Den 24. februar 2022 skubbede den russiske diktator Putin vores verden det sidste stykke ud over rampen. Den havde længe ligget og tippet på kanten, men han gav den det afgørende skub, da han sendte sine tropper over grænsen til Ukraine og angreb.
Samme dag arvede min 14-årige datter en verden i så elendig forfatning, at jeg faktisk ikke har ord for det. Det værste ved det hele er, at hun er uden den mindste skyld i de afsindige problemer, min og mine forældres generation har skabt. Men hun får lov til at samle al vores møg op, alt imens hendes forældre og bedsteforældre taler, så meget de kan, om verdens mange kriser, men handler så lidt, som de kan slippe afsted med.
Ringer man til en af os en tilfældig aften og spørger, om vi er optaget af klimaet, når vi handler ind, så vil 60 procent af os svare, at vi godt ved, vi skal ændre forbrugsvaner for at skubbe på den bæredygtige udvikling. Men faktisk er det kun 39 procent af os, der tænker over, om de varer, vi køber, er bæredygtige. Det er, selvom alverdens eksperter har stået i årevis og råbt os ind i hovedet, at vi står på en brændende platform, som efterhånden er omspændt af flammer.
Men det ved du godt, for du har nok lige været nede og handle og skænkede ikke klimaet eller dine børn og børnebørns chancer for at overleve i fremtiden, en tanke.
Og så kan vi lige så godt forsætte til biodiversitetskrisen. Monokulturerne, den udpinte landbrugsjord over hele verden, overbefolkning, fødevarekrise, klimaflygtninge, fiskemangel i verdenshavene, ekstrem fattigdom, sultedød, ekstrem rigdom, billigt skrammel, vanvittigt forbrug og vanvittig mangel på basale ting til overlevelse.
Politikere, der hellere vil vælges to gange og så glemmes i historiebøgerne end vælges én gang og så virkelig gøre en forskel. Mens jeg skriver det her, er der gået konkurrence i, hvem der først får kommercialiseret rumfarten – ikke konkurrence i at få fikset verdens problemer.
Og for at det ikke skal være løgn, har Putin rullet hele verden tilbage med sin invasion i Europa. Der var en gang, vi rev mure ned og fejrede freden. Nu bygger vi dem igen af frygt for krige, der er besluttet af gamle mænd.
Det fylder mig med sorg, når jeg sidder på en café og kigger på min datter, der sidder og laver noget andet. Når jeg ser hendes smukke øjne se sig omkring. Ser hende smile. Til mig. Over noget hun lige har tænkt. Og i et øjeblik ikke har en tanke på verden. For jeg ved, at hun kun har få øjeblikke, hvor hun ikke skal tænke over klimaet eller som forleden, da hun ringede og sagde, at russerne havde bombet et atomkraftværk, og hun spurgte, om vi nu skulle til at have et nyt Tjernobyl.
Der vil være nogle derude, der vil sige, at vi også havde vores. Det havde vi. Vi havde Tjernobyl i mine teenageår, vi havde syreregn og hvalfangst. Men vi havde ikke den sjette masseudryddelse af plante- og dyrearter. Vi havde ikke den farlige temperaturstigning, vi havde ikke sådan en verden her, og derfor arvede min generation heller ikke sådan en verden her.
Min datters generation får en dårligere verden af os, end vi fik af vores forældre. Det er alligevel noget af en præstation af vores generation. Så værsgo, mit barn, her er en verden, som gør dig fattigere, har flere konflikter, flere flygtninge og et klima, der kommer til at skabe endnu flere problemer for dig.
Jeg fristes næsten til på vegne af min datter at sige, tak for ingenting, Putin, Trump, Xi Jinping og alle os andre voksne, der bare taler og taler og handler så lidt som muligt.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.