så nu så glad og afklaret ud, Nick Hækkerup (S), som han stod der for et par uger siden i majsolen på Christiansborg Slotsplads og kundgjorde sit bratte karriereskift fra justitsminister til lobbyist for Bryggeriforeningen.
Ifølge kommentatorerne var øjeblikkets opstemthed nok også iblandet en vis portion lettelse over at unddrage sig to betændte sager, der har med henholdsvis mink og spionanklager at gøre.
Men lad nu det ligge, som man siger. For mere interessant er det da alt andet lige, at en topminister - endnu en topminister - smutter midt i karrieren, og skipper sit ministerkald til fordel for et vellønnet job i en stor interesseorganisation.
Her tænker jeg i første omgang ikke så meget på spørgsmålet om, hvorvidt skiftet fra almenvellets tjener til firmaets mand, kan have påvirket embedsførelsen i jobsøgningsperioden. Selvom det i allerhøjeste grad også er relevant. Nej, det er mere tendensen, at man som folkevalgt pludselig siger, at nu vil man altså bare noget helt andet, fordi man har lyst til det, fordi man vil “prøve noget nyt”, fordi man vil “et andet liv”.
Ikke for det. Det er såmænd så menneskeligt forståeligt som noget. Jeg tror, de fleste kan sætte sig ind i, hvordan det føles den morgenstund, hvor du slår øjnene op, og det i al sin vælde går op for dig, at du fra nu af kan sige farvel til et hav af bekymringer, uløste problemer, en overfyldt kalender, vrede anklager, plagsomme skiderikker, en øm og bulet samvittighed, den grimme smag af svigt og en forsømt familie. Oh, fryd! Oh, jubel!
Lettet springer du ud af sengen, ud i verden og føler dig som hovedrollen i en Broadway-musical fra 1930'erne, der af ren og skær glæde bryder ud i spontan stepdans, mens et hav af korpiger synger til og slår vejrmøller. Sådan noget i den retning kan jeg i hvert fald sagtens forestille mig.
Men, kan man også spørge, er det selvudviklings-trenden, der nu også har fundet vej ind i landets højeste, mest indflydelsesrige og prestigiøse embeder, som andre mennesker oven i købet har valgt en til at beklæde?
At bane sin egen vej gennem verden, at følge sine indskydelser og vælge fra og vælge til, ligger vel lidt i den såkaldte cv-kultur. Er den nået helt herind i folkestyrets hjerte, hvor begreber som pligt og kald vel ikke skulle være helt fremmede og agterudsejlede? Det må man vel efterhånden, efter flere minister-rømninger, konstatere, at den er, og så ellers ryste forsagt og opgivende på hovedet derover.
Eller man kan selvfølgelig også justere lidt på sit lettere bedagede verdenssyn. For måske skulle man gribe i egen barm og spørge om karrierespring som justitsministerens mon ikke også kunne være konsekvensen af en amokgående præstationskultur, som enhver kan møde den i sine jobmæssige næromgivelser.
Alle taler jo om de krav og forventninger, der efterhånden omgiver os fra børnehave til pensionsalder og det stadighed mere opskruede arbejdstempo, som følger i forandrings-, forbedrings- og fornyelsesiverens kølvand.
Lad mig i flæng nævne et lille udvalg af iagttagelser, mange kan gøre sig, fra en hverdag, hvor rutine, monotoni og forudsigelighed af og til nærmest står som lysende idealer, og hvor nattesøvnen er en konstant truet art.
Personlige og stærkt aldersrelaterede idiosynkrasier er jeg selvfølgelig langtfra hævet over, men nu, kære læser - vær advaret - kommer de ellers væltende i rablende rækkefølge: IT-afdelingernes voksende herredømme og deres krav på medarbejdernes rutiner, forvaltningsidealer hvor effektiviseringer, kontrol og risikominimering styrer og nytænkning, fornyelse og vanebrud bliver et mål i sig selv, bunkerne af bilag, strømmen af e-mails hvor du er sat på som cc, møderne, møderne, møderne og en permanent mediebevågenhed. Det kan nogle gange være svært at være menneske i. Og sikkert også minister!
Men i forhold til alt dette fremstår den senmiddelalderlige, og dermed desværre også stærkt bedagede, lutherske kaldstanke som en svalende hånd på panden, fordi den så at sige vender perspektivet om.
Her handler det ikke om, hvad du selv kan og skal yde og præstere og alle de overmenneskelige krav vi i stigende grad stiller til os selv og hinanden. Tværtimod. Det handler om, at dine omgivelser, dine medmennesker som du er sat i verden for, kalder på dig og har brug for dig til at gøre det, du er bedst til.
Du kaldes på. Du har fået et kald, og det kald kan du så at sige læne dig tilbage i, eller rettere, lære at læne dig tilbage i. For her er noget du bare skal, og som du skylder at gøre.
Lad så være, at din omverden og du selv lægger pres på efter noder med hidsige krav om innovation og optimering, og hvad ved jeg. Din opgave er at gøre gavn for din næste, som Gud det vil. Det vil sige på allerbedste måde.
Men kald eller ej. Facit er, at justitsministeren stod der i majsolen og lignede en, fra hvis skuldre tunge byrder faldt. Og det er jo, som sagt, umiddelbart ret let at sætte sig ind i.
Så her til allersidst de allersidste linjer i Søren Ulrik Thomsens digt “Det værste og det bedste”: “…det bedste er at gi op omsider/og pludselig mærke det hele begynde/Det er det bedste for mig”.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og debattør og forfatter Ali Aminali.