Sidste uges kommunalvalg afslørede et tydeligt paradoks i landets største byer. Selvom indbyggerne i kommuner som København, Frederiksberg og dele af Aarhus gennemsnitligt er blevet mere velhavende de seneste 10 år, lod en stor del af vælgerne deres stemme falde på et parti til venstre for midten. Også selvom deres pengepung er blevet så tung, at den kunne presse stemmeboksens blyant mod den højre side af stemmesedlen.
Den økonomiske politik synes nemlig slet ikke at være så vigtig for de veluddannede, velhavende storbyboere, der i stor stil har overtaget den politiske magt i landets største byer.
”Selvom folk gennemsnitligt set ikke er blevet fattigere på Frederiksberg, vil jeg gætte på, at der er tilflyttet flere højtuddannede fra den kreative klasse, som med tiden forskyder magten væk fra det klassisk borgerlige klientel, der i højere grad er påvirket af økonomiske hensyn, når krydset skal sættes,” siger Rune Stubager, professor og valgforsker på Aarhus Universitet.
Disse økonomisk velpolstrede, højtuddannede vælgere orienterer sig i langt højere grad efter venstreorienterede værdipolitiske dagsordener.
”Det er folk, der tjener relativt pænt, men som også godt kan lide boheme-livet med elementer af kultur, caféer og et element af diversitet omkring sig i bybilledet – i højere grad end det, man får i et roligt parcelhus eller villakvarter nord for København.”
Konsekvensen af de nye vælgeres politiske prioriteringer viste sig i sidste uge. Efter 112 års konservativt styre skal borgmesterkæden i en af landets mest velhavende kommuner nu overdrages til socialdemokraten Michael Vindfeldt på baggrund af et flertal dannet af SF, De Radikale og Enhedslisten. Enhedslisten blev tilmed det suverænt største parti i Københavns Kommune med 24,6 procent af stemmerne. Men den røde vending skyldes ikke, at gennemsnitsindkomsten blandt københavnerne og frederiksbergerne er faldet. Tværtimod er deres årlige indkomst steget med over 60.000 kroner siden 2012, viser tal fra Danmarks Statistik. Hvis københavnernes indkomst skulle følge den almindelige prisudvikling, ville de ellers kun tjene godt og vel 15.000 kroner mere om året.
Fra kystbanesocialister til naturvinssocialister
De rige røde viser sig også tydeligt, når man kigger på de landspolitiske tal. 27,1 procent af vælgerne, som tjener over en million kroner om året, stemte på et parti i rød blok ved folketingsvalget i 2019. Det viser en opgørelse, valgforsker og professor Kasper Møller Hansen har lavet for altinget.dk. Det betyder stadig, at blå blok er næsten fire gange større end rød blok i overklassen, og de 24,6 procent af stemmerne, som Liberal Alliance høstede af de rigeste danskeres stemmer, svarer næsten til hele rød bloks samlede stemmehøst i overklassen. Men tallet afslører, at en stor gruppe af de allermest velhavende danskere er venstreorienterede.
Det kendetegnende ved de rige venstreorienterede er, at de ikke er specielt venstreorienterede i en klassisk forstand. Klassekampen betyder ikke særlig meget for dem, for hvis man har sit på det tørre, kan man sætte parentes omkring politikkens mere materielle sider.
I gamle dage kaldte man det fåtal af rige 68’ere, som levede på Nordsjællands velhavende østlige kyststrækning for kystbanesocialister. De var tidligere venstrefløjsaktivister, som var vokset ud af 1960’ernes studenteroprør og siden kommet til penge. De havde bevaret deres sympati for arbejderklassen og den antikapitalistiske sag. Men samtidig havde de også fået smag for finere dråber end Rød Tuborg, så med champagne og rødvin i glassene levede kystbanesocialisterne i bund og grund i smagfuld harmoni med den kapitalisme, de ellers var så inderligt imod.
”De røde bøffers, de store villaers, de små skolers og de velbetalte jobs socialist” blev kystbanesocialisten kaldt i Politiken i 1973, og Berlingske beskrev ham i 1976 som en ”parcelhusejer, SF’er, Mao-beundrer, gastronom, christianit i hjertet og overlæge på visitkortet”.
