Historiens vingesus hænger over mødelokalet på munkeklosteret Clonard Monastery i det vestlige Belfast. Det var her i det ternede sofaarrangement, at Sinn Féins politiske leder Gerry Adams mødtes med John Hume fra det ligeledes republikanske socialdemokratiske SDLP sidst i 1980’erne.
”Formålet var at starte dialogen om et ikkevoldeligt samfund,” fortæller Ed Petersen, der er freds- og forsoningskoordinator på klosteret, som drives af munkeordenen redemptoristerne.
Klosteret, med den tilhørende imponerende kirke, stod færdig i 1911 – samme år som skibet Titanic blev sendt på sin jomfrusejlads fra skibsværftet i Belfast. Den store indvandring af fabriksarbejdere fra landområderne til Belfast betød, at de eksisterende katolske kirker ikke kunne følge med efterspørgslen.
Men det er et andet nærliggende bygningsværk, lige rundt om hjørnet fra klosteret, som har en helt anden betydning i det splittede Nordirland.
”Vi bor her ved den første adskillelsesmur i Belfast. Jeg bryder mig ikke om ordet fredsmur, for det lyder som noget positivt. Muren blev bygget i 1969, og den var tænkt som noget midlertidigt, men er her stadig,” konstaterer Ed Petersen, der har svært ved at se, at muren bliver overflødig inden for den nærmeste fremtid.
Ånden fra Langfredagsaftalen er truet
Hans pessimisme bunder blandt andet i tonen under den aktuelle valgkamp op til torsdagens valg til de 90 pladser i det nordirske parlament. Gamle sår er i fare for at blive åbnet igen i en valgkamp, hvor særligt de unionistiske partier har ført kampagne mod den Brexit-protokol, som har betydet, at der er kommet restriktioner i samhandlen med resten af Storbritannien.
”Særligt fra unionisternes side er der i øjeblikket en stor frygt for, at deres identitet er truet. Det er ikke mindst på grund af protokollen, som stammer fra briternes beslutning om at forlade EU. Jeg tror ikke, at vi i Nordirland var klar til konsekvenserne, der er kommet med Brexit. Vi har haft brug for mere tid til at lære at bo og leve sammen efter Langfredagsaftalen. Vi skal finde vores vej i dagligdagen,” siger Ed Petersen.
Langfredagsaftalen blev indgået i 1998 og betød, at der blev genindført et lokalt selvstyre i Nordirland. Efter årtiers konflikt mellem britiske protestanter og irske katolikker, skulle de stridende parter nu samles og ens om det politiske arbejde i et parlament.
I det forsoningsarbejde havde Ed Petersen en forsonende rolle at spille. Han kommer oprindeligt fra USA, hvilket han siger er en fordel i hans arbejde, fordi han ikke bliver set som en part i de gamle konflikter.
”Vi har set udviklingen af en nordirsk identitet, og en anerkendelse af noget fælles, selvom halvdelen af befolkningen er orienteret mod Storbritannien og den anden halvdel mod republikken Irland. Der var i stigende grad en accept af, at der var noget unikt nordirsk her, hvor folk var villige til anerkende hinanden og fejre forskellene. Det handlede ikke om at vinde over den anden side, men om at være generøse og give folk plads til at være, hvad de vil,” siger Ed Petersen.
Han finder det derfor forstemmende, at dele af valgkampen fokuserer på de gamle sekteriske skillelinjer.
”Brexit har intensiveret ønsket om en national identitet, som vi endnu ikke er klar til at håndtere. Vi ville have nydt godt af mere tid til at finde hinanden. Men de unionistiske partier har fokuseret på, at unionen med Storbritannien er truet,” forklarer Ed Petersen.
Et af valgkampens åbne spørgsmål er, hvorvidt de unionistiske partier med DUP, Democratic Unionist Party, i spidsen vil spille rollen som andenviolin i en regering, hvis Sinn Féin bliver det største parti, sådan som meningsmålingerne forudser.
”Det vil være imod ånden i langfredagsaftalen,” fastslår Ed Petersen men henvisning til, at fredsaftalen siger, at de største partier sammen skal udpege en førsteminister og en viceførsteminister, som ikke kan tage afgørende beslutninger uden, at de begge bakker op.
”Hidtil har partierne arbejdet sammen trods deres uenigheder. Men denne gang har jeg en fornemmelse af, at der er nogle, som ikke vil respektere folkets demokratiske vilje ved ikke at gå ind i en regering som aftalt i Langfredagsaftalen.”
Vi følger alle Jesus
Den politiske opdeling mellem nationalistiske republikanere og unionister er ofte beskrevet som en strid mellem katolikker og protestanter. Men det billede holder ikke længere, mener Ed Petersen.
”Jeg vil meget kraftigt understrege, at forholdet mellem katolikker og protestanter i Belfast er stærkere end nogensinde. De teologiske forskelle findes stadig, men der bliver udvist en stor generøsitet mod hinanden, hvor forskelle bliver sat til side, for i stedet at fokusere på hvad vi har til fælles i vor kristne tro.”
I det tværkirkelige arbejde mødes katolikker med den presbyterianske kirke, den anglikanske Church of Ireland, Metodistkirken og andre evangelikale kirker.
Undtagelsen er Den frie presbyterianske kirke, som blev grundlagt af blandt andre Ian Paisley i 1951. Præsten der 20 år senere stiftede DUP.
”For nogle i den Frie presbyterianske kirke har dette ønske om kristen sammenhold været for stort et teologisk skridt. Noget som de ikke har følt sig bekvemme med. Men vi håber stadig, at de vil være interesserede i at dele, hvad den kristne tro betyder for os.”
Turen op til klosteret går igennem først unionistiske og siden republikanske bydele. Begge steder er præget af de berømte og berygtede vægmalerier, som hylder helte og ofre for den blodige kamp om Nordirland. Det er med den historie i mente, at Ed Petersen og hans kolleger arbejder med fred og forsoning. Et arbejde der begyndte med, at katolikkerne på Clonard klosteret gik i gennem portene i fredsmuren for at deltage i protestantiske gudstjenester og dermed række hånden ud til samarbejde. Men den håndsrækning betyder ikke, at fortiden bliver glemt.
”Vi skal anerkende tabene for derigennem at arbejde mod forsoning. Vi kan bare se, hvad der sker i Ukraine. Fred er meget skrøbeligt, og man kan ikke tage det for givet på steder, hvor der har været konflikt. Der er det nyttigt at set tilbage og mindes de liv, der er gået tabt,” siger Ed Petersen, der er overbevist om, at løsningerne også kan være trosbaserede.
”Vi følger Jesus. I kristendommen ved vi, at tab også kan give os noget. I politik handler det mere om at vinde og tabe. Men nogle gange er det ved at tabe, at man vinder noget andet.”