Vi skal have fokus på hele familien, for forældrene er ikke skurke
JEG HAR OPLEVET i min egen familie, hvordan det påvirker børnene, når der er problemer i familien. Jeg havde tre brødre. Den ene døde, da han var 39 år, den anden, da han var 53 år, og min tredje bror er 55 år nu og er hiv-smittet og har en masse andre sygdomme og vejer 40 kilo. Når en familie kæmper som den familie, jeg er vokset op i, kan man ikke forvente, at forældrene selv rækker ud. Også selvom de måske gerne vil.
Derfor skal der være et større fokus på og handling bag, når man kan se, at der er noget, der ikke stemmer overens. Vi er sådan set på vej i den rigtige retning, der er mere opmærksomhed på familier udefra, for antallet af underretninger er steget. Det er typisk pædagoger og lærere, der underretter. Det er positivt, men så skal der selvfølgelig også være ressourcer nok i den anden ende til at gribe børnene.
Noget andet, vi bliver nødt til at være mere opmærksomme på, er epigenetik. Vi ved, at miljømæssige påvirkninger af vores gener er afgørende for, om vi får aktiveret gener, der er skadelige for os. Hvis tilværelsen begynder hårdt med fysiske belastninger som mors rygning eller dårlig kost, er det meget skadeligt. Derfor er børneundersøgelser og graviditetstjek utrolig vigtige. Det er allerede der, man lægger fundamentet for et godt og sundt voksenliv. Jeg har for eksempel selv et svagt helbred, og jeg er ikke i tvivl om, at min mors livsstil har påvirket mine gener.
Vi må have større fokus på hele familien i højere grad end at se på det enkelte barn – også i forhold til anbringelse. Når en familie anbringes, er det mindre sandsynligt, at barnet anbringes senere.
Generelt er myndighederne for dårlige til at se på hele familien, fordi det er for dyrt. Vi har traditionelt et syn på forældrene, som er problematisk. De
bliver betragtet som skurkene, ikke hjælperne. Men verden er ikke sort-hvid. De fleste forældre vil det bedste for deres børn. Vi mangler stadig at forstå, at vejen til et godt børneliv går gennem forældrene.
Det har altid undret mig, at kommunerne er så søjleopdelte. Hver forvaltning kigger på sin del af hoved og krop: barnets tænder, forældres alkoholmisbrug, forældres jobtilstand og så videre. Det er også budgetmæssigt delt op. Nogle kommuner arbejder med at omorganisere, så det er det hele menneske og den hele familie, man ser på. Det har der været gode erfaringer med. Så gode, at de for eksempel i Kolding Kommune implementerede det efter en forsøgsperiode.
JEG HAR IKKE FØR HØRT OM, at børn dør tidligt, når de er udsatte i barndommen, men det er vanvittigt vigtigt. Der er helt klart nogle relationer mellem traumer i barndommen og det at blive socialt udsat. Jeg er i øjeblikket voldsomt optaget af traumer. Når man som barn oplever noget traumatisk, for eksempel at man er opvokset i et miljø, hvor der ikke er den fornødne omsorg eller man blev mobbet i skolen, så bygger traumerne sig op. De går sammen som kemiske processer. Hvis man så ser på, hvordan vi håndterer indsatser over for socialt udsatte, så er det sjældent, vi går tilbage og kigger på traumatiske hændelser i barndommen.
Men der er en sammenhæng mellem at vokse op under sådan nogle omstændigheder og så en række sociale og helbredsmæssige belastningsfaktorer i voksenalderen. Det er der, hvor det bliver interessant.
Når vi ser nogle socialt udsatte, der dør for tidligt, tilskriver vi det stofmisbrug eller hjemløshed. Socialarbejdere har svært ved at forholde sig til, hvad der sker tidligt. Vi ser mest på de nære hændelser og er tilbøjelige til at forklare det med noget, der ikke kræver en særlig psykologisk forståelse for, hvad der ligger bag. Men det er vigtigt, at man forstår personen. Derfor synes jeg, undersøgelsen kræver agtpågivenhed blandt folk, der laver socialt arbejde. Søren Kierkegaard sagde rammende: ”For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg kunne forstaa mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar.” Det fortæller, at vi godt ved, at vi ikke skal tro på de lette løsninger.
Jeg spørger selv folk ind til det tidlige liv, da jeg har meget fokus på det psykologiske element. Socialarbejdere har ofte svært ved at have tålmodigheden til det. Det er også ofte nogle helt forfærdelige historier, og der er nogle mennesker, der ikke har lyst til at blotte sig, eller som ikke evner det. Men ved at have forståelse for det psykologiske, kan man gribe tingene anderledes an. Det skal vi have meget mere ind i det sociale arbejde.
