Alle danskere over 50 år er vokset op i et land, hvor en universitetsuddannelse var forbeholdt de få. I 1975 fik knap fem procent af en ungdomsårgang en kandidatgrad fra et universitet. Før det var det endnu færre. I dag er universitetet blevet for de mange, hvor omtrent en tredjedel af en ungdomsårgang får en universitetsuddannelse. Det er grundlæggende godt, at det er sådan, og det bidrager afgørende til, at Danmark er det velfungerende samfund, det er.
Trods en række reformer er der imidlertid ikke ændret grundlæggende ved den måde, danske universiteter tilrettelægger uddannelse og studieliv. Det er i tiltagende grad blevet et problem, at vores uddannelsessystem ikke tager højde for masseuniversitetets virkelighed. Det betyder blandt, at alt for unge uddannes til arbejdsløshed, og at vi som samfund ikke i tilstrækkelig grad får udbytte af de enorme investeringer i landets universiteter, som hvert år koster danske skatteydere 24 milliarder kroner.
Derfor er det klogt og rigtigt, at en reformkommission med professor Nina Smith i spidsen nu lægger op til en omfattende nytænkning af universiteterne.
Kommissionen anbefaler blandt andet, at SU på kandidatuddannelsen frem over bliver omlagt til valgfri lån. Desuden skal langt færre studerende tage den to-årige kandidatuddannelse, som i dag er standard. I stedet anbefales en ny et-årig kandidatuddannelse, som vil bringe en dansk fire-årig universitetsuddannelse mere i overensstemmelse med den angelsaksiske model, som også findes i blandt andet Sverige.
Endelig skal optagelsessystemet laves om, så karaktersnittet for at komme ind på en uddannelse ikke kan overstige 9. Til gengæld vil et karaktergennemsnit på 9 eller mere åbne for adgang til alle uddannelser.
Selvom udspillets enkelte dele naturligvis kan diskuteres, er det fundamentalt set et gennemtænkt og velargumenteret oplæg fra Reformkommissionen. Forslaget fastholder samfundets massive investering i uddannelse, men på en klogere måde. Dermed bruges færre midler på uddannelsesstøtte til en samfundsgruppe, som uafviseligt er blandt dem med den højeste samlede livsindkomst og de mest eftertragtede stillinger.
Det bliver afgørende at sikre, at reformen ikke får social slagside, så en universitetsuddannelse ikke bliver forbeholdt de i forvejen privilegerede. Men hvis reformen implementeres rigtigt, kan den faktisk være med til at sikre det modsatte. Samtidig peger studerende på risikoen for, at to kandidatmodeller vil opdele de studerende i A- og B-hold, og det skal naturligvis også undgås.
Men grundlæggende har Reformkommissionen lavet et vigtigt og nødvendigt oplæg til nytænkning af universitetet. Forhåbentlig formår politikerne at løfte opgaven.