Men ordet kystbanesocialist er stort set forsvundet fra den daglige sprogbrug, og nutidens rige røde tager sig også anderledes ud. I dag er de rige rødes parcelhusgrunde skiftet ud med en lejlighed i de store byer, og de velstående venstreorienteredes statussymboler er ikke længere bare champagne, chardonnay og kaviar. De rige røde er i dag blevet akademikere med lange, videregående uddannelser, som har skabt sig et liv med en indtægt, hvor man kan leve efter sine venstreorienterede værdier.
”Den vælgergruppe er meget mindre overbevist om, at dens velstand skal udløse et stort privatforbrug for dem. Jeg synes eksempelvis ikke, jeg hører folk klynke over høj skat,” siger Bent Meier Sørensen, der er professor i filosofi og ledelse på CBS.
Det betyder dog ikke, at de rige røde har noget imod at bruge mange penge. Forbruget skal bare afspejle de bæredygtige værdier, som udstikker pejlemærket for statusmarkørerne i den sociale klasse.
”Det harmonerer godt med klimadagsordenen, hvor man ikke skal brænde alle sine penge af i et forbrugsgalimatias, bare fordi man bliver mere velhavende,” siger Bent Meier Sørensen.
Derfor kan det eksempelvis anses for at være mere korrekt at drikke en relativt dyr georgisk naturvin end en flaske Moët-champagne, der kan afspejle en overfladisk forbrugskultur, og den kreative klasses traditionelle fascination af mere nicheprægede kulturoplevelser afspejler sig også i de rige rødes forbrug.
Presser oprindelige beboere ud
Idealet om nicheorienteret, bæredygtigt forbrug kan udleves i storbyerne, som i dag også bliver kaldt for forbrugerbyer. Det betyder, at byerne i høj grad bliver kendetegnet ved et stort udbud af unikke oplevelser og forbrugsmuligheder, fortæller Simon Kjær Hansen, centerleder ved Københavns Universitet og forfatter til bogen ”Et forsvar for storbyen”.
”Byen har fået et væld af forskellige, højtspecialiserede restauranter, hvor du kan få adgang til det helt udsøgte måltid, hvad enten du er til meget plantebaseret mad, mad fra Italien eller Mexico. I København kan du også få adgang til særegne kulturoplevelser uden for det konventionelle tilbud såsom en eksperimentel lyrikoplæsning med en ung fremadstormende digter,” siger han.
Men de rige rødes fremvækst begynder også at sætte sig så markant på byudviklingen, at det afføder en heftig kritik. Byernes velstående boligområder bliver anklaget for at være rigmandsghettoer, og de velståendes indtog i gamle arbejderkvarterer bliver kritiseret for at presse de oprindelige beboere ud.
”Nogle beboere, som har været længe i byen, kan godt opfatte livsstilen med alle de forfinede kaffebarer og byens nye tilbud som en del af en bevægelse, der langsomt skubber dem ud af byen,” siger Simon Kjær Hansen.
Han synes stadig, at byerne er rigeligt blandede i Danmark, og at de mindre velstående i byens kreative miljøer netop får mulighed for at udleve deres egen boheme-lignende tilværelse, finansieret af de mere velstående, som har råd til at spise på restauranterne og købe kunst i gallerierne. Men i byer som London, Paris, New York og San Francisco er opdelingen blevet så massiv, at der opstår store konflikter mellem de forskellige beboere.
”I en by som Portland har der været eksempler på gevaldige konflikter, når man ville anlægge en cykelsti. Så protesterede de lokale beboere og sagde, at med cykelstien kommer de enormt dyre kaffebarer og alle de kreative unge mennesker, som elsker at cykle og drikke dyr kaffe. Så ville der ikke gå lang tid, før der ikke var plads til folk som dem,” siger Simon Kjær Hansen.
