Kurt Strand: Lad ikke Rasmus Paludan optræde i direkte radio

Stram Kurs-lederen brød igen alle former for god opførsel, da han medvirkede i P1 Debat. Hvis han optræder i redigeret form, kan man lade ham komme til orde, men klippe hans sproglige grovheder ud

Rasmus Paludan brændte i påsken koraner af i Sverige. Tirsdag medvirkede han i P1 debat.
Rasmus Paludan brændte i påsken koraner af i Sverige. Tirsdag medvirkede han i P1 debat. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

”Jeg ville aldrig nogensinde kalde dig ’abeunge’ eller ’luder’; det ville være en fornærmelse mod ludere og aber.”

Stram Kurs-leder Rasmus Paludan havde fundet sin sædvanlige grove retorik frem, da han tirsdag medvirkede i ”P1 Debat”. De stærkt nedsættende bemærkninger var møntet på den tidligere SF-politiker og nuværende generalsekretær i Brobyggerne, Özlem Cekic, som også var i studiet for at diskutere den seneste tids voldsomme uro i flere svenske byer.

Men selv for Paludan er der en grænse for, hvilke nedrigheder han må affyre i en direkte radioudsendelse. Debatvært Gitte Hansen forsøgte da også at kalde den uvorne gæst til orden:

”Nu stopper du; den tone har vi ikke her i P1 debat. Du skal ikke stå og kalde nogen alt muligt nedsættende”.

Henstillingen havde dog ingen virkning, og kun få minutter senere demonstrerede partilederen – som nu gør sig klar til at stille op ved det svenske rigsdagsvalg i september – at han er det, som en lærer vel ville kalde ”uden for pædagogisk rækkevidde”. En af den slags, der trækker store veksler på andres tålmodighed, og som bliver smidt ud, når legen i skolegården gentagne gange går ud over alle de andre.

Sådan er det bare ikke i et debatprogram i DR. Dér skal enhver vel have lov til at ytre sig, og ingen skal smides ud, bare fordi tonen bliver lidt livlig. Princippet er fint – som princip. For selv om DR med stor sandsynlighed ville blive beskyldt for at lukke munden på en debattør og udelukke kontroversielle synspunkter fra den offentlige debat, så må der også være en grænse.

DR har som offentligt ejet og finansieret public service-station et enormt ansvar for, hvordan vi taler med, til og om hinanden. Og det er ikke en gangbar undskyldning, at det kan være vanskeligt at stoppe sproglige grovheder, når det foregår direkte.

I det konkrete tilfælde ville det blot kræve at lytte til få minutter af tidligere udsendelser med Rasmus Paludan for at finde ud af, at han – også efter venlige henstillinger – bryder alle normer for bare nogenlunde god opførsel, når han fylder æteren med sine sproglige skidtspande. Og det havde derfor været oplagt inden udsendelsen i tirsdags at beslutte, at han ikke skulle medvirke direkte, men kun i redigerede klip, optaget på forhånd. Dermed havde der været mulighed for at lade ham komme til orde, men med grovheder som de ovenfor nævnte klippet ud.

Det således med fuldt overlæg, at redaktionen bag ”P1 Debat” inviterede til forudsigelig ballade. Den saglige og public service-funderede begrundelse er svær at øjne. Og journalisterne på debatredaktionen kan gøre sig selv og os andre en tjeneste ved at lytte til journalist og debattør David Trads’ ord i udsendelsen med Paludan:

”Det er et helt afgørende voksensynspunkt at huske på, at der er meget man godt må sige, men som man lader være med at sige, fordi det er forkert, det er ubehøvlet, og det skaber konflikt.”

Kurt Strand er journalist og underviser.