I folkekirken har vi et særligt ritual, som gentages med få års mellemrum. Ritualet består i, at vi kaster os ud i en intern og som regel pointeløs diskussion om, hvorvidt Jesus påskemorgen nu også opstod i bogstaveligste kød og blod-mæssige forstand for derpå at efterlade sig en tom grav.
For at ritualet kan gennemføres, kræves det, at en eller anden præst først tager den opgave på sig at afvise den bogstavelige, fysikalistiske opfattelse af Jesu opstandelse.
Denne afvisning giver så anledning til, at andre præster kan komme på banen for at positionere sig og fromt erklære, at de da sandelig – og i modsætning til den ”opstandelsesbenægtende” kollega – tror enfoldigt på, at Jesus opstod sådan helt fysisk med hud og hår og så videre. Det har en vis signalværdi.
Anledningen til årets debat er bispevalgkampen i Roskilde Stift, hvor kandidaterne ved et debatmøde for lidt over en uge siden fik stillet et spørgsmål, som ordstyreren tilsyneladende opfattede som et simpelt ja-nej spørgsmål: ”Stod Jesus i bogstaveligste forstand, altså i kød og blod, op af graven? I skal svare ja eller nej”.
At sagen næppe er helt så simpel, som ordstyreren forestiller sig, kan man finde ud af ved blandt andet at læse, hvad Paulus skriver om opstandelsen i Første Korintherbrev 15, 50: ”Men det siger jeg jer, brødre: kød og blod kan ikke arve Guds rige”. Og nej, ”kød og blod” er her ikke en metafor, men en helt bogstavelig reference til det fysiske legeme.
Anna Helleberg Kluge svarede som den eneste af de fem bispekandidater ”nej” på spørgsmålet. Det var måske ikke taktisk klogt, men hun gjorde ikke desto mindre ret i at problematisere spørgsmålets forsimplende og banaliserende karakter og i at gøre opmærksom på, at sagen er mere nuanceret end et ja eller et nej.
Det afgørende teologiske spørgsmål til Jesu opstandelse drejer sig ikke om, hvorvidt graven var tom eller ej, eller om, hvorvidt Jesus opstod med den samme kødelige krop, der var blevet lagt i den gravhule, vi i øvrigt kun kender fra evangeliernes delvist fiktionaliserede skildringer, men ikke fra den nytestamentlige brevlitteratur.
Det afgørende spørgsmål må i stedet være: Hvordan kan budskabet om Jesu opstandelse forkynde håb, glæde og frelse for os? Og her ender den ritualiserede diskussion altid i den absolut ånd- og forkyndelsesløse ligegyldighed.
For hvad rager det i grunden os, at en tømrersøn fra Galilæa gik ud af en grav et sted i Palæstina for snart 2000 år siden? Skal vi nu også til at diskutere, om det skete klokken 4 eller 5 om morgenen, om arkæologiske fund kan understøtte hypotesen, og om Jesus i bogstaveligste forstand, altså i kød og blod, fór til himmels som en raket fyrre dage senere?
Det særligt triste i de tilbagevendende diskussioner er for mig at se, at de reducerer Jesu opstandelse til en fortidig, historisk hændelse, der overgik et enkelt individ uden at have nogen egentlig betydning for alle os andre.
Således gentager diskussionerne den almindelige individualistiske opstandelsesforståelse, som er så karakteristisk for den vestlige kirketradition.
På middelalderens opstandelsesmalerier skildres Jesu opstandelse altid som en ensom affære, hvor Jesus som et individ opstår mutters alene, mens de eneste mennesker på billedet er sovende vagter, der ikke registrerer noget. Opstandelsen går helt bogstaveligt hen over hovedet på dem.
I den østlige kirketradition skildrer man i kunsten og teologien Jesu opstandelse markant anderledes og langt mere forkyndelsesmæssigt prægnant.
På adskillige opstandelsesmalerier ser man, hvad der sker påskemorgen: Jesus har sparket dødsrigets porte ind; døden personificeret ligger bagbundet og synker langsomt ned i kaosmagternes mørke hav. Samtidig griber Jesus fat om håndleddene på to skikkelser, som hives ud af gravens dyb og oprejses fra de døde. Disse to skikkelser er Adam og Eva. Med andre ord hele menneskeheden. Øverst på billederne står der på græsk: he anastasis – opstandelsen.
Jesu opstandelse er menneskehedens genrejsning, en kollektiv og ikke en individualistisk hændelse. Det er ikke stenen foran Jesu grav, der blev fjernet påskemorgen, men stenene foran alle menneskers grave.
Så var Jesu grav tom, ja eller nej? Ja, graven var tom for så vidt som den symboliserer dødens og mørkets magt, som Gud besejrede med Jesu opstandelse, så det kunne blive til liv og lys for alle mennesker.
Om graven så også i bogstaveligste forstand var tom, burde ikke interessere os det fjerneste.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.