Der var både ris og ros, da den socialdemokratiske kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i torsdags præsenterede regeringens længe ventede og flere gange udskudte udspil til en ny medieaftale. Blandt hovedpunkterne i udspillet er mere støtte til lokale og regionale medier, kontrol med tech-giganterne, og at streamingtjenesterne skal betale ”kulturbidrag”.
Og så er der til allersidst i det tyve sider lange udspil nogle overvejelser om at skærpe mediernes ansvar. Udviklingen af den digitale virkelighed kører med så høj hastighed og udbreder distributionen af eksempelvis nyheder, så den nuværende regulering ikke længere rækker. Derfor forslår regeringen at kigge det nuværende pressenævns rolle efter i sømmene og indføre en medieombudsmand efter svensk forbillede.
Dét er der ikke brug for, lød det fra Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard i ”Presselogen” på TV 2 News søndag: ”Det, vi ser her, er en højere grad af statslig styring af medierne, og jeg forstår ikke behovet for en medieombudsmand, der skal ligge over eller ved siden af den regulering, som vi har allerede i dag i Pressenævnet”.
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg argumenterede omvendt for, at ”med de digitale medier er det åbenlyst, at historier kan have en hel anden skadevirkning og effekt, end de havde tidligere, fordi de kan køre i månedsvis”.
Så noget må ske. Selv om det nuværende pressenævn sikrer både klagemulighed og formentlig også en del selvjustits, er det ikke godt nok. Dels tager behandlingen af klager i Pressenævnet ofte så lang tid, at det kan virke lidt ligegyldigt, når et medie mange måneder efter et fejltrin får et hak i tuden. Dels er kravene til offentliggørelse af pressenævnskritik alt for blødsødne.
Hvordan kritikken i praksis bliver modtaget, illustrerede Weekendavisen lige før jul: Tre kvinder, der var blevet seksuelt krænket af den nu forhenværende konservative politiker Naser Khader, havde klaget til Pressenævnet over stort opsatte artikler, der dækkede en halv forside og en helside inde i avisen den 3. september sidste år. Kvindernes udsagn i en advokatrapport blev citeret, men ingen af de tre kvinder fik forelagt citaterne, som var givet til en intern rapport og ikke med henblik på offentliggørelse.
Princippet om forelæggelse er noget af det første journaliststuderende lærer, og det burde være noget nær en ekspeditionssag hurtigt at tage stilling til den nævnte klage. Men der gik mere end tre måneder, før den førte til umisforståelig kritik af Weekendavisen. Kritikken blev trykt i en lille boks nederst på side 5 den 23. december med overskriften ”Pressenævnet kritiserer Weekendavisen”. Formalia og regler var overholdt, men misforholdet mellem de oprindelige artikler og den lille kritikboks var slående.
Om en medieombudsmand ville gøre en mærkbar forskel er af gode grunde ikke til at vide. Men pressens klagesystem trænger til en grundig overhaling, og en over- eller sidebygning med en ombudsmand lyder som en oplagt og god idé.
Kurt Strand er journalist og underviser.