Generalsekretær om den katolske kirkes diplomati: Fred er frugten af retfærdighed

Vatikanets diplomati er et religiøst og etisk diplomati, som blandt andet interesserer sig for principperne om livets ukrænkelighed, menneskets værdighed og det fælles bedste. Derfor ser man som udgangspunkt fred som produktet af retfærdighed, skriver Caritas-generalsekretær

2Caritas er den katolske kirkes humanitære og sociale organisation, som er involveret i nødhjælpsarbejdet i Ukraine, der på den ukrainske variant af kyrillisk staves Україна.
2Caritas er den katolske kirkes humanitære og sociale organisation, som er involveret i nødhjælpsarbejdet i Ukraine, der på den ukrainske variant af kyrillisk staves Україна. Foto: Søren Mosdal.

I sidste uge mødtes jeg med den europæiske Caritas-konføderation for blandt andet at tale om den katolske kirkes nødhjælpsrespons i Ukraine og nabolandene. Caritas er den katolske kirkes humanitære og sociale organisation, og Caritas Ukraine, Caritas Ungarn, Caritas Moldova, Caritas Polen, Caritas Rumænien og så videre er alle på overarbejde i disse måneder.

Derefter var jeg til et møde med de europæiske Justitia et Pax-kommissioner, de katolske biskoppers kommissioner for retfærdighed, fred og beskyttelse af skaberværket.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Hvor Caritas-mødet handlede om hands-on nødhjælp, altså en kortlægning og evaluering af hvordan kirken har hjulpet, og fortsat bedst hjælper, krigens ofre i Ukraine og nabolandene, så handlede Justitia et Pax-mødet om de underliggende årsager til krigen og de langsigtede perspektiver for fred. Til begge møder var der deltagere fra Vatikanet.

Katolikkerne i Europa er på ingen måde enige om, hvad paven og kirken bør mene eller gøre, men der er en fælles forståelse af, at refleksion over, hvad der har ført til krigen, er absolut nødvendig.

Mange nævner også, at de rige lande har været mere optagede af deres egen velfærd og grådighed end af menneskerettigheder og menneskets værdighed i de lande, der handles med.

Det, der af nogle tydes som en afventende indstilling fra Vatikanet, er i virkeligheden det modsatte

Maria Krabbe Hammershøy

Generalsekretær, Caritas Danmark

Dermed er der skabt en afhængighed af lande som Rusland, Kina og Saudi-Arabien, som man nu må finde en vej ud af, hvilket sanktionerne mod Rusland understreger med al tydelighed. I forhold til våbenindustrien og ukrainernes appel for flere våben og militært udstyr, er der uenighed mellem pacifister og dem, der holder på ukrainernes ret til at forsvare sig. De fleste er dog umiddelbart enige om, at dem, der profiterer på krigen, bør beskattes så formuer der for eksempel tilgår våbenindustrien, kan bruges til at genopbygge Ukraine.

For pave Frans repræsenterer krigen i Ukraine en række problemstillinger, som bliver tydeliggjort af, at præsident Zelenskyj ved flere lejligheder har bedt ham om at mægle i konflikten. Pave Frans er overhoved for troende i hele verden, og desværre er denne krig blot den seneste i en lang række af andre krige.

Pavens diplomati håndterer derfor denne krig ud fra de samme principper, der gør sig gældende over for andre krige andre steder i verden, og krigen i Ukraine kan derfor ikke umiddelbart tage forrang. Helt konkret handler det om at fastholde dialogen med de stridende parter og igen og igen at tale imod vold og overgreb, og pege på, at krig er en menneskelig fornedrelse.

Vatikanets diplomati er et religiøst og etisk diplomati, der er upartisk i politiske og nationale henseender, men som interesserer sig for blandt andet principperne om livets ukrænkelighed, menneskets værdighed og det fælles bedste.

Som udgangspunkt ser man fred som produktet af retfærdighed. Man arbejder med at undersøge årsagerne til konflikterne for derigennem at nå frem til muligheder for langsigtede løsninger.

Pave Frans har gang på gang appelleret til, at myrderierne og ødelæggelsen af menneskers hjem må stoppe, men han har ikke, til manges frustration, nævnt Rusland eller Putin som aggressor eller som ansvarlig for krigen.

Paven må altid have alle troendes sikkerhed for øje, og hvis udtaler sig uheldigt om Rusland, kan han uforvarende skabe alvorlige problemer for de russiske katolikker, katolikkerne i Belarus og andre steder i verden, hvor Rusland har en stærk indflydelse.

Men det, der af nogle tydes som en afventende indstilling fra Vatikanet, er i virkeligheden det modsatte: Kirkens institutioner leverer, gennem blandt andet Caritas, nødhjælp og shelters i Ukraine og nabolandene.

Praktisk taget alle præster og religiøse institutioner i regionen er involveret i hjælpearbejdet, og dertil har pave Frans udnævnt to særlige udsendinge til de ukrainske flygtninge, polske kardinal Krajewsky og canadiske kardinal Czerny.

Netop i denne uge inviterede paven lederne af henholdsvis den romersk-katolske og den græsk-katolske Caritas-organisation i Ukraine til en lang personlig samtale, som fandt sted i søndags.

Så pave Frans er overordentlig velinformeret om, hvad der foregår, og han har rakt ud til Rusland flere gange. I denne uge rejste ærkebiskop Gallagher, den øverste embedsmand i det, der svarer til Vatikanets udenrigsministerium til Kyiv, for at mødes med Dmytro Kuleba, Ukraines udenrigsminister.

Om det er de tidlige stadier i en eventuel mægling, kan man kun gisne om, men en forudsætning er dog, at de stridende parter har den nødvendige tillid til, at dialogen kan lykkes, og foreløbig har der ikke umiddelbart været positiv respons fra Rusland.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, ­kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og sognepræst Marie Høgh.