Selvfølgelig var det først og fremmest den franske befolkning og de franske vælgere, Emmanuel Macron henvendte sig til, da han søndag aften holdt sin første tale som genvalgt præsident.
Men han havde også en besked til Europa, da han trådte frem til tonerne af tyske Ludwig van Beethovens Europahymne "Ode til Glæde" og talte med det mest kendte af alle franske monumenter, Eiffeltårnet, i baggrunden: Frankrig er tilbage.
Valgkampens parentes er lukket, og en pro-europæisk præsident er fortsat i spidsen for Europas næststørste land. En præsident med ”et ambitiøst projekt for vort lands uafhængighed og Europa,” som han sagde i sin sejrstale.
Og det er med helt nye muligheder for at realisere denne europæiske ambition, vurderer især de internationale medier, der uden tøven har udnævnt den franske præsident til Europas nye leder.
”Dette er Macrons chance for at forme Europas fremtid,” konkluderede den toneangivende britiske avis, Financial Times, der vurderede, at han nu er ”Europas mest magtfulde præsident”.
I Berlin begynder man nu at frygte, at Tyskland fremover skal tage stilling til en hel række initiativer og udspil fra Macrons side
Med fem år mere i det franske præsidentpalæ har Emmanuel Macron nu den europæiske fremtid foran sig, og EU’s tyngdepunkt er flyttet til Paris, vurderer professor Marlene Wind fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og særlig rådgiver for EU’s udenrigschef, Josep Borrell.
”Der tales meget om, at Emmanuel Macrons sejr er skrøbelig, fordi han fik færre stemmer end i 2017. Men han fik også en større valgsejr end forudset i meningsmålingerne, og han er blevet genvalgt, hvilket kun er sket to gange siden 1958. Det giver ham en stor politisk legitimitet over for en tysk forbundskansler, som nu står i spidsen for en regering med betydelige indbyrdes stridigheder. Og modsat de fleste andre europæiske ledere har han nogle klare visioner for EU’s fremtid,” pointerer Marlene Wind.
I Tyskland vækker denne udsigt til en stærk Macron med store visioner ikke udelt begejstring, selvom den tyske forbundskansler Olaf Scholz havde håbet på en valgsejr til Emmanuel Macron, og han også var den første udenlandske leder, der ønskede ham tillykke på valgaftenen.
Siden har politikere og iagttagere i Berlin heftigt diskuteret, hvad en stærk fransk præsident kommer til at betyde for Tyskland, forklarer Jacob Ross fra det tyske udenrigspolitiske selskab, DGAP’s program for fransk-tyske relationer.
”Der er en frygt for, at det fremover vil være Frankrig og ikke Tyskland, der er toneangivende i Europa, som tilfældet var, mens Angela Merkel var forbundskansler. Dengang så man den franske præsident følge Merkel i spørgsmålet om at bekæmpe gældsbyrden efter finanskrisen i 2008, selv om det gjorde den franske præsident François Hollande voldsomt upopulær. I Berlin begynder man nu at frygte, at Tyskland fremover skal tage stilling til en hel række initiativer og udspil fra Macrons side,” siger Jacob Ross.
Macron i tråd med tidsånden
Tiden er måske netop kommet for Emmanuel Macrons europæiske vision om strategisk uafhængighed, som blev modtaget med en skulderrysten og høflig ligegyldighed fra Angela Merkel, da han præsenterede den i en tale på Sorbonne Universitetet kort efter sin første valgsejr i 2017.
”Europa står ved et vendepunkt. Det er allerede blevet mere fransk,” kommenterer lederen af Tænketanken Europa, Lykke Friis.
”Det tættere samarbejde, som er Emmanuel Macrons kongstanke, blev allerede en realitet efter coronakrisen med genopretningsfonden, der blandt andet var baseret på at optage fælles gæld, hvilket før var utænkeligt. Det virkelige vendepunkt kom med invasionen af Ukraine, og spørgsmålet om, hvordan Europa skal reagere på denne nye sikkerhedssituation, er endnu ikke afklaret. Alle er meget spændte på, hvad Emmanuel Macron reelt vil spille ud med,” siger Lykke Friis.
Emmanuel Macron og Olaf Scholz kunne blive det nye makkerpar, der bringer Europa fremad på et tidspunkt, hvor både Tyskland og Frankrig har tre-fire år foran sig uden valg.”
Den genvalgte præsidents tanker om ”europæisk suverænitet” handler især om, at EU-landene ikke skal være afhængige af hverken Kina eller andre lande for at sikre deres forsyningskæder, fødevaresikkerhed og energiforsyninger. Som indehaver af EU-formandskabet frem til den 30. juni har Emmanuel Macron en enestående chance for at sætte dagsordenen, når de 27 stats- og regeringsledere mødes til topmøde den 23. og 24. juni.
