Flemming Møldrup: Vi har aldrig vidst mere om hinanden. Alligevel gør vi så ufatteligt lidt

I dag er vi ikke mere end en messenger-besked væk fra 2,8 milliarder mennesker på Facebook.Vi har aldrig været tættere på hinanden. Men hvorfor er det så, at vi til stadighed bliver overrasket over hinanden?, spørger Flemming Møldrup

Flemming Møldrup: Vi har aldrig vidst mere om hinanden. Alligevel gør vi så ufatteligt lidt
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

I november 1989 sad jeg på mit værelse i mit kollektiv i Aarhus. Jeg var i gang med at skrive på et digt. Jeg hørte David Bowie og havde tømmermænd.

Pludselig gik døren op, og ind sprang en af dem, jeg delte kollektivet med. Hun råbte: ”Muren er faldet!”, og jeg sprang op, og vi omfavnede hinanden.

Lidt efter aftalte vi alle sammen i det lille kollektiv, at vi ville låne pusher-Lasses bil og køre derned og mærke, hvordan det ville være at stå midt i verdenshistorien, mens verden sluttede fred. Vi kom ikke afsted, for Lasse var taget til Skive for at besøge sin mor. Jeg var blevet 20 år i juli det år.

Mine ungdomsår op til 1989 var præget af den kolde krig. Atomvåben. Øst og Vest. Prøvesprængninger. Hvalfangst. Syreregn. Det var urolige år for et ungt menneske, der var engageret i verden.

Vi var til demonstrationer hele tiden, synes jeg, at jeg kan huske. Vi sloges for folk i Sydamerika. For oprindelige folk i Australien og USA. For mennesker i Asien og ikke mindst alle dem, der dengang boede bag jerntæppet. Vi anede ikke, hvem de var. Vi vidste det simpelthen ikke. Og vi var ligeglade. Vi vidste bare, at vi kæmpede for, at deres verden skulle blive bedre.

Hvordan forholder du dig mon til den tid, du er født ind i? Med engagement eller med ligegyldighed?

Flemming Møldrup

I dag er vi ikke mere end en messenger-besked væk fra 2,8 milliarder mennesker på Facebook. Vi kan følge med i hele verdens dagligdag på Instagram. Vi kan se ind i hinandens stuer, værelser og soveværelser på Tik Tok. Vi har aldrig været tættere på hinanden. Vi har aldrig set, hørt, skrevet og talt med så mange forskellige mennesker over hele verden. Og alle lande (med få undtagelser) er vitterligt kun et visum og en flyvetur væk.

Så, hvis vi er så tæt forbundet direkte menneske mellem menneske, hvorfor er det så, at vi til stadighed bliver overrasket over hinanden?

Vi vidste jo alt om Taleban. Vi vidste bare ikke, da vi smed dem ud af Afghanistan, at de bare satte sig ind i en hule og ventede 15 år på, at vi ikke gad bruge flere penge og mere tid dernede. Nu er de tilbage. Alt sejler. Kvinderne undertrykkes. Børnene sulter. Alt er helt forfærdeligt.

Vi vidste jo alt om Putin. At han var demagog og nok ville sidde, til han døde. Men vi vidste bare ikke, at han ville opmarchere 100.000 soldater og true verden med en ny storkrig.

Vi ved også virkelig meget om Kina. Vi ved, det er et forfærdeligt diktatur. Det ved vi godt. Vi ved alt om, hvordan de blandt andet behandler uighurerne. Men vi vidste bare ikke, at de var så ligeglade med, hvad vi vidste om dem, at de ville smadre demokratibevægelsen i Hong Kong så hårdt, da den først spirede, at den nu er borte.

Der er så meget, vi ved om hinanden i verden i dag. Alligevel er det som om, vi aldrig har vidst mindre. Og bekymrer os tilsvarende lidt for hinanden.

Hvordan i alverden kan vi ende længere fra hinanden, når vi aldrig har været tættere på? Hvad blev der af det store fællesskab som den teknologi, vi bruger til at shoppe sko, lave dansevideoer og poste billeder af vores dagligdag, serverer for enden af vores fingre? Hvorfor har vi ikke fundet hinanden i fælles værdier? Hvad skyldes det? 

For hvad blev der af kampen for kvinden i Afghanistan? Børnene i oversvømmelserne i Sydsudan? De unge i Hong Kong? Kampen for fred? Og alle de andre kampe for hinanden?

Forleden dag så jeg en film om Nazityskland. Der faldt en replik, som jeg simpelthen måtte skrive ned: "We don’t choose the times we live in. The only choice we have is how to respond to it." Vi vælger ikke den tid, vi lever vi. Det eneste valg, vi har, er hvordan vi forholder os til.

Hvordan forholder du dig mon til den tid, du er født ind i? Med engagement eller med ligegyldighed?

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.