Hver dag der går, mister vi mere og mere af vores historie. Sådan har det altid været. Vores fortid lever i dokumenter, film, hulemalerier, dagbøger, sange, lovtekster, bilblade, kassettebånd, malerier og så videre. Hver gang et menneske dør, mister vi den historiske erindring, som det menneske bærer rundt på.
Selv når de har gjort sig anstrengelser for at videregive deres erindringer i en form, så eftertiden kan tilgå den, mister vi hele tiden historisk viden.
Vi befinder os eksempelvis i den periode, hvor vi mister de sidste fra de generationer, der har erindringer fra Anden Verdenskrig. I takt med, at de går bort, mister vi viden om skelsættende begivenheder. Også selvom vi ikke vil det – og selvom vi i mange år har fundet det magtpåliggende at fastholde så megen viden, vi overhovedet kan.
Erindringsdagen for Holocaust er et godt eksempel på både vores historiske dilemma og ønsket om at ville huske. Gruppen af mennesker, som stadig er i live og har førstehåndsindtryk af Holocaust, er meget lille efterhånden, men vi vil ikke fortrænge eller glemme brændemærket fra de nazistiske dødslejre og de systematiske folkedrab fra vores historiske bevidsthed.
Men det er ikke så let. Hver dag - til trods for taler, lys, fakkeltog og hvad vi ellers gør – glider Holocaust mere og mere i baggrunden, og der forekommer en vedvarende relativisering af, hvad Holocaust er.
Tallene taler deres tydelige sprog. Schoen Cooperman Research lavede en stor undersøgelse blandt unge (de såkaldte millennials og generation Z) amerikanere i 2020 for at undersøge deres viden om Holocaust. Det var et rystende resultat.
Omkring to tredjedele vidste ikke, at 6 millioner jøder blev dræbt under Holocaust. Blandt de adspurgte svarede næsten hver fjerde, at Holocaust var en myte eller at drabstallene var stærkt overdrevne. Næsten halvdelen af de adspurgte meddelte, at de havde set Holocaust-benægtelse på blandt andet sociale medier.
Uanset, om tallene er retvisende for forholdende på vores breddegrader, så understreger undersøgelsen, at det er magtpåliggende, at man ikke kan gennemføre et uddannelsesforløb i Danmark uden at blive indført i Holocaust-rædslerne. At det selvfølgelig også gælder andre svære emner som eksempelvis Muhammedtegninger, fascismen og kommunismens rædsler og slaveri, er selvindlysende.
Men der er også en anden måde end glemsel at angribe den tunge arv fra Holocaust på. Man kan påvirke vores minde eller relativisere begrebet.
For nyligt sagde Whoopi Goldberg i et af USA's mest sete talkshows, at Holocaust ikke handlede om race, da der var tale om to grupper af hvide (nazister og jøder). Det er en meget bizar udtalelse, som enten skyldes uvidenhed om Hitler og nazisternes måde at definere jøder på, eller også er det en relativisering, der handler om at monopolisere racismebegrebet, hvilket er mindst ligeså slemt. Goldberg undskyldte senere sin udtalelse, der, selvom den ikke var særligt oplysende, selvfølgelig skal modtages. Den virkede trods alt oprigtig.
Da man demonstrerede mod nedlukningen af mink-erhvervet herhjemme, dukkede billeder af blandt andet Mette Frederiksen i nazi-uniform op på sociale medier og til en demonstration. Det er helt utilstedeligt. Både mod statsministeren og nazismens millioner af ofre.
Hver gang man i ramme alvor trækker Hitler-kortet i en debat, begår man samme ugerning. Holocaust og Hitler er ikke et element man kan smide ind i politiske debatter efter forgodtbefindende. Uanset hvor uenig og forarget man måtte være, så er man med til at forarme og forfladige, hvad Holocaust var.
Den gift, der var et hovedelement i vejen mod Holocaust, er selvfølgelig racisme. Den gift findes stadigvæk, og den skal man altid gå i rette med. Det gør man blandt andet med viden om de mange tragiske eksempler på racismens ansigter, der præger vores fælles historie. Samtalen om, hvad vi kan lære af historien, er mest konstruktiv, når den er distinkt og saglig. Den er altid farlig og et misbrug, når alt blandes sammen i en stor pærevælling.
Politik har til alle tider været værst, når man bruger absurde sammenligninger til at afstive sine egne holdninger og til at tænde hadets ild i sine tilhørere. Det pluralistiske demokrati bliver udhulet, når væsentlige og voldsomme betegnelser og personer bruges i flæng. Man kan godt være rigtig træt af noget, uden at det er nødvendigt blande Stalin, Hitler eller Mao ind i det. Det er faktisk den værst tænkelige måde både at tale sammen om den fortid, som vi hele tiden mister mere og mere af.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.