For en statsminister er nytårstalen den vigtigste politiske tale i løbet af et år. På godt 20 minutter har landets politiske leder nemlig mulighed for at tegne et klart og ufiltreret billede af sit politiske og ideologiske danmarksbillede foran millioner af danskere, hvoraf mange ikke følger dagligdagens politiske trakasserier på Christiansborg og omegn.
Historiker og ph.d. Christian Egander Skov så også talen. Han er kendt som en skarp betragter af dansk politik, blandt andet som redaktør på Årsskriftet Critique, der er hjemsted for en "intellektuel borgerlig og konservativ idé- og samfundsdebat."
På trods af det divergerende ideologiske udgangspunkt befinder han sig i gruppen af borgerlige, der har rost Mette Frederiksen og hendes vigtigste ideologer, Kaare Dybvad, Mattias Tesfaye og Peter Hummelgaard, for at have skabt en stærk, socialdemokratisk fortælling og dertilhørende analyser, der forsøger at give seriøse svar på de udfordringer globaliseringen skaber: Massive folkevandringer, stigende ulighed og en omfattende centralisering.
Men der var noget, der ændrede sig for ham, da han sad og fulgte nytårstalen foran sit tv hjemme i stuen. For ham at se kan Mette Frederiksens tale nemlig tolkes som et billede på, at den socialdemokratiske statsminister efter to år med regeringsmagten har opgivet den stærke politiske fortælling, der genrejste hendes parti, og som appellerede til mange uden for de store byer i arbejderklassen og i den lavere middelklasse.
“Talen er udtryk for en reorientering af Socialdemokratiets klassefokus,” siger Christian Egander Skov.
For at forstå omfanget af det ideologiske og retoriske herresving, historikeren mener at have registreret, er vi dog nødt til at forstå udgangspunktet.
Konflikten om værdierne er væk, og i stedet har hun sat sig ned i konkurrencestatens maskinrum, hvor man skruer på nogle tandhjul og hiver i nogle håndtag for at få skibet til at sejle videre.
"Det, der har genrejst Socialdemokratiet og bragt det til sejr, er en fortælling om, at Danmark engang var et land, der var præget af tillid og sammenhængskraft, men at vi nu er under pres, hvilket blandt andet ses i en ny slags klassekamp mellem mellem en snæver, urban elite og den brede arbejder- og middelklasse, der befinder sig i Danmarks geografiske periferi. Det er den grundfortælling, der lå bag hendes succes. Politisk er det blevet inkarneret af Arne-pensionen og reformerne, der har udflyttet uddannelser og politistationer. Fastholdelsen af den stramme udlændingepolitik er også en af afgørende del af fortællingen."
I sin nytårstale talte Mette Frederiksens om mere udenlandsk arbejdskraft, en mere progressiv klimapolitik og om, at Danmark skal være "i hjertet af EU." Der var også pæne og opmuntrende ord til ikke-vestlige indvandrere på kanten af arbejdsmarkedet. Hvordan er det et brud med den fortælling?
"Når Mette Frederiksen her taler om indvandrerkvinder, der skal i arbejde, så bliver det sekundært gennem en integrationsprisme, og i stedet taler hun gennem en arbejdsmarkedsprisme. Konflikten om værdierne er væk, og i stedet har hun sat sig ned i konkurrencestatens maskinrum, hvor man skruer på nogle tandhjul og hiver i nogle håndtag for at få skibet til at sejle videre. Men det er det, alle danske statsministre har gjort siden Poul Schlüter (K), og nu er Mette Frederiksen så også ved at blive en 'normal' statsminister."
Skiftet er også blevet registreret i hendes åbningstaler i Folketinget. I den første handlede det om jordbærboden - der er et symbol på den danske tillidskultur - der har fået videoovervågning. I den seneste var der fuld fokus på den grønne omstilling og et “Danmark, hvor luften er helt ren,” og hvor der “haver på tagene”. Hvad viser det dig?
"Det er en bevægelse fra social dystopi til grøn utopi. Det relevante er, at dystopien appellerede til nogle grupper i samfundet - arbejderklassen og dele af middelklassen - der oplever det her som deres virkelighed, og som en konkret og reel trussel. Utopien appellerer derimod til den urbane middelklasse, der deler de grønne værdier. I og med, at netop fokusset på klasse har været så bærende for Mette Frederiksens fortælling, så er det en meget markant udvikling."
Men det kan jo godt være, at partiet allerede har vundet tilliden blandt de vælgere, du taler om, og at hun nu bare forsøger at appellere til nogle af de vælgere i de store byer, der har forladt partiet?
"Jeg tror helt sikker, at der er mange i partiet, der tænker, at 'nu har vi gjort det ene, og nu er det tid til at gøre det andet.' Ikke mindst på grund af den ordentlige omgang prygl, man fik i de større byer ved kommunalvalget. Og så må tiden vise, om man kan gøre begge del, men det er jeg slet ikke sikker på. Vores samfund er helt strukturelt udfordret af et modsætningsforhold mellem centrum og periferi og folk og elite, så det er meget vanskeligt at være et parti, der bygger bro mellem de forskellige positioner."
Er det ikke en god nyhed for de borgerlige partier?
"I første omgang tror jeg ikke, at Socialdemokratiet vil miste mange vælgere på det. Men det skyldes, at der ikke er nogen oplagte steder, de kan gå hen. I en parlamentarisk situation, hvor Dansk Folkeparti, der egentlig var hele motoren i den her udvikling, var mere velfungerende, og de borgerlige partier havde været bedre indstillet sig på konflikten mellem elite og folk, så havde det være en mulighed. Men Venstre forsøger helt tydeligt at appellere til en mere urban middelklasse, og De Konservative er uafklarede, mens Nye Borgerlige opsamler borgerlige proteststemmer. Så lige nu er der ikke mange andre, der byder ind på den position, som Socialdemokratiet havde sikret for sig selv, og det er nok også derfor, man gør, som man gør. Men på den lange bane vil det give en vis flimmer."
Socialdemokratiet mener selv, de er i gang med at skabe en alliance på tværs af Produktionsdanmark og de store byer med den grønne omstilling som motor. Er det ikke en stærk, moderne socialdemokratisk fortælling?
"Det kommer an på, hvordan den bliver skruet sammen, for den løser jo ikke det grundlæggende dilemma mellem grøn omstilling og industriarbejdspladser, som for eksempel en CO2-afgift vil koste. Det er meget nemt at sige, at man bygger en bred koalition mellem byerne og dem, der bor på landet og mellem akademikerne og arbejderne. Men hvis det er der, konfliktlinjerne i virkeligheden går, så er det nemmere sagt end gjort at bygge broen. Det kan godt være, at man kan lave en grøn omstilling, uden det lukker alt for mange arbejdspladser i industrien, men det vil jo ikke tilfredsstille den højere middelklasse, der er præget af radikale idéer om, at vi skal leve af ting, der ikke har noget med produktion at gøre."
Kræver det i virkeligheden ikke et stort politisk mod at moderere sin fortælling, når virkeligheden omkring én ændrer sig?
"Nej, det synes jeg ikke. Det modige var, da man lavede et grundlæggende opgør med den teknokratiske reformpolitik, man selv havde ført under Thorning og Corydon. Det krævede en vis kamp og en masse sværdslag. At man har en politik, der reproducerer den teknokratiske elites holdning til, hvad politik skal være, er ikke mod. Det er bare at tale de meningsdannende klasser efter munden."