Bare en time i stilhed i skovens dybe ro, bare en halv time overskrævs på dit vuggende surfboard ude på havet, bare 45 minutter på bænken i parken, og du ved, hvad jeg vil tale om i den her klumme: Jeg vil tale lidt om sjælero.
I ordbogen står der, at sjælero er en tilstand af ro, ligevægt og tilfredshed i sjælen. En særlig form for ro, ro i sindet. Det er tilfredshed i sjælen, der mest er det, jeg genkender. Hos mig er det en ro, som kommer dybt inde fra kroppen, og som folder sig ud som en varm følelse, som om noget større end mig minder mig om, at jeg bare er menneske. For mig er det den reneste følelse af ro.
Min hustrus kærlige omfavnelse giver mig næsten den samme ro, men i hendes arme føler jeg mig hjemme, og det er en anden og stærk følelse af samhørighed.
Men sjælero oplever jeg kun to steder. I kirkerummet og i naturrummet. Nogle gange, i hektiske perioder og perioder med skvulpende kriser, søger jeg gerne ind i et kirkerum for at sidde helt stille og samle mig.
Det er noget med at få vejret helt ned i maven og overgive sig til tanken om, at der er noget, der er større end mig, og at jeg er dødelig og derfor også skrøbelig. Og at der er en grænse for mig. Der er simpelthen noget, jeg ikke kan kontrollere. Om det er Gud, der udstikker retningen, eller om det er naturen, der river mig med ud i havet. Jeg er kun et menneske.
I tiden under coronanedlukningen er det naturen, jeg er søgt ud i. Her har jeg fundet sjælero. Igen. Det er lige meget, hvad jeg laver derude, om jeg er i skoven eller på havet, så befinder jeg mig i en tilstand af ”menneskelighed”. Jeg ved, at jeg til et vist punkt kan kontrollere og begå mig med respekt.
Men dybest set er det ikke mig, der har det sidste ord, og den accept og overgivelse giver mig den føromtalte sjælero. Eller dybe ro i sindet. Samtidig sker der også noget andet, når jeg er i naturen. Jeg lader op.
Hvad rager det så egentlig mig, tænker du nok. Det er heller ikke sikkert, det gør det. Men to ting er sikkert: Den ene er, at flere og flere danskere oplever symptomer på stress. Faktisk er det så overvældende på verdensplan, at FN har forudsagt, at stress og depression bliver blandt de største sygdomsfaktorer i 2020.
Sådan bliver det nok ikke i år, men så snart hjulene ruller igen, så ruller stress- og depressionslavinen sikkert også. Den anden ting, der er sikkert, er, at naturen har en helende kraft på os mennesker. Hvis vi altså tør begive os ud i den.
For i et samfund, hvor du konstant skal være omstillingsparat for ikke at være afviklingsparat, er du under massivt pres som menneske. Du er måske ikke. Men ret mange andre er, hvis du spørger Stressforeningen.
Og her så det smukke: Naturen hjælper dig med at slappe af og finde den nødvendige ro. Det eneste, du behøver at gøre, er at møde op.
Om det er i skoven eller ved havet. Naturen er ligeglad, bare du er der, så skal den nok gøre arbejdet for dig. Og det, der er endnu smukkere, er, at den er gratis og gavmild, hvis du omgås den og behandler den med respekt. Så af sted med dig, og tag gerne børnene med, for de kommer også alt for lidt ud i naturen.
Hvem ved, måske ses vi derude, i bølgerne eller under trækronerne, eller i det store, tomme kirkerum, på hver vores række, i stilhed, til en omgang sjælero. Og mod på mere liv.
Flemming Møldrup er tv-vært og forfatter.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.