Flemming Møldrup: Jeg fortæller min datter, at midt i alt det dårlige er der håb

Ved netop også at tale om alt det gode, der sker i verden, opdager vi, at vi faktisk kan forandre den. Dig og mig

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Der er håb. Det siger jeg til mig selv, når aviserne og tv flyder over med dårligt nyt. Jeg taler med min datter om det, fortæller hende, at midt i alt det dårlige er der håb, at der faktisk sker mange gode ting i verden. Det går også den rigtige vej.

Når mine venner diskuterer Trump, klima, krig og biodiversitetskrise, eller hvad de nu diskuterer, så er jeg begyndt at afbryde dem, for lige at fortælle dem, at det altså også går godt. At der er håb, og at vi kan gøre en forskel. Både for klimaet, for fiskene, verdenshavene, de fattige, de undertrykte og alt muligt andet. Og at vi gør en forskel. Hver dag.

Jeg er ikke en ny Hans Rosling. Eller ude på at afspore vigtige samtaler med positive statistikker, der i nogles øjne enten virker neoliberale eller handlingslammende, og som måske kan blive beskyldt for at afholde folk fra at sortere deres affald, skifte deres dieselbil ud med en elbil eller holde op med at give penge til Knæk Cancer.

Tværtimod.

Jeg er begyndt at kigge på det gode og ikke kun det dårlige. Simpelthen fordi jeg oplever en stigende metaltræthed, når det kommer til for eksempel klimasamtalerne. En slags mæthed, kan vi kalde det. Min påstand er, at det dårlige ikke længere har samme vækkende effekt. For som den norske forsker Per Espen Stoknes siger, så gør dommedagsscenarierne os frygtsomme og lammer os.

Vi bliver altså ikke mobiliseret (undskyld udtrykket) og ikke engageret af hele tiden at høre på det, Per Espen Stoknes kalder for dommedagsscenarierne. Det sidste, vi har brug for i de her dage, er en befolkning, der er ved at give op, fordi folk sidder med en følelse af, at løbet alligevel er kørt. Vi har heller ikke brug for en hel generation af unge, der går rundt og frygter for deres fremtid, og udvikler angst imens. Derfor fortæller jeg andre om håbet og om de gode ting, der også sker.

For eksempel har de i Mexico City forbudt engangsplastik. Det er den by i verden, der producerer næstmest affald, og nu har byen forbudt plasticposer og en masse engangsplastik.

Hvorfor er det en god nyhed? Det er det, fordi vi altid siger, at det ikke nytter at gøre noget, fordi der alligevel ikke bliver gjort noget, der hvor det batter. Men faktisk har over 30 lande i Afrika en plastikpolitik. Det er da en start, der er værd at nævne, synes jeg.

I det antarktiske hav har man i årene 1995-2018 set en fordobling af bestanden af blåhvaler. De har været næsten udryddet. Nu mener Verdensnaturfonden, at bestanden er et sted mellem 10.000 og 25.000.

Men selvom blåhvalen er i fremgang, så er halvdelen af verdens hvalbestand truet af for eksempel plastik i verdenshavene. Hvilket jo gør ovennævnte plastikforbud til ekstra gode nyheder. De to nyheder er hentet på Verdens Bedste Nyheders website.

”Nå, men skal vi så bare kigge på de gode ting, Flemming, og glemme alt om avocadoen, der bruger 70 liter vand og sejles over Atlanten for at havne i et supermarked, hvor den trykkes til ukendelighed af 100 kunder om dagen, for så til sidst at blive smidt ud?”, sidder du måske og tænker.

Nej, det skal vi ikke, og det er faktisk det, der er min pointe. Ved netop også at tale om alt det gode, der sker i verden, opdager vi, at vi faktisk kan forandre den. Dig og mig.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.