En skole i brand, biler forvandlet til ukendelighed og urimelige angreb på politibetjente. De seneste dage har budt på voldsomme billeder fra svenske byer, hvor store grupper af utilpassede unge har ladet indestængt vrede mod tilsyneladende alt og alle få frit løb.
Urolighederne begyndte som protester mod den danske Stram Kurs-leder Rasmus Paludans Koran-afbrændinger. Men hurtigt viste han sig blot at være en kærkommen anledning til at mobilisere en kamp mod politiet i nogle af Sveriges mest belastede og indvandrertunge boligområder. Formentlig antændt af utilfredshed med politifolkenes forsøg på at sikre Paludans ret til at gennemføre sine mildt sagt provokerende handlinger.
Men samtidig er noget mere alvorligt på spil. For som lederskribent Paulina Neuding fra Svenska Dagbladet udtrykte det her i avisen tirsdag, så viser de seneste dages begivenheder, hvordan ”parallelle strukturer af normer og lovløshed på et øjeblik kan udvikle sig til hensynsløs vold mod politibetjente, ambulancepersonale og almindelige mennesker”.
Eller med andre ord: En grundlæggende respekt for demokratiets spilleregler er fuldstændig fraværende. Og når en ung, tørklædeklædt kvinde i Malmøs Rosengårds-kvarter i TV Avisen på DR1 tager afstand fra afbrænding af den lokale skole, sker det med en cirkelslutning, som ender med en accept af det, der er foregået: ”Det er ikke ok at brænde skolen af, men det er heller ikke ok, at Rasmus Paludan brænder Koranen af. Og når politiet hjælper ham med at brænde Koranen, er det heller ikke ok.”
Synspunktet udfordrer tankegangen i de nordiske landes liberale demokratier, hvor vi hylder at have så få indskrænkninger som muligt. Især ytringsfriheden er ukrænkelig, men når den bliver anfægtet – som i Sverige i påskedagene og herhjemme i 2005-2006 efter Jyllands-Postens Muhammed-tegninger – kalder det på en god, demokratisk diskussion.
Med sine Koran-afbrændinger bruger Rasmus Paludan sin ytringsfrihed og sin demokratiske ret til at demonstrere mod en religion, han ikke bryder sig om. Men når en antidemokrat vil afskaffe trosfrihed, er det samtidig en udstilling af demokratiets indbyggede svaghed og manglende mulighed for at forsvare sig.
Når demokratiet således udfordrer sig selv, er det måske værd at overveje, om en blasfemiparagraf igen skal have plads i straffeloven. Sverige afskaffede den i 1970; herhjemme skete det i 2017, før Paludans valgkampagne med Koranafbrændinger to år senere.
I 2015 hyldede denne avis’ chefredaktør Erik Bjerager blasfemiparagraffen blandt andet med ordene: ”At brænde Koranen, Bibelen eller andre helligtekster er ikke en ytring, der skal forsvares. Det er derimod en foragtelig hån, der altid har haft til hensigt at skade andre og indskrænke deres ytringsfrihed, og derfor kun fortjener at være forbudt.”
Kloge ord, som her syv år senere giver god mening. Måske endda mere end nogensinde.
Kurt Strand er journalist og underviser.