Hans Hauge i ny bog: Kritik af Løgstrup er del af identitetspolitisk opgør med hvide, gamle mænd

Når vi i dag er begyndt at diskutere K.E. Løgstrups forhold til nazismen, skyldes det identitetspolitikkens moralske finkæmning af historien, mener forfatter og tidligere universitetslektor Hans Hauge.

Hvis man kender lidt til Løgstrups familiehistorie, er det jo absurd at sige, at han var tiltrukket af nazismen. Men mange vil nu tænke, at der nok er noget om snakken, siger Hans Hauge. – Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix.
Hvis man kender lidt til Løgstrups familiehistorie, er det jo absurd at sige, at han var tiltrukket af nazismen. Men mange vil nu tænke, at der nok er noget om snakken, siger Hans Hauge. – Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix.

Efter sidste års debat om Løgstrups forhold til nazismen, har du nu skrevet en bog om emnet. Hvad er din konklusion – var Løgstrup fascineret af nazismen?

”Svaret er nej. Men uanset hvad jeg og andre måtte sige til Løgstrups forsvar, vil beskyldningerne hænge ved. Var der ikke noget om Løgstrup og nazisme? vil folk spørge. Det hænger nært sammen med den udbredte bestræbelse på moralsk finkæmning af historien på samtidens præmisser. Det kommer vi til at se meget mere af, men det vidner sjældent om en videre indgående forståelse af hverken tænkningen eller den historiske kontekst, den blev til i.”

Kritikken af Løgstrup bygger især på tre kronikker, han skrev i 1936 om Heideggers tænkning og Hitler som ”nazismens filosof”. Kan du forstå, at de kronikker kan opfattes som problematiske?

”Jo, det kan jeg sagtens. Og jeg diskuterede allerede de kronikker for 30 år siden med folk som Arno Victor Nielsen og Peter Kemp. De mente også, at kronikkerne var problematiske, men kunne ikke finde på at hævde, at Løgstrup var fascineret af nazismen. Jeg har også selv skrevet om, at Løgstrup fulgte undervisning hos Hans Lipps, der var SS’er. Jeg synes altid, det er relevant at se på den historiske kontekst, men de aktuelle anklager mod Løgstrup vidner blot ikke om en særlig nuanceret forståelse for den historiske sammenhæng.”

Hvad er det for en kontekst og historisk sammenhæng, du mener, at kritikerne overser?

”Det er klart, at du kan ikke opholde dig i Tyskland i 1930’erne uden på den ene eller anden måde at komme i berøring med nazismen.

Og som universitetsrektor var Heidegger ligesom alle andre i den type stillinger fra 1933 tvangsmæssigt medlem af nazistpartiet. Det kan man sagtens kritisere, men hvis man ser på Løgstrup, som var i Tyskland fra 1931-1935, må man bare konstatere, at han var været totalt optaget af sit arbejde som studerende og som ung filosof. Der er ikke noget, der tyder på, at han var optaget af, hvad der i øvrigt foregik i Tyskland i 1930’erne.”

Men det kan man vel så også kritisere Løgstrup for – at han var døv og blind i forhold til sin samtid på et tidspunkt, hvor nazisterne overtog magten og forberedte sig på krig?

”Jo, det er rigtigt. Men det er ikke usædvanligt, slet ikke på den tid. Det samme gjaldt Sartre og mange andre tænkere og filosoffer. Thomas Bredsdorff har et fint ord for det. Samtidsblindhed. At filosofien er blind for det, der foregår i samtiden.

Det ser du også i dag, hvor der er masser af filosoffer, der forholder sig meget lidt til, hvad der foregår i Hviderusland eller i Tyrkiet. Løgstrup kunne filosofere meget indgående og præcist over fænomenet engagement, men var på dette tidspunkt ikke særligt engageret i verden selv. Det blev han så senere.”

Hvorfor kommer denne kritik af Løgstrup netop nu her 40 år efter hans død?

”Det er netop det interessante. Og jeg kan ikke se det som andet end et udslag, at folk i virkeligheden ikke er så optaget af Løgstrups teologi eller filosofi, men af at placere ham som skyldig ud fra en række nutidige moralske parametre. Det er en bølge, som kommer fra USA, men som efterhånden er godt integreret i den akademiske praksis i Europa. Objektivt set er der virkelig ikke meget at komme efter, slet ikke med Løgstrup. Men det bliver forstørret, og pludselig er Løgstrup en hvid, protestantisk racist ligesom alle de andre. Den type anklager mod historiske personer eller tænkere bruges så i et aktuelt, politisk og kulturelt opgør. Men det er trist, at akademisk forskning skal bruges til den slags, for det bidrager ikke til en dybere forståelse af Løgstrup eller noget andet.”

Hvor tror du, denne debat kommer til at betyde for Løgstrups eftermæle?

”Der er ingen tvivl om, at det vil skade Løgstrup. Men hvis man kender lidt til Løgstrups familiehistorie og hans ægteskab med Rosemarie, der havde jødisk baggrund, så er det jo absurd at sige, at han var tiltrukket af nazismen. Men mange vil nu tænke, at der nok er noget om snakken. ’You can’t unscramble eggs’, som man siger i England. Formentlig er Løgstrup så stor og vigtig en rænker, at han vil blive læst alligevel, men beskyldningerne vil hænge ved.”