Lad os begynde med den verden, vi har forladt. Fra tiden efter murens fald til for få dage siden befandt europæerne sig i en behagelig dagdrøm. Vesten var en global hegemon, der intervenerede i andre lande for at sprede liberale værdier. Nato og EU udvidede sig mod øst for at omskabe vores tidligere fjender til demokratiske og velstående stater. Vi opbyggede internationale regler og institutioner som FN og WTO for at sikre fred og velstand.
Men drømmen begyndte så småt at briste. Vi tabte alle vores unødvendige krige, fra Afghanistan til Irak. Imens vi blev svækkede, voksede vores rivaler Rusland og Kina sig stærke. Det skete under den såkaldte liberale verdensorden. Vi fodrede altså selv bæsterne, der nød godt af vores frihandelsaftaler, imens manglende grænsekontrol og udflytning af arbejdspladser skabte dyb polarisering især i USA. Og ind kom den underlige, orange mand.
Rusland satte en stopper for Nato-udvidelsen. Georgien blev ødelagt i 2008, Ukraine i 2014, og så kom Brexit i 2016. Det blev klart, at EU ikke længere havde stor appel. Det samme gælder liberalismens teorier om, at vækst skaber demokrati, og internationale regler skaber fred. Kina er blevet velstående, men ikke demokratisk, og Rusland kunne blive så dejlig rig på at sælge al deres gas til europæerne. I stedet vælger de at gå i krig og bryde folkeretten.
EU, dette nydelige barn af den liberale orden, kunne aldrig finde ud at passe på deres borgeres sikkerhed. De åbne grænser muliggjorde islamisk indvandring og terror, især i årene 2015-2016, og man gjorde sig afhængig af russiske energiressourcer. Som man naivt sagde: Russerne har lovet ikke at bruge gassen som et pressionsmiddel.
Nu er krigen kommet, civilisationssammenstødenes og stormagtspolitikkens ære er for alvor brudt ud. Den blev varslet af randskikkelser, de liberale idealister ikke brød sig om at lytte til. Det var skikkelser som historikeren Samuel Huntington og politologen John Mearsheimer.
Det er da også en pessimistisk udlægning af verden, de tilbyder. Men den er desværre sand. I deres fremstilling er storpolitik som store romaner, den handler om alliancer, forræderi, vrede, stolthed, passioner, forførelse, kærlighed, magt, frygt og dominans.
Mearsheimers budskab er følgende: Stater er som ensomme ulve i vildmarken. De tænker ikke på smukke værdier, men på overlevelse. At man eksisterer er jo betingelsen for overhovedet at have værdier. Stater er ofte besatte af deres sikkerhed som i tilfældet med Rusland. Det store land har jo været erobret to gange i det tyvende århundrede. Vesten, der i årevis har faret rundt i verden og væltet regimer, regner russerne ikke for ingenting som deres hovedfjende.
Forholdet mellem stater er derfor ikke bestemt af tillid og imødekommenhed, men af frygt. Den fremmede stat er ikke en ven, du endnu ikke har mødt. Det er en potentiel fjende. Verden er anarkisk: Der er ingen global politibetjent, du kan ringe til, hvis du er truet på livet. Du kan heller ikke stole på andres hensigter, for andre lyver eller ændrer mening, når det passer dem. Verden er et farligt sted, og du gør bedst i at blive så stærk som overhovedet muligt, så du kan dominere andre, inden de dominerer dig. Det bedste, du kan gøre, er at få nogle allierede, så I sammen kan inddæmme jeres fælles rivaler.
Det er den ene grund til, at Rusland invaderer Ukraine. De vil lave en stødpudestat, der skal sikre, at Vesten ikke farer over de åbne stepper, som det er sket før i historien. Ruslands brutale overgreb på Ukraine er et forsøg på at cementere den allerede eksisterende sikkerhedspolitiske orden. Med den gamle metafor: Det tæppe, der hele tiden har hængt mellem russisk og vestlig interessesfære, er ved at blive støbt i jern.
