Inklusion. Umiddelbart er det svært at være modstander, for hvem vil ikke gerne være inkluderende? Naturligvis skal der være plads til så mange som muligt, også til de mere utilpassede typer, der ikke er støbt i samme form som flertallet.
Men at virkeligheden ikke altid lever op til idealerne, illustrerer de i alt ni rapporter, som Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, netop har udarbejdet for Børne- og Undervisningsministeriet. I 10-året for inklusionsloven, der skulle gøre folkeskolen bedre egnet til børn med udfordringer, påpeges det, at hvert fjerde barn i udskolingen enten får specialpædagogisk støtte eller vurderes at have behov for det. Det er tal, som i deres omfang fortæller historien om en fejlslagen kurs, der skader både folkeskolen som samfundsbærende institution, lærerne som undervisere og ikke mindst de elever, som i rummelighedens navn risikerer at blive endnu mere stigmatiserede.
Nu skal man heller ikke tro, at man i 2012 kun vedtog inklusionsloven med det noble formål at løfte de mest udsatte elever. Baggrunden for loven var i høj grad også at bremse de hastigt voksende udgifter til specialtilbud.
I dag står man dog i den paradoksale situation, at en større andel elever går i et specialtilbud sammenlignet med 2012, samtidig med at hver fjerde i folkeskolen som nævnt har brug for hjælp. Og som om det ikke er nok, er folkeskolen udfordret af det voksende antal forældre, der vælger at flytte deres barn til en privat- eller friskole - ofte netop for at sikre de faste rammer og den faglige kvalitet, som er udfordret i en kommunal folkeskole, der åbenlyst forventes at favne bredere, end det er muligt.
De nedslående rapporter fra Vive viser, at det er tid til at gøre op med den tænkning, der førte til inklusionsloven i 2012.
Hvis folkeskolen skal leve op til sit formål som "folkets skole" - den centrale dannende institution, hvor børn omgås hinanden på tværs af sociale, religiøse og etniske skel - skal der fra politisk side udvises et mod til at erkende, at mindretallet ikke altid er tjent med det, der virker for flertallet. Der er børn, som ikke trives i en almindelig folkeskoleklasse, men som netop ender med at blive de besværlige og uønskede problembørn, som en tidligere hjælp i et specialtilbud kunne have afhjulpet. Og i denne sammenhæng bør man hæve sig over den vanlige kritik af folkeskolens lærere, der fra politisk side konstant forventes at kunne håndtere alt fra børn med autisme og ordblindhed til tidsånds-pålagte krav om hele tiden at sætte nye emner på skoleskemaet.
Folkeskolen er i krise, og forklaringen er ikke de forældre, der - for øvrigt på linje med flere socialdemokratiske ministre, herunder statsminister - fravælger folkeskolen til fordel for en privatskole. Forklaringen er nærmere de politikere, der i stigende grad har betragtet folkeskolen som et politisk laboratorium, ikke som en uddannelses- og dannelsesinstitution.