Lad os slippe for religiøse menneskers indblanding

Blot fordi vi er en lille gruppe, kan jeg ikke se det rimelige i, at vi skal støtte religiøs forkyndelse mod vores vilje, skriver Stinus Lindgreen

Så længe overtroen får lov at blomstre, er der behov for vores stemme i debatten, skriver Stinus Lindgreen
Så længe overtroen får lov at blomstre, er der behov for vores stemme i debatten, skriver Stinus Lindgreen.

Sognepræst Eva Holmegaard Larsen svarer mig her i avisen den 13. august, hvor hun bedyrer, at hun skam ikke er vred og harm, som jeg ellers havde skrevet. Hun undrer sig blot, hvilket får hende til at skrive, at vi er smålige, spilder vores tid og - som hun skriver på sin blog - kan sammenlignes med parasitter. Jamen dog! Hendes undren er da til at tage og føle på.

Jeg finder det dog meget interessant, at Eva Holmegaard Larsen godt kan se det urimelige i, at vi skal betale til en religion, vi ikke tror på, ligesom hun principielt anerkender, at man kunne lægge konfirmationsforberedelsen uden for skoletiden. Men for Eva Holmegaard Larsen er der ingen grund til at ændre på det, da det jo er besværligt.

Lad mig straks erkende, at det da helt bestemt vil kræve noget arbejde at få ændret systemet, men det er vel næppe et argument i sig selv, at noget er besværligt? I så fald ville reformer af samfundet have meget trange kår.

Jeg kan ikke undgå at føle, at Eva Holmegaard Larsens modvilje nok snarere skyldes, at hun jo er ansat i den selvsamme organisation, og når man er en del af majoriteten, så kan man nemmere ignorere de små pip, der kommer fra os andre. Men blot fordi vi er en lille gruppe, kan jeg dog ikke se det rimelige i, at vi skal støtte religiøs forkyndelse mod vores vilje. Værdien af et demokrati kan blandt andet måles på, hvordan det behandler sine minoriteter.

Lad mig derfor igen kort ridse op, hvad vi egentlig gerne vil med hensyn til folkekirken: Alle opgaver, der vedrører alle borgere i samfundet, skal varetages af det offentlige og betales 100 procent af den almindelige skat. Kirken skal slet ikke involveres.

Vedligehold af bevaringsværdige kirker - og det gælder langtfra alle kirker - bør ligeledes være statens opgave på lige fod med godser og gravhøje. Præster, biskopper og andre forkyndere skal derimod betales alene af kirkens medlemmer, ligesom den almindelige drift af kirkerne, nybyggeri og så videre må hvile på kirken og kun kirken. Det vil gøre det gennemskueligt for alle, og ingen er derved med til at finansiere en tro, de ikke tilhører. Er det et urimeligt krav?

Det er sandt, at cirka 80 procent af den danske befolkning er medlemmer af folkekirken, men det betyder samtidig, at man træder mere end en million danskere over tæerne med den nuværende ordning. Dertil kommer, at de 80 procent nok er højt sat – hvis folk virkelig mærkede efter, om de nu også troede på Jesu fødsel af en jomfru, død og genopstandelse, og hvis de aktivt skulle vælge kirken til, når de fyldte 18, så ville antallet nok se noget anderledes ud. Jeg kan dog sagtens forstå, hvorfor kirken ikke er interesseret i at ændre på en ordning, der holder medlemstallet kunstigt oppe.

Det er også pudsigt, at Eva Holmegaard Larsen på den ene side bruger meget luft på at brokke sig over, at vi i Ateistisk Selskab kun bekæmper folkekirken, for derefter at kritisere, at vi rent faktisk er ret brede i de ting, vi beskæftiger os med.

Bemærk venligst, at vi ikke diskriminerer her: For os er der ingen forskel på tro og overtro. Om det er hellige ånder eller onde ånder, kommer ud på et. Men jeg kan da godt gentage, at vi selvfølgelig bruger en del tid på folkekirken, da den jo er en ret stor religiøs organisation. Andet ville da være mærkeligt.

Eva Holmegaard Larsen mener, at vi spilder tiden, mens præstestanden arbejder. Jeg er nysgerrig efter, hvilket arbejde hun udfører, der gavner mig i min hverdag? Jeg kan da samtidig oplyse hende om, at alle i foreningens bestyrelse skam har et rigtigt arbejde - det er i vores fritid, at vi for eksempel kan deltage i debatter som denne. Eva Holmegaard Larsen har til gengæld et job, hvor jeg er med til at betale hendes løn, så hun kan dyrke sin overtro.

Hvordan ville du have det, Eva Holmegaard Larsen, hvis du var tvunget til at betale til forkyndelsen af mormonernes religion? Hvis du skulle betale deres pension? Hvis du skulle ned til den nærmeste mormon for at registrere dit nyfødte barn eller din afdøde far? Hvis dit barn i skolen skulle lære om sandheden i Mormons Bog? Hvis du skulle betale for uddannelsen til "mormonologer"?

Så længe jeg ikke kan slippe for religiøse menneskers indblanding i mit liv, og så længe overtroen får lov til at blomstre, er der behov for vores stemme i debatten.

Stinus Lindgreen,

formand for Ateistisk Selskab,

Lyngby Kirkestræde 6 A,

Kongens Lyngby