Magtbalancepolitikken er vendt tilbage. Europæerne er endelig blevet voksne, og verden er blevet normal igen – faretruende, uforudsigelig og fyldt med kampe om sikkerhed, værdighed og status.
Den anden grund er mere ”irrationel”. Her skal vi snarere lytte til Huntington. Stater revitaliserer deres kulturelle identitet og kan på en måde være besjælede af følelser. Stater er villige til at forsage materiel bekvemmelighed og føre symbolske kampe, der tilfredsstiller deres trang til stolthed og ære. Ligesom statsledere tænker på deres eftermæle.
Set i det dystre lys skal Moder Rusland genrejses, vokse sig mægtig og anerkendes som mere værd end andre. Heraf strømmer den russiske nationalmyte, der lyder nogenlunde sådan her: Rusland blev ydmyget i 1990'erne. Dengang var Rusland svagt, og landet blev søgt påtvunget en fremmed, vestlig orden med demokrati og kapitalisme. Men nu kommer hævnen. Vreden flammer op, og Rusland er stærk nok til at tage revanche og bringe alle sande russere sammen i et nyt Storrige. Nu skal man igen kunne føle stolthed over at være russer. Og Ruslands status som kernestaten i den ortodokse civilisation skal genbekræftes.
I min bog ”Gensyn med fremtiden – et essay om den nye verdensorden” fra 2018 skriver jeg om Ruslands udvikling fra Murens fald til i dag. Putin anså demokratiseringsprocessen som en fejludvikling, der svækkede landet, og ligesom i Tyskland efter Første Verdenskrig blev svage liberale politikere under Putins regeringstid regnet for en slags forrædere.
Kun stærke statsmænd som Putin, hed det, kunne tilfredsstille folkets længsel efter ny storhed. Og det med nogen ret. Landet oplevede økonomisk vækst, samtidig med at det optrådte med større selvsikkerhed; landet truede med olie- og gasreserverne, reagerede militant over for EUs og Natos ekspansion og demonstrerede i det hele taget villigt sin militære styrke, ikke mindst i forhold til naborepublikkerne.
Imens vi dagdrømte, er alt dette foregået med en enorm tilslutning til Putins regime. Også blandt berejste og veluddannede. Jeg har selv mødt dem på akademiske konferencer. Putin har kaldt Sovjets sammenbrud århundredets største geopolitiske katastrofe. Vi kunne næppe tro det, men ordene faldt i god jord hos de fleste russere. De ønskede ikke Stalin tilbage. Men de længtes efter den tid, hvor Rusland blev respekteret og var i stand til at påvirke verden og beskytte nationens interesser.
Putins nye Rusland kan meget vel blive det gamle Rusland: En selvbevidst stormagt der udtrykker stolthed over sin status. Europæerne har indtil for få dage siden levet i det 21. århundredes postmoderne og postnationale drøm. Men Rusland hører hjemme i det nittende århundrede.
Som jeg skrev allerede tilbage i 2011: ”De konflikter, vi er vidner til i den nye verdensorden, er ikke nye, men i virkeligheden ældgamle. De er kampe mellem civilisationer, det vil sige kulturer med mange år på bagen. Rusland har for eksempel aldrig været vestlig, men derimod en ortodoks civilisation med klare autoritære træk.”
Her 11 år efter er europæerne vågnet. De opruster sig til kampen. Tydeligst med den skelsættende tyske beslutning om at fordoble udgifterne til forsvaret. Et samlet Vesten inddæmmer Rusland. Magtbalancepolitikken er vendt tilbage. Europæerne er endelig blevet voksne, og verden er blevet normal igen – faretruende, uforudsigelig og fyldt med kampe om sikkerhed, værdighed og status. Det er en genstridig, truende og lidenskabelig verden, fyldt med ærekære stormagter. Akkurat som den altid har været. Men nu med atomvåben.
Og inden for en nær fremtid træder også Kina ind i kampen. Dagdrømmen kommer ikke tilbage.
Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.