Pacifismen har i 50 år stået umådeligt stærkt i Tyskland. Det har oplagte historiske grunde, og desuden har USA's baser i landet været en militær torn i øjet på venstrefløjen.
Krigen i Ukraine har imidlertid chokeret så stærkt, at gamle overbevisninger gik i opløsning på få uger.
Fredsbevægelsens påskemarcher oplevede ganske vist en mindre opblomstring i år, for nogle holder fast i ideen om, at demonstrationer måske kan standse krige.
Sascha Lobo, kommentator hos Spiegel Online, er blevet overbevist om, at fredsparoler ikke bare er virkningsløse, men direkte skadelige.
"Den tyske fredsbevægelse syntes ved deres årlige højmesse, påskemarcherne, opdelt i to lejre,” konstaterer han. På den ene side de "fornuftsorienterede”, som nu ønsker en "oplyst, realistisk pacifisme”, der accepterer, at ofre kan forsvares mod angreb. Heroverfor står flertallet, som repræsenterer hvad Lobo vil kalde "pjalte-pacifismen".
"Det drejer sig om en dybt egocentrisk ideologi, der sætter stoltheden over eget sindelag over andre menneskers lidelser."
Man plejer at kalde pacifismen naiv, men den betegnelse er ikke den rette, for naivitet er ingen skændsel, bemærker Sascha Lobo.
"Pjaltepacifister er først og fremmest selvretfærdige. Det er mennesker, der tager en frakke på og derpå straks glemmer, hvad det betyder at fryse."
Den protestantiske kirke i Tyskland, EKD, har været stærkt og agiterende pacifistisk. Den har endda sin egen freds-befuldmægtigede – for tiden biskop Friedrich Kramer. Denne påkalder sig Lobos' særlige foragt for sit nylige svar på spørgsmålet om, hvad man stiller op ved synet af de voldsomme billeder fra Ukraine:
"Nogle gange kan vi kun være hjælpeløse tilskuere. Og det er måske også godt sådan."
Lobo: "Det synes mig næppe muligt at fejre sin egen uberørthed ved synet af bombedræbte børn på mere maliciøs måde. Men ok, han er også biskop.”
Kirken vil ellers så gerne behage husarerne – som Lobo, der bærer en ildrød punker-hanekam – men politisk profilering kan give frygteligt bagslag, når verdens vinde vender.
Avisen TAZ interviewer fredsforskeren Véronique Dudouet, der holder fast ved fredsbevægelsens dogmer. De vil i længden være de mest virksomme, forsikrer hun. Fredsforskere har nemlig påvist, at siden 1900 har ikke-voldelig modstand vist sig 50 procent mere effektiv end væbnet modstand.
Ukrainerne bør således benytte sig af massedemonstrationer, som vil vise russerne, at de ikke er velkomne, siger Dudouet. Menneskekæder kan stoppe russiske kampvogne, og man kan bytte rundt på vejskiltene for at skabe forvirring. Og er man først besat, kan ukrainerne for eksempel nægte at betale deres strømregning, foreslår hun.
Man bør derimod ikke sende våben til Ukraine, advarer hun. Det udsender et forkert signal og "militariserer konflikten yderligere".
Interviewet i TAZ blev bragt dagen efter, at Putin dekorerede den bataljon, som angiveligt stod bag massakren i Butscha.
EKD, den protestantiske kirkes spekulative hoveder, slår knuder på sig selv for at tackle situationen. I magasinet Zeitzeichen indrømmer Hartwig von Schubert fra institut for fredsforskning på teologisk fakultet i Hamborg, at tiden nok er inde til at justere EKDs "officielle fredsetik". Der er to valgmuligheder: en bevæbnet eller en ubevæbnet pacifisme. Og EKD skal fremover nok samarbejde med andre institutioner i samfundet, før man tager politisk stilling.
"Hvorfor har den ikke gjort det hidtil? Findes der måske en stille længsel efter et protestantisk teokrati? Det ville være forståeligt, men der savnes jo allevegne subjekterne til at overkomme globale udfordringer."
Nok vil EKD altså gerne have magt, men når en rå virkelighed melder sig, bliver det hele kompliceret.
"Så meget desto mere skulle den protestantiske kirke ikke give skær af, at den tilbyder sig selv som vogter og indehaver af 'verdslig' magt."
Det at føre politik, bemærker von Schubert, "er ikke kirkers sag men politisk stærke staters".
I samme magasin skriver Reiner Anselm, professor i systematisk teologi ved Münchens Universitet sammen med Katja Bruns, feltpræst i Wilhelmshaven og Roger Mielke, militærdekan ved Zentrum Innere Führung der Bundeswehr.
Også de mener, at man nu hellere må omdanne sin officielle, protestantiske "fredsetik" til en "fredsetisk realisme", for verden er jo fuld af bøller, der bryder folkerettens aftaler og ikke respekterer fredsetikkens paroler. De var ellers smukke nok, fastholder de tre teologiske forfattere og nævner: "Forestil dig, der er krig, og ingen gider komme." Eller den fine: "At skabe fred uden våben," som på tysk rimer: Frieden schaffen ohne Waffen. Men de må indrømme, at situationen i Ukraine gør, at disse slogans snarest afslører, at Vesten kan afpresses.
Der skal fremover gives passende rum til realisme. Så kan kirken derudover pleje sine "bibelske billeder og åndelige praksisformer”, der kan pege frem mod freden og vejlede den moralske fantasi.
Inspiration til en sådan model med to rum kan hentes i Dietrich Bonhoeffers teologi, der altid søgte den prekære balance mellem en nøgtern begribelse af realiteten og evangeliets åbnende perspektiv, konkluderer Anselm, Bruns og Mielke.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.