Hele 35.000 danske børn og unge har haft en så belastet barndom, at de ifølge en ny undersøgelse har 4,5 gange større risiko for at dø, inden de fylder 36 år. Men hvornår er barndommen belastet? Det er den, når børn bliver udsat for det, en af forskerne bag undersøgelsen, professor i folkesundhedsvidenskab Naja Hulvej Rod, kalder ”store stressbelastninger”. Det kan for eksempel være, hvis forældrene drikker eller tager stoffer, det kan være, en bror eller søster har en psykisk sygdom, eller det kan være, at familien lever i fattigdom, eller at barnet er blevet anbragt. Når flere af de belastninger foregår i løbet af en barndom og ungdom, kan det have fatale konsekvenser. En for tidlig død skyldes især ulykker eller selvmord, men også når det gælder fysisk sygdom som kræft, er udsatte børn overrepræsenteret, fortæller Naja Hulvej Rod.
”Det, der har overrasket mig mest, er, hvor stærk sammenhængen er. Jeg havde en formodning om, at det ikke er godt for børn at opleve stressbelastninger. At de for eksempel ville klare sig dårligt i skolen. Men jeg havde ikke forventet, at det ville have så stor betydning for det ultimative udfald, en alt for tidlig død. Særligt ikke i en dansk kontekst, hvor vi synes, at vi har et velfærdssamfund, der tager hånd om de svageste.”
Hvad gør det ved et barn, at det bliver udsat for en belastet barndom?
”For det første ser det ud til, at store stressbelastninger tidligt gør, at ens stress-system reagerer hurtigere. Man vil hurtigere opleve stress senere i livet, og man reagerer stærkere på stress.
Den anden og meget vigtige ting er, hvis man ikke lærer i familien at håndtere stress. Vi bliver jo alle udsat for stress. Men hvis ikke børn lærer det, kan det udvikle sig til mental sygdom.
Den tredje ting, som er beskrevet af mange andre forskere, er, at det er i familien, man skaber sociale bånd. Men det lærer man jo ikke, hvis man ikke har en fast base. De fleste af os kan godt håndtere, hvis vores forældre bliver skilt, men når man har en barndom med gentagne belastninger, er det anderledes. Alt det gør, at man bliver mere sårbar over for eksempelvis krav fra uddannelse. Den større risiko for sygelighed og i værste tilfælde død skyldes dels udviklingen af det mentale helbred, og at man kan udvikle en risikoadfærd, og at man fysiologisk reagerer anderledes på ting.”
Hvor skal der sættes ind for at undgå, at det går så galt ?
”Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve, at de her alt for tidlige dødsfald sker lang tid, før folk udvikler livsstilssygdomme som diabetes, så det nytter ikke noget at kigge på rygestop og alkoholforbud. Man skal ind meget tidligere, og det her handler om brede, strukturelle forebyggelsestiltag. Her må man kigge på grundvilkår som børnefattigdom og mistrivsel i familier.
Der er en gruppe af børn, der bliver fuldstændig tabt. Dem skal vi have identificeret. Det er både en sundhedsmæssig og en social opgave, så man må arbejde på tværs af sektorer.”
Hvad betyder mest? At miste en forælder, opleve psykisk sygdom i familien, leve i fattigdom eller at komme i plejefamilie?
”Det ser ud til, at det er akkumuleringen af faktorer, der er det allerværste. Derfor giver det ikke mening at tale om en familie med misbrug uden at se på de andre faktorer.”
I sin nytårstale sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at børn skal tvangsfjernes tidligere, når de mistrives. Vil det være en løsning?
”Der er en stor diskussion i den videnskabelige litteratur om, hvad der er bedst. For umiddelbart er det godt med en tidlig indsats. Men børn, der er anbragt, har det ikke nødvendigvis godt. Anbringelser ser derfor ikke ud til altid at være løsningen på problemet.”
Hvad kan så knække koden?
”Min formodning er, at man ofte ser på et af de her områder isoleret – for eksempel, at der er misbrugsproblemer. Eller at der er nogen, der ender i langtidsarbejdsløshed. Man tænker ikke så meget i familier og i de børn, der lever i familierne og er socialt belastede. Der er ekstremt dygtige socialarbejdere derude, det betvivler jeg ikke. Men der er behov for en bedre koordinering mellem socialsystemet og skolen.”
Så altså en særlig instans, der skal hjælpe særligt belastede børn?
”Ja, man må gå ind og sige: I Danmark vil vi ikke have børn, der oplever børnefattigdom, og at vi gerne vil forebygge det her ved at identificere familierne, før det går helt galt.
De fleste af de børn, vi har undersøgt i studiet, er ikke syge endnu. Man kan stadig nå at gøre noget. Det er virkelig vigtigt, at vi får fokus på det.”