Kurt Strand: Nye Borgerlige bruger kynisk en letkøbt mulighed for at få omtale

Selvom vi har ytringsfrihed – og skal stå vagt om den – er det ikke forbudt at tænke sig om, skriver Kurt Strand i dagens mediekommentar

Kurt Strand: Nye Borgerlige bruger kynisk en letkøbt mulighed for at få omtale
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

”Vi skal ikke lade os kyse. Vi skal ikke frygte. Vi skal kæmpe.” Ordene her kan læses på Nye Borgerliges formand, Pernille Vermunds, Facebookside, hvor hun bekendtgør, at partiet vil indrykke Muhammed-tegninger som annoncer i en række aviser. Konkret de tegninger, den øksedræbte franske skolelærer Samuel Paty brugte i sin undervisning. Annoncerne skal ifølge Vermund ”støtte ofrene for islams vold”, ikke mindst efter det seneste, forfærdelige terrorangreb i Nice i torsdags.

Hvordan de omstridte tegninger konkret vil yde nogen form for støtte, fremgår ikke umiddelbart. Men det er heller ikke det væsentlige. Formentlig heller ikke for Nye Borgerlige, der kynisk bruger en letkøbt mulighed for at få omtale – også her – men som udmærket ved, at annoncerne vil give anledning til en hel del panderynker hos cheferne i danske mediehuse. For dér er der ikke stor lyst til at medvirke til en mulig genopblussen af den krise og de trusler, Muhammed-tegningerne var anledning til for femten år siden.

Én af de aviser, som med stor sandsynlighed står på annoncelisten, er Morgenavisen Jyllands-Posten, der jo om nogen har erfaringer med tegninger af profeten. Men dér takker chefredaktør Jacob Nybroe pænt nej:

”Hvis det er tegninger af profeten Muhammed, så kommer jeg ikke til at stille spalter til rådighed,” sagde han uden omsvøb i et interview, jeg lavede med ham i P1’s ”Mennesker og medier” i går. ”Men jeg ville ønske, at vi kunne sige ja, for jeg synes ikke, at vi skal være pålagt begrænsninger i vores ytringsfrihed.”

Begrundelsen for at sige nej er fire konkrete og afværgede terrorangreb på Morgenavisen Jyllands-Posten siden 2005. Og enhver, som har besøgt avisens domiciler, vil vide, at trusler fra islamistiske galninge bliver taget meget alvorligt med sikkerhedsforanstaltninger, der er en konstant påmindelse om det, der er på spil. Ikke mindst den seneste tids terror i Frankrig understreger, at det er med god grund, at det er temmelig besværligt at komme gennem svingdørene på Rådhuspladsen i København og i Mediebyen i Aarhus.

Set i dét lys er det meget nemt og herligt omkostningsfrit at kravle op i høje træer udenfor og svinge insisterende med ytringsfrihedens fane. Det er ikke Nye Borgerliges folketingsmedlemmer, der lever og arbejder i befæstede mediehuse og næppe dem, som i værste fald vil blive ramt af en ugerning begrundet i de kommende annoncer.

For selvom vi har ytringsfrihed – og skal stå vagt om den – er det ikke forbudt at tænke sig om. Et overbevisende formål med at bringe tegningerne er det som antydet svært at øjne. Om det er årsag til, at 58 procent i en afstemning på bt.dk fredag sagde nej til, at det er en god idé at indrykke annoncerne, er ikke til at vide. Men det er sigende, at kun 35 procent i samme afstemning mente ja.

Afstemningen er ikke repræsentativ, men måske den alligevel kunne give anledning til en vis eftertænksomhed hos Pernille Vermund og partifæller, mens de svinger med fanen i det høje træ.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.