Ikke klassisk venstreorienterede
Kritikken i Portland rejser spørgsmålet, om de velstående venstreorienterede egentlig kan mærke konsekvenserne af virkelighedens problemer. Det er næppe de rige røde, som bliver de første til at mærke konsekvenserne af integrationsproblemer, begrænset adgang til boligmarkederne eller globaliseringens arbejdsmarkedsproblematikker. Fordi de har deres på det tørre, kan de tillade sig at stemme med afsæt i de værdipolitiske dagsordener. Men derfor frygter kritikere også, at de velstående venstreorienterede mister forbindelse til den politiske virkelighed, hvor man kan mærke konsekvenserne af virkelighedens politik.
”Det kendetegnende ved de rige venstreorienterede er, at de ikke er specielt venstreorienterede i en klassisk forstand. Klassekampen betyder ikke særlig meget for dem, for hvis man har sit på det tørre, kan man sætte parentes omkring politikkens mere materielle sider,” mener Christian Egander Skov, historiker og konservativ debattør.
Konsekvensen er, at det bliver vigtigere at afspejle den rette kulturelle identitet end at forholde sig til virkelighedens komplicerede politik, mener han. I stedet påtager de rige røde sig automatholdninger, som passer ind i deres idé om humanisme.
”I den her form for humanisme ligger der en dyb moralisering af politikken, hvor alle politiske spørgsmål reduceres til moralske spørgsmål. Ens holdning til den grønne dagsorden, den økonomiske politik og indvandrerpolitikken bliver et moralsk spørgsmål, hvor man til enhver tid foretrækker den politik, der stemmer bedst overens med ens moralske domme. Ikke den nuancerede virkelighed.”
Den vælgergruppe er meget mindre overbevist om, at dens velstand skal udløse et stort privatforbrug for dem.
Det er en gruppe, som får en voksende magt over den politiske dagsorden. Både i form af deres forbrug, som sætter trends for resten af samfundets udvikling, og også fordi det er en gruppe af velstående, veluddannede mennesker, der både har de kommunikative evner til at argumentere for deres sag samt troen på, at de har ret.
”Hvis der opstår en relativt stor gruppe doktrinære, identitetspolitisk orienterede mennesker på venstrefløjen, som er i stand til at sætte dagsordenen i samfundet, får vi et mere konfliktfyldt samfund med større skel mellem klasser og grupper, samt mellem land og by, og det ser vi allerede ansatserne til,” siger Christian Egander Skov.
Hjem fra det globale til det nationale
En stor del af de velstående, veluddannede venstrefløjsvælgere har traditionelt stemt på Radikale Venstre. Nøglen har været en solidaritet med de dårligst stillede i den grænseløse kosmopolisme, fortæller professor Bent Meier Sørensen.
Radikale Venstre har tiltrukket de velstående vælgere med en venstreorienteret værdipolitik, uden at man også stemte for en alt for venstreorienteret økonomisk politik.
Men Bono-socialismen, hvor man råber op om højere u-landsbistand, mens man står med et glas champagne i hånden, kan være på retræte, og i stedet begynder vælgerne at interessere sig mere for nationalt ansvar.
”Jeg tror, der er ved at ske et skifte i solidaritetens karakter. Ikke fordi man er mindre solidarisk, men man vender tilbage til en solidaritet, som er tættere på ens hjem. Det er måske sekundært, hvem man er solidarisk med, men man skal i hvert fald være solidarisk med nogen og ikke bare med sig selv,” siger Bent Meier Sørensen.
Flygtningekrisen og integrationsproblemerne har nemlig også konfronteret de velstående vælgere med nogle umiddelbart uløselige problemer, hvor de rige røde efterhånden godt kan se, at der kan være problemer ved at tage imod flere flygtninge.
”Man kan ganske vist godt tage nogle flere flygtninge på Frederiksberg, men man kan også godt se, at i Gellerupparken kan man ikke tage imod flere,” siger professor Bent Meier Sørensen.
I det hele taget ser han, at en mere traditionel socialdemokratisk tankegang begynder at fylde i de rige rødes tankesæt. Nu handler det ikke kun om at have omsorg for de mindre privilegerede. De har også et ansvar, der rækker ud over det.
”De er mere tiltrukket af en tankegang om, at ’med ret følger pligt’, ’med rigdom følger forpligtelse’ og ’betal din skat med glæde’. Så længe alle betaler deres skat og gør deres pligt,” siger Bent Meier Sørensen.