Hvad er din reaktion på, at flere nu vil gøre Muhammed-tegningerne obligatoriske i undervisningen?
Grundlæggende mener jeg, at vi her taler om den største udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdenskrig. Og hvis du ikke skal kunne undervise i, hvad det handlede om, så er det da en total falliterklæring.
Om man skal vise tegningerne, det må den enkelte lærer jo finde ud af, afhængigt af hvad konteksten og situationen er, men man kan ikke sige, at fordi nogen føler sig krænkede, så skal man ikke vise dem. Kan man så heller ikke vise koncentrationslejre, hvis der er jøder i klassen? Det er ikke noget argument. Det skete for lang tid siden. Da jeg selv gik i skole, var vi ikke så forskellige, som man er nu, men vi kom da også fra forskellige hjem. Nogen troede på Gud, og nogen gjorde ikke. Det tog læreren ikke hensyn til i undervisningen.
Hvorfor er det problematisk at tage hensyn til, om man krænker andre?
Hvis du efterlever krænkelsesargumentet konsekvent, det vil sige anerkender, at hver gang du siger noget, som jeg finder krænkende, så har jeg en ret til at sige til dig, at det må du ikke sige. Så vil der ikke være nogen, der kan sige noget til sidst. Fordi hvem har lyst til at forsvare retten til at krænke? Det gør man jo kun, hvis man er en idiot eller ondskabsfuld, men det er faktisk nødvendigt at forsvare retten til at krænke i et demokrati. Det er, som om det lige så stille er blevet et legitimt argument, at man selv er ude om det, hvis man krænker nogen, og de krænkede reagerer på det med vold. Vi er ved at internalisere en uskreven blasfemilov, når det gælder profeten Muhammed, som i virkeligheden er en af de mest magtfulde figurer i Europa i øjeblikket, selvom han har været død i 1400 år. Meget mere end Jesus, og hvad de ellers hedder, fordi der rent faktisk er folk, der mener, at de kan tillade sig at slå ihjel i hans navn.
Hvorfor er det nødvendigt at insistere på at krænke?
Vi er nødt til at insistere benhårdt på det princip, at tolerance indebærer, at man som borger i et demokrati er nødt til at leve med det, man hader, uden at gribe til vold, intimidering og trusler. Det betyder ikke, at man ikke skal svare igen. Man kan sagtens råbe, skrige og kritisere og fordømme. Det er helt fint, det er den måde, man håndterer konflikter på i et demokrati. Ved hjælp af ord. Ved hjælp af argumenter. Også ved hjælp af irrationelle, emotionelle udsagn. Man kan kalde folk for idioter. Men grænsen går ved trusler, vold og intimidering. Det er spillereglerne, og det er enormt vigtigt at lære det i skolen. Og der er Muhammed-krisen et rigtigt godt casestudie til at diskutere, hvordan man kan leve sammen i et multireligiøst samfund. Den viste, at folk har meget forskellige holdninger, meget forskellige grænser, og hvordan skal man så forhandle sig frem til de grænser. Hvad er det for nogle principper, der skal gælde?
Hvad vil det betyde, hvis vi efter lærerdrabet i Frankrig undlader at bruge tegningerne i undervisningen?
Så har vi kommunikeret til vores omgivelser, at hvis du ønsker at få din vilje, hvis du ønsker grænser implementeret for ytringsfriheden, så skal du bare true med at slå folk ihjel. Så får du det, som du vil have det. Det er ikke en verden, jeg har lyst til at leve i.
Kan du forstå de lærere, som ikke vil være kastebold i ytringsfrihedens navn?
Det forstår jeg udmærket godt. Hvis jeg havde en datter eller en søn, som var skolelærer, så ville jeg heller ikke opfordre dem til at vise de tegninger i klassen. Men der er brug for, at vi taler ærligt om de her ting. Jeg forstår godt, at folk ikke har lyst til at sætte livet på spil, men man skal bare vide, at når vi har vores frihed i dag, skyldes det ikke, vi alle sammen gennem flere hundrede år har siddet i rundkreds og talt pænt til hinanden. Det er fordi, der er nogen, der har sat livet på spil og rent faktisk har ofret deres liv for den frihed.