Hvad vil Ruslands præsident, Vladimir Putin, sige på mandag, når Rusland markerer Sovjetunionens sejr over Nazityskland den 9. maj 1945 med den traditionelle militærparade i Moskva? Vil han – som pave Frans mener at vide fra en samtale med Ungarns Viktor Orbán – erklære fred i krigen mod Ukraine? Eller vil han bruge dagen til faktisk at erklære krig mod landet?
I dag kalder Rusland jo indsatsen i Ukraine for en ”særlig militær operation”. Meget tyder på, at Rusland troede, at Ukraine ville være et nyt Tjekkoslovakiet 1968, som kunne besættes uden nævneværdig modstand. At Rusland er havnet i en fuldtonet krig med massive tab af soldater og materiel til følge er kommet som en overraskelse. Ved at erklære krig kan Rusland mobilisere sine reserver og forhindre sine professionelle tropper i at sige deres stillinger som soldater op, noget der tilsyneladende er ret udbredt i den russiske hær nu, hvor de kan gøre det lovligt.
Både britiske og amerikanske myndigheder forventer, at Putin vil bruge dagen propagandistisk. Mange frygter en yderligere eskalering af krigen. Den udkæmpes ikke kun på slagmarken, men i høj grad også i talerne. Ordene skaber, hvad de nævner, og eskalering af retorikken kan eskalere krigen.
Det kan ikke være i hverken Europas eller USA’s interesse at stå med ansvaret for, at Rusland svækkes så meget, at landet måske ender i anarki, som ved Sovjetunionens fald i 1991.
Putin gør det og har med en ekstrem trussel antydet, at Rusland kan blive tvunget til at bruge atomvåben i krigen. Men også vestlige ledere bidrager til den øgede spænding. For få dage siden erklærede den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, at USA’s mål med krigen i Ukraine ikke bare er at hjælpe Ukraine med at sikre landets uafhængighed og selvstændighed, men det er også at ”svække” Rusland. ”Vi ønsker at se Rusland svækket i en sådan grad, at landet ikke igen kan gøre, hvad det har gjort med invasionen af Ukraine.”
Dermed udtrykte han, hvad mange ønsker at se. Men var det klogt at sige? Hvor langt vil Vesten gå for at svække Rusland? Det kan ikke være i hverken Europas eller USA’s interesse at stå med ansvaret for, at Rusland svækkes så meget, at landet måske ender i anarki, som ved Sovjetunionens fald i 1991. Selvom krigen kan udlægges som en stedfortræderkrig mellem Rusland og USA og i endnu videre forstand mellem Kina, som støtter Rusland, og USA og det øvrige Vesten, ja, mellem autokratier og demokratier, så vil det være klogt at fastholde, at krigen i Ukraine handler om landets ret til uafhængighed og selvstændighed.
Det vakte debat, da USA’s præsident, Joe Biden, afsluttede en tale i marts ved at gå uden for sit officielle manuskript og om Putin sagde: ”For Guds skyld, denne mand kan ikke forblive ved magten.” Det amerikanske udenrigsministerium måtte efterfølgende slå knuder på sig selv for at udlægge teksten på en måde, så Bidens ord ikke blev opfattet som en trussel mod Putins liv. Det er svært ikke at være enig i Bidens ønske, men hans følelsesfulde udtryk var ikke kloge.
Den amerikanske skribent Thomas Friedman trækker i en klumme i The New York Times en linje tilbage til sin barndoms sportsklub, hvor trænerens gode råd til sit hold lød: ”Når I taber, må I gerne sige lidt, men når I vinder, skal I sige endnu mindre.” Kampens resultat taler for sig selv. Man skal kort sagt ikke ydmyge sin modstander. I al diplomati handler det om at sikre modstanderen mulighed for at trække sig. Det gælder ikke mindst i krigen mod atommagten Rusland.