Men problemet ligger også hos skolevæsenet og hos politikerne. Jeg blev glad, da tidligere socialminister Mai Mercado (K) talte om, at vi skal fokusere på de første 1000 dage af barnets liv. Det er vigtigt, at sikre en ordentlig omsorg. Mette Frederiksen (S) har jo også været inde på at fjerne flere børn og fået en del hug for det. Det vigtige er at have fokus på, at det her handler både om social-, skole- og boligpolitik og socialt arbejde.
UNDERSØGELSENS RESULTATER overrasker mig ikke, selvom det er chokerende tal. Jeg har i mit arbejde at gøre med de allerhårdest ramte, og de er ofte både tidligt og komplekst ramt. Jo sværere liv og vilkår, jo tidligere dør de. Nogle er overraskede over, at det kan ske i vores velfærdssamfund.
Men velfærdssamfundet er ikke indrettet til mennesker med komplekse problemer. Et brækket ben ved vi, hvad vi skal gøre ved. Når sygehuset udskriver os, har de fleste af os nogen, der kan tage sig af os. Men hvis du bor på gaden, bliver du udskrevet til gaden. Vi har indrettet hjælpeapparatet på en måde, hvor dem med størst behov får mindst hjælp.
Der er brug for en tovholdermodel, der holder. Udsatte har ofte haft mellem 20 og 200 kontaktpersoner, sagsbehandlere og pædagoger. Der er brug for en fast, gennemgående person, der holder ved. En, der er nem at få fat i. Det kan kommunen ikke levere. Så der skal tænkes nyt.
Problemet er også, at vi kriminaliserer vores mest udsatte. Dem, der ligner os selv mest får primært med grovfilen. Vi må holde op med at forestille os, at vi kan afhjælpe alvorlige sociale problemer med straf og politi. At man kriminaliserer gadesovere eller nogen, der selvmedicinerer med stof for at klare et kaotisk indre. Det er mennesker, der i al afmagt og desperation har fundet noget, der fungerer for dem.
En tidlig indsats er bedst, vi skal skabe gode børneliv, men det er jo enormt svært at sikre. Vi er nødt til at starte med at anerkende, at det er komplekse problemer. Nogle beskriver for eksempel deres tvangsanbringelse som det værste, som det de gik i stykker af. Så vi må have en ydmyg og individualiseret tilgang. Og det kræver en høj faglighed.
Vi må også huske, at det ikke er alle, der har en dårlig barndom, der går i stykker. Vi har en tendens til at tale om det, som om at hvis du har en psykisk syg mor, bliver du udsat. Jeg er dybt bekymret over, om den forsimplede måde, vi taler om dette komplekse felt på i den offentlige debat, i sig selv nedbryder den enkelte som en selvopfyldende profeti.
Jeg blev glad, da både socialministeren og sundhedsministeren erkendte, at der er systemfejl. Men hvornår gør de noget ved det? Systemet skal fikses, for ellers fortsætter det. Vi bruger oceaner af penge, flere penge løser det ikke. Men når det gælder de mest udsatte, sluges milliarderne af akutindsatser mens der er brug for en tidlig, koordineret indsats af høj kvalitet.
Fattigdommen er det, der er mest simpelt at gøre noget ved
Generalsekretær, Red Barnet. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.
UNDERSØGELSEN UNDERSTREGER i dén grad, hvor vigtigt det er, at vi får sat ind, når børnene er små, og at vi handler som samfund og får hjulpet børnene ud af udsatheden. Der findes ikke kun et svar på, hvordan man gør.
Lige nu er der over 60.000 børn, der lever i fattigdom på trods af, at det er veldokumenteret, at bare et års fattigdom sætter spor langt ind i voksenlivet. Det er relativt nemt at gøre noget ved økonomisk fattigdom. De lave ydelser, der er blevet indført, har haft uacceptable konsekvenser for børnene. Det er ikke forsvarligt med så lave ydelser. Det er svært at forstå, at man fra politisk side ikke handler.
Derudover har vi jo socialrådgivere og sagsbehandlere med alt for store bunker på deres borde. I det hele taget er der meget sjældent økonomi til at sætte ind tidligt og forebyggende – det ender alt for ofte med brandslukning på grund af for få ressourcer. Selvfølgelig koster det penge – men det er også økonomisk en god idé at sætte ind tidligt.
Der har været fokus på dårlige normeringer, og det er faktisk også relevant her. For jo flere børn, hver voksen skal tage sig af i institutionen, jo færre ressourcer er der til at spotte de børn, der har særlige behov.
Fattigdommen er det, der er mest simpelt at gøre noget ved, men de her børn og familier, vi har kontakt til i Red Barnet, kæmper med forskellige ting. De har en meget presset økonomi, oplever psykisk sårbarhed og har en dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Det her handler også om at foretage den sociale investering, det kræver, inden der skal slukkes brande og anbringes børn. Når vi fjerner fattigdommen, frigiver vi også ressourcer hos familierne. Bekymringerne om, hvordan familien får mad på bordet, tager ressourcer fra de andre problemstillinger, de her sårbare familier står med.