Jeg havde fødselsdag, og vi havde familiekomsammen, og det så selvfølgelig ikke ud, som den slags gjorde i min barndom. Da var vi bønder hele bundtet, stort set, og alle fra nordjyske egne og – med et par eksotiske undtagelser – af samme livssyn og overbevisning. Nu var vi for resten heller ikke hverken halvt eller kvart så mange, som de dengang ville have fundet passende. Men jeg var en sen eftervækst i begge mine slægter, og de er skrumpet også på grund af skilsmisser og beskeden børneavl.
Til gengæld kunne vi nu mønstre repræsentanter for hele tre nationer og en stor del af de professioner, erhvervsvejlederhåndbogen kan anbefale, plus nogle enkelte, den forbigår i tavshed. Et par landmænd havde vi heldigvis med endnu, men så var der ellers lastbilchauffør, tømrer, mejerist, HR-direktør, gulvlægger, forlagsredaktør, brandmand, restauratør, nedbrydningsarbejder, assurandør, CEO, kunstkurator. Med flere altså samt børn og os selv.
Heller ikke variationen i holdninger og livsstil lod meget tilbage at ønske. Jeg fik i dagens løb en hel del at vide, som jeg knap kunne tro. Om Bæredygtigt Landbrug og dets progressive syn på gødskning og sprøjtegifte; om fiffige metoder til at begrænse ens skattebetaling; om indvandrernes tilbøjelighed til at sætte os danskeres tålmodighed på prøve.
Og der var, for nu også at komme ind på forskelle i ydre fremtræden og udseende, blandt de mange velklædte og supersmarte nogle typer, som jeg, hvis ikke jeg havde kendt dem, fra de var drenge, ville have været forsigtig med at drille ret meget, kæmpestore og drabeligt tatoverede skinheads, som de er. Men skønt de ude i verden nok vil være kendte for en vis hang til håndgemæng, så var de jo her i familiens skød så hjertens godmodige og milde og fredsommelige som gimmerlam. Og deres gigantiske, festligt blankpudsede Harley’er lynede og tordnede til glæde for hele det flagprydede kvarter.
Det forløb da alt sammen så sødt og så kært som mellem de ligedannede familiemedlemmer i gamle dage. I timevis mindedes vi naturligvis også de afdøde med mange karakteristiske historier og under megen rørelse og latter.
Familiens betydning har vi ellers her i landet bestræbt os på at minimere, og så langt er vi nået, at nu kun de sejeste traditionalister, og kun ved særligt højtidelige lejligheder, kan finde på at tale om den som en grundpille i samfundet.
Det var sandt, så længe forældre med nogen ret kunne opfatte sig som eneansvarlige for deres børn, og frem for alt så længe de havde noget at overdrage, en ejendom og en livsgerning, de unge ikke alene kunne bruge til noget, men som var afgørende for deres fremtid.
Det sidste forekommer vel stadig i aristokratiske og finansielle dynastier; ungdommens afhængighed af sit ophav er ellers og for længst gået fløjten, takket være uddannelsessystemet og en ændret erhvervsstruktur. Truslen om arveløshed er blevet tom, og den følelsesmæssige relation er den eneste og i sagens natur ikke alt for solide binding.
Ole Sarvig kunne midt i det 20. århundrede skrive om et par forhold, som menneskeheden aldrig før havde kendt til, at de nu var blevet virkelighed. Det ene var, at mennesker gik forbi hinanden på gaden uden at hilse. Det andet, at forældre var blevet bange for deres børn.
Det første kom sig jo af massesamfundet, det sidste af generationsforholdets opløsning til fordel for den økonomiske vækst. Kommunerne tog sig nogenlunde beslutsomt af de praktiske konsekvenser gennem oprettelse af institutioner til børnepasning og ældrepleje. Staten satte i 1997 kronen på værket med afskaffelsen af revselsesretten, en symbolsk lovgivning der skulle markere familiemyndighedens endelige ophør. Håndhæves kan den naturligvis dårligt og har i smækkepraksis næppe gjort hverken fra eller til.
Og dog lever familien. Hænger ofte sammen som ærtehalm og udgør for de fleste det dyrebareste fællesskab. Blodets bånd – som man alle dage har sagt. Skønt man også alle dage har vidst, at båndet kunne holde på trods af adoptioner og al tænkelig uvished om, hvem der var far til hvem, og at det vel snarere måtte være flettet af fælles minder og en slags kærlighed, som er ene om at nærme sig det ubetingede, nemlig den mellem forældre og børn og bedsteforældre.
Til dem kommer vi, når det kniber. Eller når det bare drejer sig om babysitning, om hjælp til computeren, om råd og dåd ved ejendomshandler og om alt andet, der forudsætter fuld tillid og ingen forventning om noget for noget.
Med lidt flere familiemedlemmer end de allernærmeste kan vi så i ny og næ mødes til en fødselsdag og sammen, for en stund, nedrive plankeværkerne mellem alle professionelle segmenteringer og holdningsmæssige ghettoiseringer for således nok en gang og i største munterhed at erfare, at vi i bund og i grund er indrettet som og for hinanden.
Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.