Her forventes den europæiske sikkerhedssituation at blive det store emne. Mødet foregår præcist en uge inden et afgørende Nato-topmøde, som også skal drage de geopolitiske konsekvenser for Natos fremtidige strategi efter krigen i Ukraine.
Men allerede den 9.maj vil Emmanuel Macron være vært for en konference om Europas fremtid i Strasbourg, og her forventes han at give et mere klart fingerpeg om, hvor han vil føre Europa hen. Interessen samler sig især om det tættere sikkerheds- og militærsamarbejde, som den franske præsident gør sig til fortaler for. I første omgang er der især tale om at samarbejde mere om både at indkøbe og producere militærudstyr.
Industripolitikken i centrum
I hele Europa er der vilje til at øge militærudgifterne og forbedre et materiel, som pludselig har vist sig at være forældet. Og her kan der være store stordriftsfordele at hente, mener Nick Witney, ekspert i forsvars- og sikkerhedspolitik ved tænketanken European Council on Foreign Relations, ECFR, i Bruxelles.
”Det, der især vil motivere stats- og regeringslederne, er at de får mere og bedre forsvar for deres penge ved at producere og købe ind sammen. At styrke Europas forsvar og bidrag til Nato er noget, de europæiske lande bør gøre sammen – ikke hver for sig,” siger Nick Witney.
”Man kan forvente, at Emmanuel Macron vil gøre meget ud af den industripolitiske del, og at det er her, speederen vil blive trykket i bund,” siger også Lykke Friis.
Frankrig og Tyskland samarbejder allerede sammen med Spanien og Italien om en fælles produktion af kampfly, helikoptere og overvågningsdroner. Og den kovending i tysk politik, som den tyske forbundskansler annoncerede i en tale til Forbundsdagen efter chokket over Ruslands invasion af Ukraine, udlægges mange steder som et tegn på, at Tyskland allerede er klar til at følge Emmanuel Macron ind i et tættere forsvarssamarbejde. Men mere skeptisk er Jacob Ross fra det tyske udenrigspolitiske selskab DGAP.
”Der er stadig stor forskel på Emmanuel Macrons og den tyske regerings syn på et tættere forsvarssamarbejde. Til gengæld kan Frankrig og Tyskland finde fælles grund på klimapolitikken, som er vigtig for den tyske regering, og hvor Emmanuel Macron har brug for at vise fremskridt for at tilfredsstille en del af de franske vælgere,” siger Jacob Ross.
Spørgsmålet er, om den franske præsident er mere i overensstemmelse med den europæiske og internationale tidsånd end den tyske regering, påpeger Marlene Wind.
”Der har været en enorm opvågning i forhold til sikkerhed i Europa med en lang række initiativer, der peger i samme retning som den danske folkeafstemning om at ophæve forsvarsforbeholdet. Sverige og Finland vil med i Nato, og Norge begynder at interessere sig for, hvad EU gør på forsvarsområdet. Det handler om at rykke hurtigt, for den amerikanske interesse for Europa kan meget hurtigt svinde ind igen,” siger Marlene Wind, der bliver bakket op af Nick Witney:
”Europa skal forberede sig på, at Donald Trump kan vende tilbage til Det Hvide Hus om to år. I så fald skal nogle af de Nato-tropper, som allerede er eller fremover skal udstationeres i de baltiske lande, men også Bulgarien og Rumænien, formentlig være europæiske i stedet for amerikanske. Derfor har Europa brug for at rykke hurtigt,” siger han.
Men hvis Emmanuel Macron skal trække det europæiske samarbejde ind i en ny epoke, får han brug for den tyske forbundskansler, understreger Paul Maurice, specialist i fransk-tyske relationer ved det franske institut for internationale relationer, IFRI.
”Den fransk-tyske motor har altid være drivkraften, når Europa har taget store skridt fremad i retning af tættere samarbejde. Det var tilfældet, da den franske præsident Giscard d’Estaing og den tyske forbundskansler Helmut Schmidt blev enige om at oprette det europæiske valutasamarbejde i 1979. Og igen da François Mitterrand og Helmut Kohl i 1992 blev enige om Maastricht-traktaten og den fælles mønt i kølvandet på den tyske genforening. Emmanuel Macron og Olaf Scholz kunne blive det nye makkerpar, der bringer Europa fremad på et tidspunkt, hvor både Tyskland og Frankrig har tre-fire år foran sig uden valg,” siger Paul Maurice.
”Man kan i hvert fald forvente, at Emmanuel Macron vil presse i den retning,” siger Jacob Ross.