Som så mange andre har jeg oplevet et nært menneske gå ind i depressionens mørke. Rådvild stod jeg udenfor og fægtede med alt, hvad jeg havde lært, men lige meget hjalp det. At bryde med det tankemønster, der former psykisk ubalance er sin sag. Det kræver både ord, handling og vilje at genvinde lidt af det overskud, som er nødvendigt for at komme tilbage i lyset.
Jeg husker tilbage på den erfaring når jeg læser den nye rapport fra Sundhedsstyrelsen ‘Danskernes Sundhed’. Bag den sterile titel gemmer der sig en opsigtsvækkende beskrivelse af, hvordan vi gennem de sidste 12 år er blevet fysisk stærkere, men psykisk svagere. Det mentale helbred i vores land er i frit fald.
Rapporten, også kendt som Den nationale sundhedsprofil, tegner et billede af en ung generation, som har det svært i livet. For kvinder i alderen 16 til 24 år gælder det, at mere end halvdelen føler sig stressede, og omkring en trediedel har en "lav score", når det kommer til deres mentale helbred. Hvad det mere præcist vil sige at være stresset eller have en "lav score" er ikke absolut, men selv når rapporten bliver læst med alle nødvendige forbehold, er problemet tydeligt. Det er løsningen til gengæld ikke.
Da jeg forleden dag talte med en forsker i folkesundhed om sagen, nævnte hun oplevelsen af meningstab som en af årsagerne til den mentale fallit. I grunden er det et chok af et ord. Meningstab. Hvordan kan livet tabe sin mening for så mange mennesker i vores privilegerede verden? Og hvorfor er meningstabet blevet markant større gennem de sidste 12 år?
Den største forandring i vores adfærd i den periode skyldes den digitale udvikling. Vi har ganske vist haft internet meget længere tid, men den store eksplosion i brugen af digitale medier begyndte netop for omkring 12 år siden med sociale medier, YouTube og en ny generation af netbaserede computerspil.
Helt konkret kan jeg se forandringen, når jeg betragter mine egne børn. De to store, som i dag er 21 og 19 år, så børnetime klokken 17.30 i fjernsynet, da de var små. De tegnede, legede med klodser og siden hen med kammerater, der kom på besøg. Den yngste, som er 14 år, har haft en anden opvækst, hvor der har været fri adgang til underholdning, færre klodser og færre kammerater med hjemme, men til gengæld masser af computerspil med kammerater og andre, som sidder bag deres skærm et andet sted i verden.
Jeg er pinlig bevidst om, at jeg ikke kan undgå at romantisere den analoge verden. Frygten for at være maskinstormer har været en del af udviklingen siden James Watt udviklede dampmaskinen.
Digitaliseringen har naturligvis bragt rigtig meget godt med sig og kan desuden umuligt rulles tilbage, men i mine øjne er der ingen tvivl om, at det er i dens gennemgribende ændring af vores adfærd, at vi skal finde en hovedårsag til det bratte fald i mentalt helbred.
Fokus har primært været rettet mod den præstationskultur, som er en følge af de sociale medier, hvor alle spejler sig i andres glansbilleder. Selviscenesættelsen skaber en ny form for fremmedgørelse, som teknologien har fået til at accelerere. Men vi er også så gode til at håndtere forandringer, at der meget muligt vil ske en tilvænning, så vores digitale adfærd med tiden bliver mindre stressende.
Til gengæld er der en risiko for at bølgen af mental dårligdom får en social slagside. De mest udsatte grupper i vores samfund kan blive dem, som får sværest ved at kæmpe sig ud af mørket. Som samfund har vi et særligt ansvar for, at de grupper, som er mest udsatte, ikke bliver lukket inde i digitaliseringens ekkokammer.
Ligesom i det konkrete tilfælde, jeg selv har kendt til, kræver det på samfundsmæssigt plan både ord, handling og vilje at genvinde det overskud, der skal til for at komme i balance. Den rystende rapport om danskernes sundhed må være en påmindelse om behovet for en bred indsats, der kan genskabe meningen i danskernes liv.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.