Mandag aften købte jeg et par nye og tiltrængte løbesko på en dansk sportsbutiks hjemmeside. Og som altid når et køb finder sted efter en Google-søgning, bliver jeg efterfølgende mødt med reklamer for løbesko på alle mulige andre hjemmesider, fordi min adfærd er grundigt registreret.
At det sker, er min egen skyld. Det er mig, som vælger at handle på nettet. Det er mig, som jævnligt afkrydser, at jeg skam har læst betingelser og vilkår. Og det er mig, som med min færden og vaner udgør en vis mængde brugbar kapital for enhver, der har noget at faldbyde.
Som en amerikansk kritiker af internetgiganternes ageren, Jonathan Taplin – forfatter til bogen ”Move fast and break things” – formulerede det i et interview, jeg lavede med ham for et par år siden:
”Problemet er, at når du får alting gratis af sociale medier og søgemaskiner, så er det fordi det er dig, der er produktet. Det er ikke dig, der køber et produkt, men det er dig, der i rollen som produkt overlader enorme mængder data om din færden, dine vaner og dine venner.”
Og dataregistreringen er i dag så stor, at konkurrence- og forbrugerstyrelsen i en ny undersøgelse er overrasket over omfanget. Undersøgelsen blev omtalt i ”P1 Morgen” i går, hvor digital rådgiver Pernille Tranberg fra Dataethics konstaterede, at ”data er benzinen i techgiganternes forretningsmodel”.
Via en international databørs, fortalte Tranberg, bliver vores internetbevægelser registreret og handlet. Og i løbet af mikrosekunder bliver de omsat til målrettede, personlige reklamer. Ikke bare for kommercielle produkter, men også for politiske budskaber og holdninger.
At bryde med den enorme dataomsætning er imidlertid ikke nemt. Mange af os bruger verbet ”google”, når vi søger på nettet. Søgning er blevet synonymt med Google, og snart kan ”amazone” blive en almindelig vending i takt med, at Amazons enorme nethandelsbutik spreder sit spind, også i Danmark.
Derfor skal vi, lød opfordringen i morgenradioen fra Pernille Tranberg, være mere bevidste om at handle lokalt. De fleste ved, at det er klimaskadeligt at spise avokadoer fløjet ind fra den anden ende af verden. Og ganske som med fødevarer skal vi digitale forbrugere ”købe hos lokale i stedet for hele tiden at bruge Amazon og Google”.
Det er et godt råd. Ikke mindst fordi resultatet af min egen løbeskos-google er lidt som at være midtpunkt i en af filmhistoriens ikoniske scener; som at være Gary Grant i en enorm kornmark et sted i Midtvesten i Alfred Hitchkocks ”Menneskejagt” fra 1959, hvor et lavtgående propelfly forsøger at indkredse ham. Men med den vigtige forskel, at det lykkes Grant at slippe væk.
Anderledes med internettets algoritmer, som ikke lader os slippe. Og det er en ringe trøst, at de digitale løbeskos vedholdende forfølgelse vidner om, at nettets annoncekøbmænd i det mindste ikke ved, at jeg allerede har købt et par. Og derfor næppe er til fals for flere.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.