"Hvor længe er det, vi har været gift", spurgte min kone. "Hva?", sagde jeg. Jeg havde, som jeg har det med at gøre, siddet tavst og skulende og skovlet aftensmad ind med gaflen i højre hånd.
Sådan lidt i min egen verden, beskæftiget med små og flygtige tanker. Som høns der myldrer hen over en gårdsplads. "Hvor længe er det, vi har været gift", gentog hun og så træt ud. “Øh?”, svarede jeg og tænkte efter.
Men så skete der det, der nogle gange sker i vores efterhånden mangeårige ægteskab. Spørgsmålet hun stillede og måden hun stillede det på, flyttede mit fokus. Langsomt, men ubetvingeligt.
Jeg blev kaldt på, kaldt ud af mit eget, min selvoptagethed, mine trevne tankebaner. Og en samtale, en rigtig samtale, tog form, i løbet af hvilken gode år passerede revy. Man undredes og var taknemlig, mens der blev ryddet af bordet. Sådan en helt almindelig tirsdag aften inden opvasken.
En lille banal hverdagshistorie om et genkendeligt gode fra ægteskaber, venskaber, familieskaber og alle de fællesskaber, hvor vi ellers færdes: At nogen kalder, at nogen vil dig, at nogen vil noget med dig.
Det kan være alt fra en stilfærdig henvendelse, over et venligt puf til hårde ord og et godt gedigent skænderi, når du er på vej ud ad en tangent.
Når du bliver kaldt på, er du ikke længere bare overladt til dig selv, dine egne tanker, dine små cirkler, din aldrig sovende selvoptagethed. Verden bliver en lidt anden end før. Et kald er et perspektivskifte, hvor nogen eller noget bryder ind i dine små cirkler og skaber nyt.
Når et menighedsråd vælger deres nye præst, taler vi jo også om et kald. For menigheden kalder også på deres præst. Præsten slår jo ikke bare en bod op nede på parkeringspladsen foran Netto og fortæller de forbipasserende, at “nu er jeg jeres nye præst - hvad sku det være?”.
Det er menigheden, der kalder ham eller hende til at forkynde evangeliet, og alt det andet en præst skal, og så er det bare ud af kollegieværelset, ind i præstegården og erfare ikke så lidt af et perspektivskifte, hvor noget og nogen sætter dig i tjeneste for noget så meget større, og hvor du ikke længere selv er i fokus med dine egne små tanker og overvejelser og fornemmelser.
Uden sammenligning i øvrigt og på en helt anden klinge, men i de her dage erfarer vi som folk og nation også et kald. Nu jeg skriver det, kan jeg godt se, at det er store ord. Så store at man skal være varsom med dem.
Men sådan opleves det alt andet lige nu, hvor Ruslands udryddelseskrig eller - ifølge paven -“ infantile og destruktive aggression” mod Ukraine omkalfatrer hele vores politiske udsyn og måde at orientere os i verden på.
Billedet af det samlede folketing i Landstingssalen, alle med ansigterne vendt imod en storskærm, opmærksomt lyttende til Ukraines præsident Zelinskyj, står stærkt i erindringen. Ingen tvivl om, at lige her kaldes der. Ligesådan med billederne fra USA’s, Storbritanniens, Tysklands og alle de andre demokratiske forsamlinger i den vestlige verden, hvor præsidenten har talt.
Alle er vi blevet kaldt ud af vores liberale selvbillede, næret af årtiers fred i nærområdet, hvor krig var noget, der foregik langt borte, og hvor Putin, stille og roligt og ganske upåtalt, hyggede sig med sine syge russiske imperiefantasier, som han nu lader få frit løb.
Pludselig ser vi, kaldt på af beretninger og barske billeder, at her er en, der vil sine omgivelser ondt, medmindre de underkaster sig. Og vi er, med undtagelse af de allermest forhærdede, kaldt væk fra de politiske yderpositioners vaneforestillinger, om det så er venstrefløjens pacifisme eller højrefløjens længsel efter autokraten, der gør op med vestens liberale ideer og påståede opløsning af traditionelle familieværdier. En ny virkelighed kalder, og et markant perspektivskifte er i den grad undervejs.
Hvor vi i de nære personlige relationer kalder hinanden ud af misforståelser, vildfarelser, ligegyldighed, og hvad det nu måtte være; og hvor vi i kirkelige anliggender traditionelt kalder præstens person ud af menighedens midte for at tjene den og være nærværende med det gode budskab; dér er det kollektive, nationale kald, som vi oplever det lige nu, af en noget, mildt sagt, mere tvetydig karakter.
Beretninger fra Mariupol eller billeder af henrettede civile i Butjas gader kalder på vores vrede. Og hvordan kan det overhovedet være anderledes?
Så vi rykkes eller kaldes med krigen ikke kun ud af os selv eller væk fra os selv og vores hidtidige forestillinger og antagelser. Tværtimod finder vi også sammen og knytter næverne. Vi slutter kreds og konfronterer fjenden, som vi bedst kan, med alt, hvad det fører med sig. De store linjer indfinder sig, og så er nuancerne, lydhørheden og perspektiveringerne ikke længere noget selvfølgeligt.
Hvor mon det alt sammen bærer hen? Herren hjælpe os alle!
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og debattør og forfatter Ali Aminali.