Jeg er født i en forstad til Aarhus. Ikke i en forstad med store villaer, men i en med parcelhuse og almennyttigt boligbyggeri. Faktisk har jeg boet alle mine barndomsår i almennyttige boliger.
Jeg er vokset op hos en enlig mor med en far bosat i Israel. Jeg kommer fra et hjem uden penge. Fra en familie uden tradition for videregående uddannelser, og hvor en studenterhue ikke har trykket mere end en håndfuld familiemedlemmer. Som i nogensinde.
Jeg fyrede tåregas af i ungdomsklubben, fik karantæne i 14 dage. Men jeg blev lukket ind igen af de voksne. Jeg fik nogle gange gratis slik i klubben, fordi jeg ingen lommepenge fik.
Jeg hang ud med postpunkerne, gik med makeup, stjal min mors skjorter, lavede selv hul i ørerne, måtte løbe fra ikke bare en enkelt, men en hel del øretæver i forstaden.
Jeg var træt af at gå i skole fra første dag til den sidste. Jeg havde en matematiklærer, der fortalte mig, at jeg aldrig ville blive andet end skraldemand, og en klasselærer, der sagde, at det ikke passede og bad mig gå ud i verden og folde drømmenes faner ud. Hun fortalte mig om Michael Strunge, fik mig til at læse hans digte, så F.P. Jac, Søren Ulrik Thomsen og så romaner. Og så endnu flere romaner, til jeg blev et læsende menneske.
Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være, før jeg var 22 år, jeg fik lov til at arbejde på et filmværksted, fordi staten betalte noget af min løn, for det var bedre, at jeg stadig var ved at finde ud af det, end at jeg havde givet op.
Jeg endte med at komme ind på mit drømmestudium som billedjournalist, det var et vaskeægte nåleøje, jeg kom igennem, men midt i det hele fandt jeg ud af, at jeg hellere ville være noget andet, og så blev jeg det.
Det lå aldrig i kortene, at det var sådan, mit liv skulle spille sig ud. Men det viste sig, at det lå i samfundet.
For jeg blev født ind i et samfund, hvor prioriteringen af ressourcer lå i at hjælpe dem, der gerne ville, med at lykkes med det, de gerne ville lykkes med.
Det samfund, jeg voksede op i var én stor håndsrækning. Lige fra min klasselærer Kirsten Borberg, der dedikeret og uden at se sig tilbage så mig, rejste mig op, da jeg lå allermest ned, til klubpædagogerne, der altid gav mig en chance mere, til lederen af filmværkstedet, der gad bruge tid på at udfylde papirer fra kommunen, og kommunen, der gad bruge penge på filmværkstedet, for at jeg kunne få lov til at lave film og få penge for det, til kontrolløren i bussen i Aarhus, der kiggede på os og så, vi havde det her vilde blik i øjnene, og vidste, at vi ville komme til at bakse med den bøde i årevis, og i stedet bad os stige af ved næste stop, til min samfundsfagslærer, der altid lod mig gå højlydt på barrikaderne for det, jeg brændte for, og på den måde lod mig forstå, at jeg var lige så vigtigt et barn i skolen, som datteren af psykologægteparret, som jeg også gik i klasse med.
Ikke én eneste gang talte samfundet højt til mig og kaldte mig for utryg og uønsket. Ikke én eneste gang har jeg følt, at mit samfund ikke ville mig det bedste, også selvom jeg med ungdommens uklare syn ikke vidste bedre.
Så skal vi ikke tale lidt om, at flere og flere af ressourcerne i stigende grad går til at straffe, udskamme og udskælde. Og ikke til livsvigtige håndsrækninger. Skal vi ikke tale lidt om et samfund, hvor vi vender tilbage til at hjælpe dem, der vil, men ikke selv kan, med alt, hvad vi kan mønstre.
For det samfund, som jeg er rundet af, er et samfund, der giver sine borgere en hånd, udviser stor tålmodighed og rummer evnen til at tilgive. Og jeg synes, jeg har klaret mig ret godt.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.